'Nej nu har jeg da aldrig, når magten sætter ind, sætter moralen ud.' Sådan kunne en almen kommentar til sagerne om Løkkes uheldige forbrug af midler, der ikke alene er offentlige, men også øremærket gode formål, lyde.

For vi forarges. Vi drages af det narrative begær. Vi vil høre mere, have flere afsløringer, og vi vil gerne forfærdes. Sådan kan man i hvert fald godt opleve mediernes svælgen i en mands fejltagelser. Det kan ind i mellem synes, som om det er mere sensationen i sig selv, vi bliver optagede af end de faktuelle forhold i sagen.

Nu er det jo ikke fordi, der skal lyde en forsvarstale for Lars Løkke, for der kan vel ikke være meget tvivl om, at dømmekraften har været enten sat på stand by eller været forstyrret. For selvfølgelig forekommer det for os almindelige mennesker en smule paradoksalt, at man i en klimaorganisation vælger at bruge så mange penge på at afsætte fede carbon footprint i fragten af den mand, man har sat i spidsen for kampen for klimaet. Men på den anden side, så skulle manden jo frem, og der kommer vel ikke flere carbon footprint ud af at flyve på første klasse end på monkey class? Så det paradoks er en anelse søgt at forfølge.

Også en slags mennesker

Men lad os nu ikke forholde os til fakta i denne sag og i stedet fokusere på, hvorfor det egentlig er, at sagen får så meget opmærksomhed.

Punkt et så kan det jo selvfølgelig have noget at gøre med, at der snart er et valg på programmet. Så nogen kunne jo have en interesse i at holde godt liv i ilden, der ganske langsomt brænder Venstres ry og rygte ned. Men det er jo konspiratorisk at tænke sådan.

Punkt to så kunne det også have noget at gøre med, at politikeres troværdighed og evne til at anvende deres dømmekraft i overensstemmelse med gængse samfundsnormer er noget, der ligger os meget på sinde.

Selvfølgelig ligger politikeres troværdighed og dømmekraft os meget på sinde, forhåbentlig gør det, ellers ville vi jo være overgivet til korruption og fordækthed hos de folk, vi har lagt vores fælles fremtid i hænderne på. I en dansk kontekst er det jo en selvfølge, at vores politikere har deres troværdighed i orden og styr på deres dømmekraft, det er i hvert fald den klare forventning til dem. Udfordringen er bare, at politikere også er en slags mennesker. Mennesker der begår fejl og træffer forkerte beslutninger.

Det har vi bare lidt svært ved altid at huske på.

Tabt kontakt til virkeligheden?

Selvfølgelig skal det frem i lyset, når noget ikke er hensigtsmæssigt eller ikke er foregået efter bogen, men et pressemøde på tre timer og 45 minutter er måske lige i overkanten, prøv at tænke på, hvad det har kostet af arbejdstimer?

Vores forargelse går nok i høj grad på den skuffede tillid til både troværdighed og dømmekraft, ligesom som den bliver et forsvar mod at bevæge sig ind på en glidebane, der ser igennem fingre med magtmisbrug og skørlevned på det offentliges regning.

For spørgsmålet kunne jo være, om det at have et travlt, politisk liv er blevet så afkoblet fra virkeligheden og den gængse samfundsopfattelse, at de beslutninger, der med al sandsynlighed gav god mening, da man traf dem, lige pludselig kommer til at fremstå som magtmisbrug og frådseri. For Løkkes valg af 1. klasse giver jo egentlig god nok mening, hvis målet er komme frem til et givent møde i videst mulig udhvilet tilstand. Men set ud fra en samfundsnormerne og forventningerne til politikernes ydmyghed overfor de midler de forvalter, ja så fremstår det som magtmisbrug.

Og det er vel netop her kæden i bund og grund er hoppet af og ofte gør det. For politikere er i bund og grund ikke almindelige mennesker. Vi forventer os noget særligt af deres moral og dømmekraft, i hvert fald så længe det handler om forvaltningen af offentlige midler. Det er vel egentlig også rimeligt nok og derfor skal der selvfølgelig bruges tid på at afdække sager af den karakter.

Vi må blot huske på, at moral er godt, men dobbeltmoral er altså ikke dobbelt så godt og klæder sjældent hverken mennesker eller politikere, når den stikker sit hoved frem. Løkke-sagen omhandler hans faglige virke, og derfor er den vel berettiget både sendetid og opmærksomhed. Men ind i mellem dukker der også sager op af langt mere privat karakter, og så er det en helt anden snak, for er det politikeren eller ham politikeren er gift med vi har stemt på?

Når det er sagt, så skal vi jo til enhver tid holde fast i, at ydmygheden overfor forvaltningen af offentlige midler nok er en dyd, der aldrig rigtig går af mode eller slipper sit tag i os, og det er vel heller ikke så skidt endda. Selvom vi så må trækkes med overskrifter, der i flere måneder gentager sig selv og alenlange pressemøder, der mere fremstår som en offentlig gabestok end som et oplysende og informativt anliggende.