Vi er som to humlebier, der er fløjet i hver sin retning og gradvis har taget på forskellige steder, så vi i dag slet ikke ligner hinanden. Matematisk set burde vel hverken den danske eller schweiziske model være flyvedygtig, men vi holder os fortsat i luften. Og den nektar, vi producerer i form af vores befolkning, ligner overraskende meget hinanden. Vi er rige, arbejdsomme og ikke mindst lykkelige.

- Hvad angår økonomisk velstand og lykke, så ligger Danmark og Schweiz begge i top. Vi har to vidt forskellige systemer, som producerer noget meget sammenligneligt. Og det fortæller os altså, at der ikke er en 1:1-sammenhæng mellem, hvordan man bygger sin stat op, og hvad staten så er i stand til at gøre, fortæller professor i statskundskab Peter Nannestad fra Aarhus Universitet.

Han har sammen med fire kolleger skrevet en bog, der sammenligner vores samfundsmodel med den schweiziske, som især udmærker sig ved et stort omfang af decentrale beslutninger. Landet, der er på størrelse med Danmark, er inddelt i over 2.500 kommuner, som tilsammen udgør 26 kantoner. Alle politiske beslutninger skal i princippet tages af kommunen, men kompetencen kan på nogle områder gives videre til kantonerne, som igen kan give kompetence til parlamentet. Politik kommer nedefra og op i modsætning til i Danmark, hvor de fleste store beslutninger træffes fra centralt hold.

- Det skaber de dynamikker, som blandt andet har givet en kraftig skattekonkurrence mellem kommunerne. Niveauet for både skat og velfærd er i langt højere grad bestemt af, hvad folk vil have lokalt. Og folk har en langt større frihed til at vælge og vrage, forklarer Peter Nannestad.

Liberalt forbillede

For mange liberale er den schweiziske model et drømmescenarie for fremtidens Danmark. Velfærden er god og fattigdommen nærmest ikke-eksisterende, mens skatten samtidig er langt lavere end herhjemme. Den er ligefrem menneskelig, mener kommunalordfører Ole Birk Olesen (LA).

- Hvis det stod til mig, så ville rigtig meget af den schweiziske model kunne overføres til Danmark. Jeg tror ikke, det ville kunne fungere, at hver kanton har sit eget politi og retsvæsen. Men især skattestrukturen er spændende, siger han efter opholdet i alpelandet, som har givet ham et endnu mere positivt indtryk af den politiske struktur.

Det minder nemlig lidt om markedsøkonomi, hvor konkurrencen om at skabe det bedste produkt til den bedste pris driver udviklingen frem. Samtidig er de schweiziske borgere langt mere engagerede i den politiske proces, fordi den er lokalt forankret og de ved hjælp af folkeafstemninger og underskriftindsamlinger kan forkaste upopulære forslag.

- Mit indtryk er, at de har et mere engagerende demokratisk system, fordi borgerne bliver mere direkte involveret i de politiske spørgsmål. Flere folkeafstemninger er nok ikke vejen frem i Danmark, men det er værd at se på, hvordan vi kan engagere folk lidt mere lokalt, siger De Radikales kommunalordfører, Helge Vagn Jacobsen, der også var med på udvalgsturen.

Human skat

En del kritikere har også pointeret nogle svagheder ved schweizisk politik - nemlig, at politikerne ikke kan tænke større, end lokalområderne tillader. Landet er overordnet set præget af nogle ret konservative strukturer, hvor det for eksempel kan nævnes, at kvinder først fik stemmeret til parlamentsvalg i 1971 - og i én af kantonerne blev det først indført i 1990. De progressive politiske forslag kan hurtigt blive kvalt af en lokal folkestemning.

- Det er mit indtryk, at politikerne holder sig i skindet på grund af den trussel, og der er da eksempler, hvor det utvivlsomt ikke er så heldigt. Men der vil nok også være en række eksempler på, at det har forhindret nogle af de ulykker, vi har set herhjemme, siger Ole Birk Olesen og nævner, hvordan den danske velfærdsstat voksede voldsomt fra 1960 til midten af 80’erne samtidig med, at vores skattetryk blev fordoblet.

