Kommunen.dk
MENU

En kommissionspost i fødselsdagsgave

Der har været ret stille om tidligere nationalbankdirektør Nils Bernstein de seneste år. Men nu er han blevet formand for en ytringsfrihedskommission.

En kommissionspost i fødselsdagsgave

Der har været ret stille om tidligere nationalbankdirektør Nils Bernstein de seneste år. Men nu er han blevet formand for en ytringsfrihedskommission.
Billede
Foto: Gorm Olesen / Ritzau Foto.
2. jan. 2018

Nils Bernstein afsluttede en lang karriere som embedsmand på topplan og direktør for Nationalbanken i 2013.

Og der findes givet nogle, der vil mene, at man skal kede sig bravt som pensionist for at finde på at sige ja til formandsposten i en kommission, der skal beskæftige sig med ytringsfrihed.

Sådan ser Nils Bernstein ikke på det. Han ser frem til arbejdet. 4. januar fylder han 75.

Bernstein finder det "spændende og relevant" at bruge et år på at sidde for bordenden i kommissionen, hvis overvejelser skal danne baggrund for en politisk debat om den ofte omstridte frihed til at ytre sig - eller lade være.

Nils Bernstein blev direktør for Nationalbanken i 2005 og sad på posten, til han rundede de 70.

Dermed kom han til at være nationalbankdirektør i den værste finansielle krise i nyere tid, der satte ind i 2008.

Direktøren fik fra flere sider kritik for ikke at advare om krisen i tide, men selv mente han, at han havde opfordret politikerne til at stramme finanspolitikken. Men de lyttede ikke.

Elektromekaniker
Bernstein er uddannet elektromekaniker, inden han blev cand.polit. og indledte den ministerielle karriere i Finansministeriet i 1975.

Den første titel som departementschef kom i 1984, og det fik følgende ord med på vejen fra daværende statsminister Poul Schlüter: Vi har i dag udnævnt elektromekaniker Nils Bernstein til departementschef.

Siden rykkede han videre til samme funktion i først Landbrugsministeriet og siden Statsministeriet under først Poul Nyrum og derefter Anders Fogh Rasmussen.

Og selv om der har været stille omkring Bernstein siden 2013, har han ikke kedet sig, bedyrer han.

Der er familien, hvor det fjerde barnebarn er på vej. Og så er der en gammel båd, som den håndværkeruddannede kan pusle med.

Og så er han kommet i bestyrelsen for Maj Bank og andre selskaber i Maj Invest-koncernen. Her har den tidligere statsbankmand fået et indblik i, hvordan det er at drive privat bank i Danmark.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR