Tilbage i 80’erne var det endnu inden for mit fag muligt at komme til at lave kvalitetsprodukter, selvom den slags kræver mere tid. I den periode blev jeg opfordret til at prøve at finde en rigtig fattig.

Fattigdom var på dagsordenen efter en alvorlig nedskæring på sociale ydelser til de dårligst stillede. Og magthavende politikere afviste som sædvanlig, at der fandtes rigtig fattige.

Jeg havde held med jagten og fik en aftale med en yngre mand, der havde opgivet sin egen lejlighed og nu opholdt sig på et forsorgshjem. Jeg drog af sted med båndoptageren og mødte en menneskesky ung mand, der i det store og hele havde opgivet at få et ordentligt og indholdsrigt liv.

Jeg brugte den fornødne tid for at få hans tillid. Og han fortalte om sin datter, der var hans et og alt. Nu måtte han give afkald på at se hende, efter han var endt på forsorgshjemmet.

Da han boede i lejlighed, havde han levet af toastbrød og margarine for at spare penge til at have datteren hver anden weekend.

Lidt forlegen fortalte han mig, at han på et tidspunkt havde foræret sit TV væk. Han syntes ikke, folk i fjernsynet lavede andet end at spise, drikke og ryge. Det kunne han ikke holde ud. Det blev en historie, der gjorde indtryk.

 Jeg var glad for at lave den og følte, at jeg kunne bruge min faglighed til noget væsentligt og meningsfuldt. Så kom der ny ledelse i virksomheden, ressourcerne skulle bruges på noget andet, og fattigdom kunne en ekspert fortælle om per telefon. Arbejdsglæden og den faglige stolthed sygnede hen, men ledelsen var stolt over den høje produktivitet. Jeg og mine kolleger var forvandlede til funktionærer på en nyhedsfabrik. En god medarbejder var én, der kunne høvle flest enheder af. Og så skulle ledelsen nok tage sig af at tænke over mediets samfundsrolle.

Det er lærerkonflikten, der har genoplivet den deprimerende oplevelse af en enøjet ledelse, der ringeagtede medarbejdernes faglighed.

Uanset hvad udfaldet af konflikten bliver, så står tilbage billedet af en arbejdsgiverside, der i den grad har forelsket sig i go’, gammeldags ledelse, hvor lærerne skal bøje nakken, stoppe snakken om kvalitet og passe deres kateder. Man må spørge sig, hvem det egentlig er, der lever i det forrige århundrede.

Kommuner og stat spiller med andre ord hasard med det engagement, alle ellers er enige om er helt nødvendigt for en god folkeskole. Og de har låst sig fast på, at hvis de ikke får det, de har peget på, så kan lærerne rende og hoppe. Og så bliver de behandlet som ulydigt tyende.

Også jeg kan selvfølgelig få øje på forhold, der kalder på andre løsninger. Men jeg er ikke sikker på, at det er de samme, som politikerne med meget frie fortolkninger af målinger og statistikker konstant jamrer over. Og jeg synes i høj grad, der er grund til at spørge, om det er folkeskolen, der er problemet.

Jeg tænker i hvert fald med gysen tilbage på den tid, min datter gik i skole. Og de pinagtige forældremøder. Her mødte alle de velbjærgede parcelhus-forældre op for at diskutere deres vidunderbørn og kræve ind.

Jeg husker lille Peters forældre. Peter lavede så meget larm i timerne, at min datter ofte ikke kunne høre eller koncentrere sig om undervisningen. Og han var fløjtende ligeglad med henstillinger fra skolekammerater eller lærere. Den kvindelige klasselærer stillede tålmodigt op til forældremøderne, og ville gerne fortælle om sine pædagogiske planer og spændende projekter, klassen og deres lærere var i gang med. Men det havde ikke nogen interesse. Peters forældre – blandt andre – brokkede sig hæmningsløst og højlydt og unuanceret over, at hun endnu ikke havde fået lært deres lille perle at læse og regne ordentligt. Og - kunne man mellem linjerne forstå på den opbragte far – det var stærkt problematisk, for lille Peter var tiltænkt en stor karriere og en vigtig samfundsrolle.    

Jeg havde lyst til at sige, at de jo kunne starte med at få opdraget knægten til at tage lidt hensyn til andre og måske selv yde en indsats med umuliussen. Men tvivlede på resultatet og tav.

Klasselæreren var efter både min og datterens mening blændende dygtig. Men hun fandt snart et andet arbejde, hvor hendes evner og engagement kom mere til deres ret og blev påskønnet. Det begræd jeg – og tænkte, at her har folkeskolen da vist et problem. Men det var ikke svært at forstå hendes valg.

Med den behandling, lærerne har fået de senere år, er der ikke noget at sige til, hvis flere og flere af de dygtige søger andre græsgange. Hvilket fag ville for eksempel finde det helt i orden at få sine arbejdsforhold udsat for en slags folkeafstemning? Eller at fagbevægelsens brovtende overklasse, Dansk Metal, udtaler sig direkte nedsættende om lærerne og deres arbejde?

Verdens bedste folkeskole – jaså. Er I sikre på, I har valgt den rette metode til at opnå dét mål?