Enhedslisten scorer millioner på KV13
Enhedslisten scorer millioner på KV13
213.913 danskere stemte på Enhedslisten ved kommunalvalget, mens 232.865 satte deres kryds ved Liste Ø ved regionsvalget. Det betyder, at venstrefløjsflokken får langt flere penge i partistøtte lokalt.
Enhedslisten får efter kanonvalget lidt over 2,4 millioner kroner årligt til at lave politisk arbejde ude i kommunerne og regionerne. Hidtil har partiet kun modtaget 700.000 kroner i lokal og regional partistøtte.
Line Barfoed, der sidder i Enhedslistens forretningsudvalg og hovedbestyrelse, vil ikke blande sig i, hvad enkelte lokalafdelinger bruger pengene til. Hun håber dog, at partiet udpeger en række mærkesager, der er fælles for hele landet.
- Et af de politiske mål for alle de nyvalgte er, at vi skal sætte nogle dagsordener, der ikke drukner i mængden. Vi skal lade os inspirere af hinanden lokalt, så vi kan finde nogle fælles holdepunkter, det slår igennem, siger Line Barfod, der også er tidligere folketingsmedlem.
Vil drille borgmesteren
Enhedslisten laver i de kommende uger og måneder en række seminarer for de folkevalgte og lokale repræsentanter, hvor der skal diskuteres politiske mål.
- Pengene kan bruges til at ansætte flere til at hjælpe de lokalvalgte eller til kampagner, men det bestemmes lokalt, siger Line Barfod.
I Aarhus vil Rasmus Vestergaard Madsen, der er valgkampssekretær for Enhedslisten, bruge partistøtten på at gøre Liste Ø mere synlig.
- Pengene skal bruges til noget aktivisme, der gør os mere synlige. Det er alt fra klassisk vægmaleri til bannerreklamer, siger han og tilføjer:
- Ja, og så blev vi jo røvrendt for en borgmesterpost af Jacob Bundsgaard, så politisk kommer vi nok til at bruge noget energi på at drille ham.
Enhedslisten fik på landsplan 6,9 procent af stemmer i kommunerne mod blot 2,3 procent i 2009.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.