En usædvanlig dag i Tinget
En usædvanlig dag i Tinget
Måske Peter Juel Jensen har fortrudt sit ordvalg, efter han 16. november som første ordfører på talerstolen skulle forklare, hvorfor Venstre støtter en ny lov, så kommuner ikke længere må henvise eks-soldater til starthjælp frem for kontanthjælp på grund af udsendelse for forsvaret.
”Baggrunden for lovforslaget er at sikre, at de soldater og civile, der bliver udsendt på en militær mission for at kæmpe for danske interesser, skal kunne regne med, at de, også når de kommer hjem, bliver behandlet godt,” sagde han ved førstebehandlingen.
Fortolkninger
Peter Juel Jensens formulering fik oppositionen til at
lugte blod. Den radikale arbejdsmarkedsordfører kom først med spørgsmålet:
”Kan man modsætningsvis slutte, at dem, som nu altså ikke undtages fra opholdskravet på 7-8 år og så må vænne sig til at nøjes med starthjælp, hvis de har brug for understøttelse, ifølge hr. Peter Juel Jensen ikke bliver godt behandlet?” spurgte Morten Østergaard.
Nej, den tolkning var for spørgerens egen regning, svarede Peter Juel Jensen og understregede, at sagen nu engang handler om, at staten ikke kan udsende soldater for så at stille dem juridisk dårligere i kommunerne bagefter.
Ressort-forvirring
Efter den åbning var tonen slået an for en lille times debat. For godt nok var det beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V), der fremsatte forslaget, efter at Kommunen i sommer havde berettet om en veteran strandet på starthjælp. Men modsat Radikale havde tre borgerlige partier stillet med deres forsvarsordførere. En antydning af, at de ikke anså ministerens forslag som beskæftigelsespolitik, men derimod forsvarspolitik med særligt hensyn til soldater, der risikerer liv og lemmer for Danmark.
”Krigsveteraner er noget særligt,” fremhævede ministeren også mere end en gang, når oppositionen spurgte ind til, hvorfor for eksempel kvinder på flugt fra voldelige mænd ikke burde få samme dispensation.
Lovforslag i hus
Trods uenigheden og den udprægede borgerlig dagsorden lader forslaget til at blive klart vedtaget ved den endelige afstemning 14. december. For selv Enhedslisten, der ikke er kendt som nogen støtte af regeringen på beskæftigelses- eller forsvarsområdet, er tilbøjelig til at støtte Støjbergs forslag - simpelthen ud fra et princip om, at ingen mennesker overhovedet burde være henvist til en starthjælp.
”Det er fint, hvis denne lille gruppe nu får gavn af at få ret til almindelig kontanthjælp,” understregede Enhedslistens ordfører, Line Barfod, inden ministerens forslag blev sendt videre i udvalgsbehandling – i Folketingets forsvarsudvalg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.