Der trækker mørke skyer ind over det røde SF-land. Valget i 2009 var en kæmpe sejr for det socialistiske reformparti. Det blev mere end fordoblet på landsplan, fik 178 nye politiske ansigter valgt ind i byrådene og erobrede to borgmesterposter. Sådan bliver 2013 ikke.

- SF står til at få en ordentlig lussing. I partipolitisk historisk sammenhæng var det sidste kommunalvalg unaturligt for SF'erne, og de vil blive sammenlignet med noget, som ikke er hverdag. Derfor vil det komme til at se rigtig voldsomt ud til det her valg, siger politisk journalist Hans Mortensen, der har skrevet bogen ’Den Røde Tråd’ om netop SF.

Og de lokale SF’ere, som Kommunen har talt med, ved også godt selv, at spørgsmålet ikke går på, om nogle SF’ere må lade livet som byrådsmedlemmer efter valget – men derimod hvor mange.

- Vi er rigtig spændte på det, for man snakker jo om, at landstendensen slår igennem med en 30-40 procent. På en eller anden vis vil vi kunne mærke landstendensen, men vi håber omvendt at kunne hente noget på det lokale arbejde, vi har lavet, siger Karsten Filsø, der er partiets spidskandidat i Holstebro.

Skal man tro på de 30-40 procents gennemslagskraft af den landspolitiske tendens, ender partiet med at miste lidt over 100 af de byrådspladser, de fik i 2009.

Slår nedgangen derimod igennem med samme styrke som opturen fra 2005 til 2009 gjorde det, mister SF over 200 af deres pladser. Dermed vil partiet stå tilbage med 137 byrødder på landsplan.

Dyrt regeringssamarbejde

Spørger man til, hvorfor det er gået så galt for partiet, er konklusionen klar: Det skyldes regeringssamarbejdet.

- Man førte en valgkamp, hvor man efterfølgende faktisk ikke kunne levere den politik, som man gik til valg på, siger spidskandidat til valget i Odense, Brian Dybro.

Han var en af de kritiske stemmer, der i foråret var med til at lægge pres på sine kolleger på tinge i forhold til dagpengespørgsmålet. Blot en af de sager, hvor SF har måttet sluge en kamel på størrelse med en elefant.

- Det var helt uholdbart, for er der nogen, der skal kæmpe for at få fundet en løsning på sådan et problem, ja så er det sgu da SF. Det er jo ikke de arbejdsløses skyld, at jobbene er forsvundet under finanskrisen. Det skal ikke være dem, der betaler den højeste pris for, at regeringen fører borgerlig økonomisk politik, siger Brian Dybro.

Udover dagpengereformen var der efterlønsreformen, kontanthjælpsreformen, skattereformen og betalingsringen.

Alt sammen svært at forsvare i det lokale SF-bagland. Faktisk så svært, at nogle byrødder måtte give op. Heriblandt byrådsmedlemmerne Michael Dahlgaard og Tore Müller, der begge brød med SF i foråret og i stedet stiftede deres eget parti, Demokratisk Balance.

- Det, der interesserer os ind til benet, er Morsø Kommune. Men det, vi skulle bruge 85 procent af vores tid på igennem to år, var at forsvare alverdens tåbeligheder, der foregik ovre på Christiansborg, siger Michael Dahl-
gaard, der med sin flugt fra partiet ser ud til at have givet den lokale SF-afdeling et dødsstød.

I hvert fald er en stor del af baglandet fulgt med over til Demokratisk Balance, og SF stiller derfor ikke op i Morsø til det kommende kommunalvalg. Dahlgaard og Müllers beslutning skyldtes dog ikke kun regeringssamarbejdet, men også et politisk skift, der kom med magtkampen om formandsposten i partiet.

- Da Villy Søvndal meldte ud, at han ikke skulle være formand længere, begyndte partiet at vise et jeg, som jeg ikke troede det havde længere. Så kom den der meget reaktionære, ekstremt venstreorienterede del af partiet og viste sine tænder igen. Og det viste sig så også, at de havde et klart flertal, forklarer Michael Dahlgaard, som pludselig kunne se de profiler, han gerne så tegne partiets fremtid, smutte over til Socialdemokraterne. Og så var det mest fristende at viske den politiske tavle ren, så han kun skal stå på mål for sin egen politik og ikke regeringens.

- Jeg vil ikke nedgøre SF, for det har jeg sådan set ikke lyst til. Men jeg synes, Annette Vilhelmsen var mere et fravalg end et tilvalg, siger spidskandidaten for Demokratisk Balance.

Relativt roligt bagland

SF virker dog til at være kommet sig godt oven på den voldsomme formandsvalgkamp, der blev udkæmpet for godt et år siden. Medlemsflugten er stoppet, meningsmålingerne tegner mere positivt, og en optælling af de to formandskandidaters stillerlister viser, at der er god balance til novembervalget. I alt 47 af Astrid Krags 100 stillere stiller op, mens det samme gælder for 52 af Annette Vilhelmsens.

