Efter NemID nødråb: Digitaliseringsstyrelsen tester mobil-løsning
Efter NemID nødråb: Digitaliseringsstyrelsen tester mobil-løsning
Selvom Digitaliseringsstyrelsen og Nets DanID, som driver NemID, i sidste uge nævnte, at de overvejer at gå helt væk fra Java, er der nu måske en tredje mulighed på vej - en slags java light.
Digitaliseringsstyrelsen er begyndt at teste et såkaldt teknisk Proof of Concept. Det skal være platformsuafhængigt og derved hjælpe NemID over på danskernes smartphones og tablets.
- Vi undersøger nu, om man kan gøre tingene på en anden måde med NemID ift. Java, siger chefkonsulent i styrelsen Charlotte Jacoby.
Javascript i stedet
- Konkret tester vi, om man kan lave den samme sikre funktionalitet for NemID til login og signering i offentlige løsninger ved hjælp af javascript i stedet for en fuldt installeret Java-version, siger Jacoby.
En javascript-løsning vil gøre det muligt for det offentlige at udbyde alle sikkerhedselementerne fra NemID men også på mobiltelefon og tablet.
Avisen Kommunen kunne forleden fortælle, at NemID til mobile gadgets har længere udsigter end tidligere antaget. Men selvom Digitaliseringsstyrelsen nu tester et mere mobilt NemID, ændrer det ikke ved den lange tidshorisont.
Stadig først i 2014
Landets største banker rullede mobil-apps ud i sommeren 2010, der havde et login baseret på elementer fra NemID. Men Digitaliseringsstyrelsen forventer først, at kommuner og stat får let adgang til NemID’s mobile muligheder i 2014.
Signalerne fra oven er, at en ny javascript-løsning lige nu ser lovende ud teknisk. Men man skal stadig igennem en række evalueringer, godkendelser og beslutninger fra blandt andre fra styregruppen for digitaliseringsstrategier.
Brugere vil med den nye løsning stadig have den lille login-firkant, som vi kender fra NemID i dag. Men bagved bliver teknologien nok en anden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.