Det er i dag en af de mest afgørende forskelle på Danmark og Schweiz, at vores offentlige forbrug udgør 43 procent af BNP, mens deres udgør sølle 16,5. Til gengæld skal schweizerne forsikre sig for at opnå velfærdsgoder, hvilket ligesom i USA afspejler sig i uligheden. Omvendt er uligheden ikke galoperende høj. Det er for eksempel obligatorisk med en sundhedsforsikring, og har du ikke råd, kan du få tilskud. Rent geografisk og demografisk sker der også en ret stor omfordeling fra de rige kommuner til de fattige.

- Mit billede er, at konkurrencen faktisk ikke var så stor, som man måske skulle tro, fordi de også udligner en hel del i Schweiz, fortæller Helge Vagn Jacobsen.

Og for Ole Birk Olesen ville der ikke være noget alarmerende i at have den samme ulighed i Danmark.

- Ulighed er kun et problem, hvis den er et udtryk for, at der er mange rige og samtidig mange fattige. Der er ikke mange fattige i Schweiz. Tværtimod er de fattigste schweizere en anelse rigere end de fattigste danskere, pointerer han.

Afgørende indvandring

Forskellen på uligheden i Danmark og Schweiz afhænger dog også af en anden helt afgørende faktor - indvandringen. I Schweiz kommer der cirka 140.000 nye borgere til hvert år, mens kun 65.000 forlader landet. De har altså en årlig nettoindvandring på 75.000 personer om året, mens tallet for Danmark ligger på cirka 10.000. Samtidig er de schweiziske indvandrere karakteriserede ved ofte at være højtuddannede, komme fra et EU-land og kunne tale et af de tre sprog i landet i forvejen. Det betyder i praksis, at indvandringen i Schweiz presser lønnen i toppen og gør ligheden større, mens den i Danmark presser lønnen i bunden, forklarer Peter Nannestad.

- Indvandringen til Danmark består i overvejende grad af lavtuddannede, og det gør, at vores indvandring har en tendens til at øge uligheden. Der kommer flere i bunden, hvilket konkurrerer lønnen ned og øger andelen af mindre velstillede, hvorimod de bedre uddannede og bedrestillede slet ikke bliver berørt af indvandringen eller faktisk ligefrem har fordel af den, da den jo sænker prisen på en række opgaver, uddyber professoren.

Forskellen kan også ses på, at uligheden før skat i Danmark er større end i Schweiz. Og årsagen til den anderledes indvandring vurderes at være prisniveauet i alpelandet, som er ganske højt. Samtidig tolker de Genève-konventionen relativt stramt, så det er sværere at få statsborgerskab, selvom landet ikke holder sig tilbage med at tage mod asylansøgere. Helt afgørende for indvandringen er dog erhvervsstrukturen, hvor der er meget lidt efterspørgsel efter ufaglært arbejdskraft.

- De har en kæmpe indvandring, som jo skaber trængsel i trafikken og høje boligpriser. Men de har også brug for de her indvandrere, fordi der er stor efterspørgsel efter specialiseret arbejdskraft i deres erhverv, lyder Helge Vagn Jacobsens indtryk.

Den politiske debat om indvandring er også en ganske anden i Schweiz på grund af deres lokaldemokrati, vurderer Peter Nannestad.

- Indvandringspolitik i Danmark er et emne blandt andre, og vi stemmer alle om den hvert fjerde år. Danske politikere har rimelig frie tøjler til at ride deres kæpheste på det område. Sådan er det ikke i Schweiz, for der er hele tiden en fare for, at folk kommer med et initiativ med 100.000 underskrifter, og så skal det sættes til afstemning, siger han.

Dyrt at få børn

Meget virker til at fungere for schweizerne med deres decentralisering og markedsvilkår. Men på ét afgørende punkt daler lykkefølelsen i befolkningen - når kvinderne får børn. Muligheden for at få børnene passet i institution i Schweiz er yderst begrænsede, fordi det er ekstremt dyrt. En af medforfatterne til Peter Nannestads bog var en kvindelig schweizisk lektor med to børn, hvis løn kun lige kunne dække udgiften til børnepasningen.

- Det er meget omkostningstungt at have både karriere og børn i Schweiz. Muligheden er i høj grad økonomisk betinget, og derfor ser man, at deltidsarbejde blandt kvinder er langt mere udbredt, uden at det sker frivilligt, siger Peter Nannestad.

