’Bring it on baby’. Sådan lød det fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) ved sidste års kommunaløkonomiske forum, da hun blev præsenteret for ønsket om at lade budgetlov og udgiftslofter gå hånd i hånd med flerårige økonomiaftaler.

I stedet for det traditionelt stramme fokus på kommunernes økonomi fra det ene år til det næste, burde finanspagten og den danske følgelovgivnings flerårige perspektiv afspejle sig i kommuneaftaler, hvor de økonomiske rammer også blev set over flere år.

Men sådan er det endnu ikke blevet. I stedet har regeringen valgt at opretholde et sanktionssystem med straf for overskridelse af de etårige rammer, som modvirker hensigtsmæssig langsigtet planlægning i kommunerne, lyder det fra flere eksperter.

- Der er tænkt et flerårigt perspektiv ind i lovgivningen, som ikke afspejles i den måde, hvorpå man årligt opgør om kommunerne lever op til aftalerne eller ej, siger Kurt Houlberg, programchef ved KORA.

Sanktionspanik
Ifølge ham har særligt indførelsen af straffen for ikke at overholde budgetterne skabt en form for ’kollektiv sanktionspanik’ i kommunerne. Noget han vurderer som helt afgørende for, at kommunerne brugte 5,7 mia. kr. mindre end budgetteret i 2011 og 5,3 mia. kr. mindre i 2012.

Kommunernes mindreforbrug er blevet et varmt politisk emne i forbindelse med den forgangne uges forhandling om kommunernes økonomi i 2014 og den seneste tids kritik af regeringens stramme finanspolitik.

Det fik bland andet økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager til at opfordre kommunerne til at bruge nogle flere penge og samtidig antyde, at der måske kan ske ændringer af sanktionssystemet.
Og det er nødvendigt, hvis man vitterligt ønsker, at kommunerne skal bruge flere penge, siger Kurt Houlberg.

- Det er muligt, at frygten for sanktioner bliver mindre, når kommunerne har vænnet sig til systemet. Men hvis man fra national hånd ønsker at gøre noget ved mindreforbruget, så er der formodentlig ikke nogen vej uden om at få indbygget en større fleksibilitet i sanktionsregimet, end der er på nuværende tidspunkt, siger Kurt Houlberg.

Han peger på, at en mulig model kunne være at give mulighed for, at et vist mindreforbrug et år kunne modsvares af et højere forbrug de efterfølgende år. Ganske som man kender det på institutionsniveau i kommunerne.

Glidende gennemsnit
Den model bakker professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet Bent Greve op om.

- Man kunne simpelthen sige, at aftalerne skulle baseres på et glidende gennemsnit over tre eller fire år, sådan at hvis man bruger lidt mere det ene år, så må man bruge lidt mindre de næste. Det vil også give plads til forskellighed blandt kommunerne, og det vil give plads til en vis afvigelse på det samlede niveau, uden at man giver frit løb, siger Bent Greve.

Han mener grundlæggende set, at de stive lofter er uhensigtsmæssige i forhold til en langsigtet fornuftig og effektiv udnyttelse af pengene i den offentlige sektor.
Og selv om udgiftslofterne har lagt en slags bundniveau for kommunernes serviceudgifter de næste fire år, så harmonerer sanktionsreglerne meget dårligt med det flerårige perspektiv i budgetloven.

- Du kan jo ikke have et år, hvor du går over loftet. Man har kun sikret sig en minimumsbund, man har ikke sikret sig en fleksibilitet den anden vej, siger Bent Greve.