Kommunen.dk
MENU

Borgmester blev minister: Sådan skal kulturen se ud fremover

Kultur har en værdi i sig selv og skal ikke altid være løftestang for noget andet. Men den kan også tænkes ind i fx social- og sundhedspolitik, mener Joy Mogensen.

Borgmester blev minister: Sådan skal kulturen se ud fremover

Kultur har en værdi i sig selv og skal ikke altid være løftestang for noget andet. Men den kan også tænkes ind i fx social- og sundhedspolitik, mener Joy Mogensen.
Som minister skal Joy Mogensen (S) inden længe stå i spidsen for blandt andet medieforhandlinger. I løbet af efteråret skal hun også på barsel.
Som minister skal Joy Mogensen (S) inden længe stå i spidsen for blandt andet medieforhandlinger. I løbet af efteråret skal hun også på barsel.
Foto: Nikolai Linares, Ritzau Scanpix

Joy Mogensen (S) er allerede træt af at blive kaldt usynlig i kulturdebatten. Af politikere, der udkommer med de store udmeldinger i aviserne. Og så er hun godt træt af at blive spurgt, om hun ikke bare vil gøre det samme for kulturlivet som kulturminister, som hun har gjort som borgmester i Roskilde - for det er jo gået så godt.

- Mange siger, at jamen nu er kulturen blevet prioriteret i Roskilde, så gør du vel det samme i ministeriet? Men det er kulturlivets fortjeneste, at der i dag her ti år senere er en anden opbakning. Det er en erfaring, jeg har gjort som borgmester, sagde hun under Kulturmødet på Mors.

   Mange siger, at jamen nu er kulturen blevet prioriteret i Roskilde, så gør du vel det samme i ministeriet?

Det er nu to måneder siden, at Joy Mogensen skiftede rådhuset i Roskilde ud med Kulturministeriet. Hun har brugt sommerferien på at udvide sit kendskab til det danske kulturliv ved at tage på turné rundt i landets kulturinstitutioner.

Flere medier har set nysgerrigt til og spurgt den nye minister, hvordan borgere og kulturinstitutioner kan forvente, at hun vil udvikle kulturen. Hvad med omprioriteringsbidraget? Prioriteringen af kultur i land og by, eller mellem det ambitiøse og det almindelige, som Joy Mogensen selv kalder det? Og hvad med medieforliget?

Joy Mogensen har og får nok opgaver at tage fat på. Kulturmødet på Mors var hendes første gang som minister og derfor en af de første gange, hun skulle stå på mål for sine visioner.

Derfor fulgte kommunen.dk nysgerrigt den nyudklækkede kulturminister fra sidelinjen. Her er en bid af den dagsorden, hun lagde for dagen.

   Jeg vil gerne tænke i to ben. Hvad kan kulturen i sig selv, og hvordan kan vi tænke den ind i samfundsproblemer?

Nicolai Wammen-opkaldet
For Joy Mogensen selv virker opgaven klar: Som kulturminister vil hun arbejde på at anerkende kulturens værdi i sig selv og gøre op med kun at bruge den som løftestang for noget andet. Kulturen skal til gengæld fungere som og skabe social sammenhængskraft.

- Jeg vil gerne tænke i to ben: Hvad kulturen kan i sig selv, og hvordan vi kan tænke kulturen ind i samfundsproblemer, for eksempel i social- og sundhedsmæssig sammenhæng, sagde hun.

Derfor vil hun også åbne op for debatten om, hvordan kulturen bliver relevant for alle mennesker. Hun understregede, at hun som socialdemokrat mener, at det er et rigtig stort problem. Men tilgængelig er den ifølge hende allerede:

- Kulturen er en væsentlig del af velfærdsmodellen, men hvis jeg skal være lidt grov, vil jeg sige, at vi allerede har gjort kulturen tilgængelig. Så hvorfor føles det ikke sådan? Jeg ved, at mange kulturinstitutioner rækker ud. Derfor skal vi snakke om, hvorfor man ikke opsøger kulturen. Vi skal snakke om, hvordan vi gør den relevant, sagde hun.

