I 1974 satte en ung Ole Pilgaard sig for første gang til rette i byrådssalen i Brædstrup for Fremskridtspartiet. Han var iført jakkesæt og bindeslips. Det var dresscode. Sådan gjorde man. Samme år trak et nyvalgt byrådsmedlem overskrifter for at amme sit barn under et møde i Københavns Borgerrepræsentation. Tine Schmedes, der var valgt for Kvindelisten, blev af overborgmester Urban Hansen bedt om at forlade salen. Med sin søn på armen forsøger Tine Schmedes forgæves at overbevise overborgmesteren om, at hun bør blive i salen.

For nylig skabte det debat, da en ung Venstre-politiker ville tage et billede i byrådssalen til sin Facebook-profil. Det forbød borgmesteren, og der opstod en heftig debat med moderne teknologi og god opførsel som modpoler.

Det er ikke noget nyt, at byrådssalen indimellem bliver kampplads for Emma Gad’ske konflikter. Det er en del af det løbende serviceeftersyn af diskussionsformen, og når nogen udfordrer forståelsen af god opførsel i den højtidelige sal, er det et udtryk for, at man på den ene side gerne vil holde på formerne og på den anden side er nødt til at forholde sig til, at verden forandrer sig udenfor salen, forklarer Ulrik Kjær, der er professor på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet.

- Kommunalbestyrelsen består jo af helt almindelige mennesker, så selvfølgelig følger de med tiden. Det ville virke meget antikveret, hvis de ikke fulgte med tiden og stadig talte og klædte sig som i gamle dage, siger Ulrik Kjær.

Men selve setuppet omkring byrådsmødet har ikke ændret sig, og selvom sproget, teknologien og samfundet udvikler sig, er der stadig en helt særlig stemning af højtidelighed omkring byrådsmødet.

- Det er fint, at man opretholder noget af den her særlige aura netop, fordi det er alvorlige beslutninger, der skal træffes. Derfor er det ikke helt skævt, at man søger at holde et lidt ceremonielt præg over byrådsmødet, siger Ulrik Kjær.

Fint at blive rettet

74-årige Ole Pilgaard sidder i dag i byrådet på 44. år. Han har regnet sig frem til, at han har været til 640 byrådsmøder i sit liv. Først i Brædstrup Kommune og senere i Horsens. Ole Pilgaard er tilhænger af disciplin, respekt og former, og han vil til hver en tid påtale utidig påklædning såsom shorts, eller hvis nogen hiver mobilen frem for at opdatere sociale medier. I fem år sad han også i Folketinget, og her oplevede han effekten af en lille skideballe.

- Jeg er selv blevet rettet utrolig mange gange i folketingssalen, fordi jeg glemte at sige hr. Jeg er oprindelig fra Vestjylland, og der bruger vi ikke hr. og De. Jeg synes, at det var fint at blive rettet, når man står på talerstolen. Det giver format, siger Ole Pilgaard.

Ole Pilgaard mener ikke, at shorts, sgu og sms’er hører til i en byrådssal. Han mener heller ikke, at man bør spise, drikke, amme eller klappe. Til gengæld er det helt okay at snige sig ud på toilettet. Eller tage en lille lur.

- Det gjorde Arne Melchior i Folketinget. Og der er jo nogen, der har en sygdom, hvor de meget let falder i søvn. Så det kan jeg ikke se det store problem i, siger Ole Pilgaard.

- Når man sms’er, er man fraværende, og det er ikke respektfuldt. Men debatten kan jo være så kedelig, at man ikke kan holde øjnene åbne, siger Ole Pilgaard, der dog aldrig selv kunne drømme om at powernappe under et møde.

Tradition og teknologi

Det var 33-årige Daniel Staugaard fra Venstre i Sønderborg, der spillede hovedrollen i debatten om billeder og Facebook-opdateringer fra byrådssalen. Han oplever, at der er et clash mellem generationer, når det kommer til god og dårlig stil i byrådssalen.

- Det er primært den ældre generation, der mener, at det ikke hører sig til. Der er helt klart en generationskløft. De har ikke forståelse for de medier, vi bruger, siger den unge venstremand, der ellers værdsætter traditioner og højtidelighed.

- Jeg har været med i flere forskellige jagtforeninger. Her løfter man på hatten. Jeg kan godt lide, at der er respekt omkring traditionerne. Der skal bare være plads til, at man tilpasser traditionerne til den nye teknologi. Det er ikke alle, der er med på det. Der er nogen, der synes, at forandring er forfærdeligt, siger Daniel Staugaard.

Går op i hat og briller

En anden, der for nylig har udfordret normerne og formerne, er 66-årige Lisbet Møller fra Enhedslisten, der blev valgt ind i Halsnæs Byråd i 2013. Hendes københavnske ordforråd omfatter ordet ”sgu”, men det ord kunne borgmesteren ikke holde ud at høre fra talerstolen i Halsnæs Byråd. Lisbet forstod ingenting, og på Facebook gik sgu-debatten amok. Nogen påpeger, at “alle sgu da siger sgu”, mens andre bakkede op om borgmesterens sprogrøgt og lagde vægt på, at Lisbet Møller som folkevalgt burde være en rollemodel og tale pænt.

- Jeg er ikke i byrådet for at være rollemodel. Jeg er i byrådet for at være en repræsentant for alle de andre almindelige mennesker i kommunen. Man er bare én ligesom alle andre, og hvis ikke man var det, havde man ingen berettigelse i byrådet, siger Lisbet Møller, der blev meget overrasket over, at et lillebitte ord kunne få folk op af stolen.

74-årige Ole Pilgaard fra Dansk Folkeparti har gennem sine 44 år som politiker observeret en særlig mekanisme - en turnus på fire år - der gentager sig gang på gang. Han forklarer:

- En byrådsperiode på fire år har efter min opfattelse tre lag. Det skal forstås på den måde, at når der har været valg, er der altid en flok nye byrådsmedlemmer, som har fået en forkert opfattelse af, hvordan man opfører sig i byrådet. De har nogle ambitioner og en sprogbrug, der er lidt anderledes. Sådan er det i et halvt års tid, før de finder ud af, at sådan kommer de ikke langt.

- I den næste periode samarbejder alle på tværs, og den tredje periode er den, vi er på vej ind i nu med kommunalvalg: Her går det hele op i hat og briller, siger Ole Pilgaard.

Ifølge Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet tjener det to vigtige formål at bevare højtideligheden omkring byrådet. For det første sender det et klart signal internt.

- Det er for at signalere, at når vi har forhandlet, snakket og søgt ideer udefra, går vi ind til det her møde og træffer de endelige beslutninger, og de har konsekvenser for kommunen og borgerne. Det er meget fint, at man lige indikerer overfor hinanden, at nu er det alvor, siger han.

Det andet formål er signalet overfor de borgere, der bliver påvirket af beslutningerne.

- Hvis man tog meget let på mødeledelsen på et givet møde og det lige var det møde, hvor ens barns skole bliver lukket, kunne det få nogen til at tro, at politikerne ikke havde taget beslutningen seriøst nok, forklarer Ulrik Kjær.

Men i sidste ende er jargon, pli og god stil jo meget individuelt, og derfor vil der opstå situationer igen og igen, hvor mødestilen bliver udfordret.

- Det kan jo hele tiden udvikle sig, og det kan være forskelligt i forskellige dele af landet. Det må de jo - lidt populært sagt - selv rode med i den enkelte kommunalbestyrelse, lyder det fra Ulrik Kjær.