Sindbilledet på det såkaldte Udkantsdanmark har været forestillingen om ’den rådne banan’. Et geografisk område, der strækker sig fra Skagen hele vejen ned langs vestkysten videre over de sydligste danske øer til Gedser. Her hersker håbløsheden. Økonomisk fattigdom kombineret med åndeligt og socialt armod.
En stereotypi, der er blevet så stærk, at ophavskvinden til det maleriske udtryk i dag inderligt fortryder, at hun nogensinde bragte det på bane.
”Det er totalt stigmatiserende. Det lyder jo som om, at det er umuligt at forestille sig, at udviklingen kan ændre sig. Man må bare acceptere, at sidste mand lukker og slukker. Og det har jeg det dårligt med, for sådan mener jeg ikke, virkeligheden er,” siger Hanne W. Tanvig.
Hun er seniorrådgiver ved Skov og Landskab med ekspertise inden for regional- og landdistriktsudvikling. Og netop fordi hun selv arbejder med at skabe udvikling i områder, som falder ind under ’den rådne banan’, er fortrydelsen så meget desto større.
”Jeg er virkelig landet på det forkerte ben, og det fortryder jeg,” siger den skyldplagede forsker.

Den østjyske pølse

Tidligere Thisted-borgmester Erik Hove Olsen (S) er helt enig i, at talen om den rådne banan er alt for generaliserende og negativt ladet. Men han mener ikke, at begrebet ’Udkantsdanmark’ er bedre.
”Jeg synes, at hele debatten om Udkantsdanmark og den her rådne banan har været ufattelig negativ. Det er en noget fordomsfuld måde at beskrive livet her på egnen,” siger Erik Hove Olsen.
I sin tid som borgmester bragte han selv et andet billede på den skæve udvikling i spil. Hvis hans kommune lå i den rådne banan, så hang det jo nok sammen med, at de ikke fik samme andel i de statslige investeringer som ’den fede pølse’ i Østjylland. Det var en direkte reference til aksen fra Århus Syd over til Fredericia, hvor der i lang tid har været stor vækst.
Selv om en søgning i det store avisarkiv Infomedia viser Erik Hove Olsen som den første til at bruge ’den fede pølse’ i den offentlige debat, så afviser han at være ophavsmand til begrebet.
”Det vil jeg ikke tage æren for. Men det handler jo om, at offentlige investeringer i infrastruktur og statslige arbejdspladser ikke i samme grad har fundet vej til os som til Østdanmark,” siger den tidligere borgmester.

Et smukt udtryk

Hvor ordet ’Udkantsdanmark’ stammer fra, er imidlertid mere tåget. En søgning på Infomedia skruer tiden tilbage til 1992, hvor ordet for første gang optræder i en af arkivets artikler.
Det er som overskrift til en omtale af bogen ’Den søde grød’ skrevet af forfatteren Gorm Rasmussen. Han er bosat på Lolland. Et gennemgående tema i mange af hans historier er livet i den danske provins og nogle af de lidt skæve typer, der bor her, og som udviklingen har været hård ved. Gerne garneret med et drys overtro.
Gorm Rasmussen er imidlertid stolt over, at netop hans navn er så stærkt associeret med Udkantsdanmark.
”Jeg synes, at Udkantsdanmark er et smukt udtryk. Det er noget, som altid har interesseret mig. Det er jo ude i de der yderste egne, at der mange gange er noget særligt. Det er noget pjat at være så bekymret for de her udtryk. At bevidst prøve at bruge andre ord er jo bare et forsøg på at lave magi over virkeligheden,” siger Gorm Rasmussen.

Når religion ikke er nok

Også Dansk Sprognævn har svært ved at finde oprindelsen til ’Udkantsdanmark’. De sporer det tilbage til 1991, men meddeler, at ordet sandsynligvis har været i brug længe inden.
Sprognævnet kan til gengæld oplyse, at ordet ’Whiskybæltet’, som refererer til den velhavende kyststrækning nord for København, blev registreret i 1977. Inspirationen kommer fra det amerikanske Bible Belt. Om det så skal forstås sådan, at whisky har erstattet religionen blandt Danmarks rig-este, står imidlertid ikke helt klart.

Den søde grød
"En lystbådehavn og en iskagebod. Ni måneder af året lever øen på månens bagside. En halvdød købmand med årgangsvine, gamle huse, gamle mennesker. Skolen er lukket, smeden er død, præsten kommer hveranden søndag, ellers må folk komme til ham, og det gør de jo alligevel før eller siden. Husene står tomme og forfalder."

Sådan beskriver en ung ’hjemmesærling’ sørgmodigt sit elskede øsamfund, der er ved at svinde bort. Det sker i titelnovellen i Gorm Rasmussens bog ’Den søde grød’.