Kun fire procent af de schweiziske børn mellem nul og tre år bliver passet i institution mere end 30 timer om ugen, mens det tal i Danmark ligger på hele 63 procent. Og statistikken bidrager til billedet af nogle stereotype kønsroller, hvor kvinder i højere grad går derhjemme, mens manden står for at bringe lønnen i hus. Et billede, som Liberal Alliance ofte får skudt i skoene, når de fremfører deres politik.

- Jeg må blankt afvise, at vi skulle have den slags kønsopfattelse. Sådan har det heller ikke været i min egen familie. Men der er da familier, der gerne vil indrette sig sådan, at den ene forælder kan være mere hjemme, mens børnene er små. Det har jeg fuld forståelse for. Og det har de i Schweiz bedre råd til på grund af skatten, siger Ole Birk Olesen, som samtidig lægger vægt på, at det er valgfriheden, der er vigtigst.

En valgfrihed, som ifølge Peter Nannestad altså først og fremmest gælder for den rigere del af befolkningen.

Humlebier i modvind

De lidt mere gammeldags og konservative værdier, der kan præge det schweiziske samfund, ser ud til at være en fordel for dem på andre parametre end ligestillingen. For mens debatten herhjemme går på, om det kan betale sig at arbejde, når man sammenligner med størrelsen af offentlige ydelser, går debatten i Schweiz på, om det rent faktisk kan betale sig at arbejde, når man sammenligner med størrelsen af de afkast, de kan få af deres investeringer.

Nogle økonomer betegner Schweiz som en slags oliestat, hvor lønnen for hårdt arbejde slet ikke står mål med afkastet af formue, investeringer og deres stærke valuta. Derfor er deres værdisystem utrolig vigtigt for at finde frem til, hvorfor de alligevel arbejder flere timer, end vi gør i Danmark, mener Peter Nannestad.

- De har et mere gammeldags værdisystem og er ikke så fornøjelsessyge omkring deres arbejdsfunktion. De har måske svagere økonomiske incitamenter til at arbejde, men til gengæld stærkere værdimæssige, siger han.

Derfor bliver det også afgørende for den schweiziske model, at de bevarer deres store lyst til at arbejde, schweizerfrancens position som en sikker havn samt det store omfang af indvandring trods de høje leveomkostninger i landet, vurderer Peter Nannestad. Han anser alle tre ting for at være under pres, så modellen derfor kan blive for tung til at holde sig flyvende i den hårde globaliseringsvind - ligesom vi har diskussionen om tyngden af den danske velfærdsmodel.

- Schweizernes lave skatter har til dels kapitaliseret sig i ejendomspriserne. Fast ejendom er afsindig dyr i Schweiz. I det hele taget er det at leve i Schweiz virkelig dyrt. Det kan blive et stort problem for dem fremadrettet, siger Peter Nannestad.

Schweiziske tiltag

For både Liberal Alliance og De Radikale var der dog brugbar inspiration at tage med hjem i den politiske bagage fra Schweiz. Helge Vagn Jacobsen vil nu se nærmere på, om der kan skabes større engagement om beslutningsprocessen lokalt.

- Vi bør tage et kig på de mange regler, der gælder for, hvordan kommunerne skal involvere borgere, erhvervsliv og andre høringsparter. Måske skulle de sættes mere fri, så vi lader det være op til de enkelte kommuner, hvordan de tilrettelægger en god demokratisk proces, siger han.

En slags prøveballon kan være de lokale høringer om indkvartering af flygtninge, der nu er skåret ned til kun at kunne vare to uger. Ole Birk Olesen er generelt positivt stemt overfor et større lokalt råderum for kommunerne - det kunne for ham at se også gælde for størrelsen af offentlige ydelser og ikke mindst selskabsskatten, som Liberal Alliance så gerne vil sænke.

- Det er ikke Liberal Alliances officielle politik, men man kunne godt tænke over i retning af, at kommunerne kunne få lov til selv at opkræve selskabsskat. Hele Danmark ville vinde ved, at der blev konkurreret mere om at tiltrække virksomheder, siger kommunalordføreren, der også er partiets skatteordfører.

Et skatteræs mod bunden er dog ikke De Radikales kop te.

- Vi har ikke nogen kommunal konkurrence om selskabsskatten, men det mener jeg heller ikke er den rigtige vej at gå. Der burde vi snarere arbejde for en harmonisering i hele EU, siger Helge Vagn Jacobsen.