Så skete det. Maskerne faldt, og den udvikling, som længe har været undervejs, står nu lysende klar: KL (Kommunernes Landforening) har ikke kun skiftet ham, men også grundlæggende skiftet rolle i forhold til velfærdsstaten. 

KLs formand Jan Trøjborg opfordrer politikerne til at overveje følgende: Nedskæring af fleksjob-ordningen, SU-lån i stedet for SU-støtte på kandidatuddannelsen, permanent afskaffe førtidspension til unge og endelig lavere satsregulering til pensionister og kontanthjælpsmodtagere.

Det er oven på en perlerække af andre forslag, som alene har haft en nedskæringsdagsorden: brugerbetaling for rengøring, kraftig forringelse af lærernes arbejdstidsaftaler og udlicitering af velfærdsopgaver.

Vi har set KL ændre rolle fra at være talerør for borgere, brugere og ansatte i kommunerne og som lokomotiv for velfærdstatens udvikling til at være primus motor i funktionstømningen af kommunerne. For bevisførelsen er ikke ny! Den blev grundlagt under den tidligere regering, hvor KL gennem næsten 10 år accepterede både præmis og logik for regeringens minimalstats-strategi.

LA (Liberal Alliance) var da også kun et splitsekund om at gøre KLs ”reformkrav” til sine.

”KLs forslag til reformer af overførselsindkomster er lige nøjagtig det, samfundet har brug for. Alt for mange danskere bliver forsørget af det offentlige, og den udvikling skal vendes hurtigst muligt”, udtalte LAs politiske leder, Anders Samuelsen.

Jan Trøjborg, KL, Venstre og LA har samme syn på velfærdsstaten: de vil af med den.

Men KL nøjes ikke med at agere som et politisk parti. KL er også begyndt at agere som et råd og en usleben arbejdsgiverkopi af DI (Dansk Industri). Væk er ansvarsfølelsen over for gældende aftaler og overenskomster, og væk er interessen i at stå vagt om aftalesystemet, den danske model.

Fløjlshandsken er afløst af jernhandsken, nu skal alle velfærdspersonalegoder, fornyelse af overenskomster og ikke mindst indgåelse af nye, ske med Ryanair metoder: Fagforeninger, deres medlemmer og ikke mindst deres opnåede rettigheder, skal død.

Kommune efter kommune er på kollisionskurs med hele aftale- og samarbejdskulturen: pauser angribes, overenskomster indgås kun på ringere vilkår, og medarbejderne fratages deres basale aftalte rettigheder, deres medbestemmelse og medindflydelse.

I Odense Kommune fyrer man lærere i hundredvis under den orwellske overskrift: Ny virkelighed, Ny velfærd. I Helsingør og Odense kommuner forbyder man alle pauser udover den selvbetalte frokostpause på 29 minutter.  I København forsøger syv-direktørkredsen sig med samme initiativ, samtidig med at politikerne taler om tillidsbaseret og dialogbaseret ledelse!

Opgøret med velfærdsstaten er ikke mere forbeholdt højrefløjen. Socialdemokraterne og venstrefløjens politikere deltager gerne i festen, om det er i kommunalbestyrelserne eller KL.

Kun presset uden for den parlamentariske logik kan ændre på udviklingen. Læren er nemlig at man aldrig får noget ud af en socialdemokratisk regering, medmindre den sættes under massivt pres. Politikere i al almindelighed har brug for både kærlige puf og los i røven for at de holder sig på velfærdsdagsordenens rette kurs.