Når disse linjer udkommer på tryk, hygger jeg mig i Paris. En gave til en rund fødselsdag, købt engang i den mørke og fugtige vinter, skal nu indløses, så foråret kan hilses velkommen i den farverige by. Og jeg – den glade giver – skal heldigvis med. 

Jeg købte rejsen på nettet, og det er en sær oplevelse. For man kan aldrig vide sig 100 procent sikker på, at man ikke er kommet i forbryderes kløer. Når man har betalt med plastickortet, så sidder man dér – flere måneder, før man får varen – og gribes uvægerlig af en trang til at have et håndgribeligt bevis på, at man faktisk har købt en rejse.

Man må bare stole på, at rejsen faktisk eksisterer. Så jeg blev helt lettet, da der dukkede en mail op, hvor flyselskabet orienterede om en lille ændring i flytiderne. Og det lille hotel i 10. arrondissement meddelte mig, at hotellet ville lukke for renovering, og at vi var flyttet til et andet. Pyh ha, mit køb eksisterer derude i cyberspace!

Jeg kender næppe nogen, der ikke kan underholde med groteske oplevelser og eksorbitant tidsforbrug i forsøget på digital selvbetjening. Således også med min lille romantiske forårstur. Købet af rejsen kostede utallige timer og halve nætter ved pc’en. Jeg har nemlig aldrig været i Paris, og byen er noget af en mundfuld, når man på nettet skal finde hoved og hale på den og beslutte sig for et af de tusinder af hoteller.

Og jo længere jeg ledte, jo dyrere blev rejsen. Det er ikke spor mærkeligt, har gode venner forklaret mig. Det er en af de utallige muligheder, nettet giver, og som gesjæftige forretningsfolk forstår at benytte sig af. 

Dyrere, jo mere du søger

De såkaldte cookies, der nagler os til de ting, vi foretager os på nettet, og som blandt andet benyttes til at falbyde det, vi tidligere har vist interesse for, kan også bruges til det lille trick: Når du et vist antal gange har søgt på eksempelvis en flyrejse til Paris, så sørger en lille, smart mekanisme for, at prisen får et lille nøk opad – du har jo vist så megen interesse, at du nok bider på alligevel. En teknologisk måde at tjene penge på.

Den lille forårstur til Paris bød på flere net-oplevelser. En ny mail dukkede op, alenlang, teknisk med ganske lille skrift og på engelsk. Det fremgik, at check-in nu kun kan foretages online – ikke i lufthavnen. Der gik adskillige dage, før jeg syntes, jeg havde den fornødne tid til, hvad der erfaringsmæssigt kan gå hen og blive rigtig tidskrævende. 

Ganske rigtigt: Efter en tid med klikken og udfyldelse af rubrikker dukkede et vindue op, der krævede booking-nummer – og password. Password! Jeg har sgu ikke noget password til flyselskabet! det bliver sikkert første og sidste gang, jeg handler med det selskab. 

Private bag skandaler

Efter adskillige forsøg på at slippe forbi uden password måtte jeg klikke på ’forgot password?’ Udfylde og vente tålmodigt på en mail. Nu kunne jeg få lov at udskifte mit ikke-eksisterende password. Det var blevet sent, før jeg endelig fik adgang til det forjættede check-in land. Og så … på skærmen stod blot: ’Vi beklager, systemet er ude af funktion – prøv venligst senere …’ 

Næh, det er bestemt ikke kun de offentlige systemer, der er dårligt fungerende og udsætter os for urimelige prøvelser.

En af mine klumme-kolleger, der ofte udfolder sig på en af landsavisernes bagside, skrev for nylig en ond klumme om det offentliges utallige it-skandaler, hvor der er brugt svimlende beløb på ubrugelige systemer. Og der er da ganske rigtigt tale om en perlerække af million-skandaler. 

Klummeskriveren er velskrivende og ofte ganske morsom. Men han er en ægte jubel-liberal, der er både døv og blind for den rendyrkede markedsøkonomis utallige skavanker og ekstreme risici. Når bare det private får lov at overtage, så skal der nok komme styr på det hele, lyder den religiøse messen.

Således også med de offentlige it-projekter. Med en forbløffende og urokkelig tro på det private, profitdrevne initiativ og markedskræfternes ufejlbarlighed konkluderer han, at hvis bare private firmaer fik lov at skabe og drive stat og kommuners it-systemer, så vil alt ende lyst, lykkeligt – og billigt. 

Han ignorerer rutineret, at i mange af det offentliges it-skandaler er det private virksomheder, der har leveret. Og som antydet i starten, så kan det private sagtens matche det offentliges forsyningssikkerhed i dysfunktionelle it-systemer.Et nært familiemedlem har som en del af sit arbejde i det offentlige at samarbejde med private virksomheder om at skabe it-løsninger til vigtige samfundsfunktioner. Det er, så hårene rejser sig på mit ellers prøvede hoved, når hun beretter. Jeg skal holde mig fra detaljerne og nøjes med et par hovedlinjer.

Enestående arrogance hos leverandører

I lille Danmark er et par enkelte virksomheder blevet så store, at de fungerer næsten som monopoler og sidder tungt på den altovervejende del af det offentliges it-opgaver. Det har efterhånden affødt, at der hos disse giganter og deres ansatte har udviklet sig en kultur af enestående arrogance og bedreviden. De gider ikke forstå deres opdragsgivere og har meget bedre forstand på opgavernes løsning end de offentligt ansatte, der skal bruge systemerne. Så de ignorerer de efterhånden ganske omfattende kravspecifikationer, det offentlige af bitter erfaring udarbejder. 

Og når de så får besked på, at det system, de har afleveret, ikke opfylder udbudskravene og ikke kan det, det skal, så kvitteres der med store ekstraregninger og nye, udspekulerede, men ubrugelige løsninger. Og i dét game skal man være forsigtig med at gøre ophævelser over regningen eller den leverede vare, for det kan tage år at få en afgørelse i sådanne sager. Og opgaverne skal jo løses – borgerne er afhængige af, at det offentlige kan udbetale pension, at sundhedsvæsnets grene kan tale sammen og så videre.

Så får vor skribent opfyldt sine våde drømme, så får vi masser af smarte it-systemer. De kan bare ikke bruges af det offentlige.