Hun nævnte fra sin lokalpolitiske baggrund, at bibliotekerne allerede er gode til det, og at musik- og billedkunstskoler rundt om i landet følger godt efter. Som kulturminister vil hun derfor gerne understøtte den udvikling.

- Når det gælder tilgængelighed, skal vi arbejde med at nedbringe ventelister, så det ikke kun er de velstillede forældre, der kan sørge for, at deres børn kommer på musikskole, fordi de husker at sidde klar, når tilmeldingsfristen er, sagde hun.

Til gengæld gav hun et meget diplomatisk svar på, hvad hun ville gøre, hvis Nicolai Wammen ringede og spurgte, hvad hun allermest ønskede sig, at der var penge til. I forlængelse af det lå også spørgsmålet om, hvad hun gerne vil se tilbage på efter sin tid som kulturminister:

- Det handler ikke om, at jeg lykkes. Så hvis jeg fik det opkald, ville jeg indkalde regeringen for at snakke om det, sagde hun.

Joy Mogensen ved regeringsseminar på Marienborg. Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Det skal der findes penge til
Den overordnede retning for de kommende fire år ligger altså nogenlunde fast, men en klar køreplan har ministeren ikke.

- Se bare mig... Nyvalgt minister. Halvanden måned, og I tænker, har du ikke allerede en plan? Jeg ville gerne love, at de hårde tider for evigt er ovre, men det kan jeg ikke, sagde hun.

Der er dog en række politiske dagsordener, som Joy Mogensen overtager fra den tidligere regering, og som der skal findes penge til. For eksempel det omdiskuterede omprioriteringsbidrag, som Joy Mogensen i sidste uge åbnede for måske alligevel ikke at afskaffe. 

- Vi har lovet hinanden i regeringen, at vi ikke melder noget ud, før tallene passer. Og der må jeg henvise til, at finansministeren stadig regner. Jeg håber virkelig, at den her regering kan starte med at lave god, gennemarbejdet politik, sagde hun kortfattet om det.

   Hvis vi laver kulturpolitik om til sundhedspolitik eller erhvervspolitik, så mister det noget af sin urkraft.

Adspurgt om status på den museumsreform, som daværende kulturminister Mette Bock (LA) arbejdede på, men satte på pause under valgkampen i foråret, svarede Joy Mogensen, at det bliver et af de første områder, hun kommer til at kigge på.

Men allerførst: Medieforliget. 

- Jeg har lige læst op på mediepolitik. I mit hoved er det det, der kommer først. Så kan vi snakke museumslov bagefter, sagde hun og nævnte, at hun i forbindelse med medieforliget også gerne vil diskutere, hvad public service egentlig er i dag.

- Jeg håber, at vi kan komme væk fra den tankegang om mere eller mindre, og i stedet snakke om mere relevant og bedre kvalitet. Vi skal værne om borgernes tillid til medierne, sagde hun.

Hun kunne på afsluttende og god politiker-manér forsikre publikum om, at hun vil gøre alt, hvad hun kan for at løfte kulturen, og at kulturlivet får en minister, som vil tale kulturen op. 

- Hvis vi laver kulturpolitik om til sundhedspolitik eller erhvervspolitik, mister det noget af sin urkraft. Kultur skal være noget, man har lyst til, noget, man bliver fanget af, og noget, man slet ikke kan lade være med, sagde hun.

Om Joy Mogensen

- Nuværende kirke- og kulturminister.

- Er uddannet bachelor i kultur- og sprogmødestudier ved RUC.

- Har siden 2011 været borgmester i Roskilde.

- Blev valgt ind i byrådet i 2005, hvor hun også blev viceborgmester.

- Ved KV17 fik hun godt 30 pct. af vælgernes stemmer i Roskilde.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR