Europæiske byrådspolitikere lader i stigende grad borgerne vælge, om kommunen skal have flere træer ved vejene eller flere bøger på bibliotekerne.

Fra 2001 til 2010 er andelen af kommuner, der inddrager borgerne i budgetlægningen, steget fra knap to håndfulde til mellem 174 og 296 eksempler i Europa. Det fremgår af en rapport fra The Service Agency Communities in One World, der er et kompetencecenter for tyske kommuner.

”Der er uden tvivl en tendens til, at deltagerbudgetter breder sig. I begyndelsen af årtusindskiftet var det et ret lille fænomen, men siden har det bredt sig fra Latinamerika til hele verden,” forklarer demokratiforsker Anja Röcke fra Humboldt Universitet i Berlin.

Formålet med deltagerbudgetter varierer, men de typiske begrundelser er ønsker om mere borgerdemokrati, gennemsigtighed i den offentlige økonomi, bekæmpelse af korruption og en mere social fordeling af pengene, forklarer Anja Röcke.

Mens stigningen fra 2001 til 2010 var meget ensporet, så har den europæiske udvikling de seneste to år været mere broget. Den økonomiske krise har mindsket antallet af deltagerbudgetter i Spanien og Italien, som ellers har været foran resten af Europa.

Til gengæld stiger antallet af deltagerbudgetter i lande som Portugal, England og Polen, oplyser netværket The International Observatory on Participatory Democracy (IOPD) i Barcelona.

Også i Tyskland udbredes metoden fortsat. I marts i år havde 91 tyske kommuner igangsat implementeringen af deltagerbudgetter mod 65 kommuner året før.

Et stift lokalstyre

I Danmark er deltagerbudgetter derimod ukendt terræn for de fleste byrådspolitikere.

”Det er helt tydeligt, at vi er bag af dansen på det her. I Danmark har vi smukke traditioner for folkeoplysning, Grundtvig og hele foreningsdanmark. Men når det kommer til stykket, har vi faktisk et utroligt bureaukratisk og systemisk lokalt styre, som endnu ikke har fået øjnene op for, hvad potentialet er i at øge borgerinddragelsen,” siger analysechef Jens Jonatan Steen fra Cevea.

Han tror, en del af forklaringen er, at systemet i Danmark er angst for at give ansvaret nedad og for at lade folk bruge pengene lokalt. Blandt andet af frygt for, om det vil få udgifterne til at stige.

Danmark har dog i det små et spirende eksempel i Kolding, der vil lade borgerne i lokalområdet Brændkjær bestemme, hvad de skal bruge 150.000 kroner på.