- Vi har fået en god stabil platform igen efter en habil rystetur omkring formandsvalget. Men vi har jo også fået valgt en formand med et ret entydigt mandat, som vi bakker op omkring, siger spidskandidat i Viborg, Søren Gytz Olesen, der bakkede op om Astrid Krag ved sidste års formandsvalg.

Andre af sundhedsministerens støtter snakker ligefrem positivt om Annette Vilhelmsen som formand.

- Hun har i den grad overrasket mig positivt, og jeg er glad for, at hun kæmper for at gøre regeringen så god som mulig fremfor at bekæmpe regeringen. Det var jeg lidt nervøs for, at hun ville, da hun overtog magten, siger spidskandidat i Aarhus og tidligere SFU-formand, Thomas Medom.

Han nød godt af fremgangen ved det seneste kommunalvalg og strøg ind i Aarhus byråd med knap 1000 stemmer. Ved valget i 2011 var han folketingskandidat, og sidste år fungerede han midlertidigt som rådmand for Sundhed og Omsorg, da partifællen Dorthe Laustsen, som fik 4.369 stemmer i 2009, måtte trække sig.

- Det er min ambition at leve op til Dorthes valg sidste gang. Et spidskandidatur kan gøre meget, og det er jo heller ikke, fordi de andre partier i Aarhus har beholdt deres stemmeslugere fra sidste valg. Der er også flere ledige stemmer at hente, lyder det optimistisk fra Thomas Medom.

Rød signalpolitik

Generelt er SF’ernes forhåbning til det kommende valg, at det bliver de lokale faktorer og ikke de nationale, der styrer folks kryds. Derfor forsøger de flere steder op til valget at gøre opmærksom på de røde aftryk, de får sat på kommunerne. For eksempel i Odense, hvor budgettet blev genåbnet for at finde flere penge til folkeskolerne.

- Hvis man vil stemme på Enhedslisten som en form for protest mod den linje, SF har stået for i regeringen, så kommer man til at skyde sig selv i foden. Vi har i hvert fald vist, senest under årets budgetforhandlinger, at vi er venstrefløjsstemmer, som arbejder og skaber resultater, siger Brian Dybro.

I Aarhus har de stået for at bevare offentlige arbejdspladser, og i København laver de flere cykelstier og almene boliger. I Hvidovre hæfter de sig ved, at det er SF, der har sikret det røde flertal, selvom Socialdemokraterne har været i problemer. Omvendt møder de lokale SF’ere også problemer med at føre rød politik under regeringens stramme økonomiske tøjler.

- Vi havde et budgetoverskud på 67 millioner, som vi ikke kunne bruge på serviceforbedringer, fordi vi er underlagt en serviceramme oppefra. Den har de desværre ikke mandater til at få ændret på overfor De Radikale, forklarer spidskandidat Niels Ulsing, der igennem mange år var den eneste SF’er i byrådet.

Symptomatisk for det sidste kommunalvalg fik han dog pludselig tre SF-kolleger valgt ind – tre kolleger, som han selvfølgelig håber også vil være der efter novembervalget.

- Valget kommer desværre for tidligt i forhold til, at regeringen skal til at levere mere til deres vælgere. Det er også derfor, jeg siger, at vi ikke kan være naive og tro, at vi i kommunerne ikke taber på det, siger Niels Ulsing.

Kan sætte gang i noget

Flere steder i landet blev antallet af SF’ere i byrådet øget på samme måde som i Hvidovre ved sidste valg. Det gælder for eksempel Brøndby, Gladsaxe, Lejre, Næstved, Frederikshavn, Syddjurs, Viborg og storbyerne. Spørgsmålet er nu, hvad det vil betyde for SF som parti, at de kommer til at miste pladser i byrådene.

- Problemet for SF er, at de sådan set har fået nogenlunde ro på de indre linjer efter sidste års formandsskift. Der er ikke den samme opdeling i fløje, som der var før. Men det er klart, at utilfredsheden med at miste mandater rundt om i kommunerne kan sætte gang i noget igen. Det er risikoen, siger journalist og forfatter Hans Mortensen.

Debatten om regeringssamarbejdet, afhopperne og det at have valgt en kommunalpolitiker fremfor en med landspolitisk erfaring som formand kører stadig i partiet. Der er højt til loftet i SF, men om der er højt nok, vil først tiden efter valget vise. Indtil nu er der mest uforståenhed overfor afhopperne Jesper Petersen, Thor Möger, Emilie Turunen med flere.

- Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor man skulle forlade SF. Jeg er SF’er – det har jeg altid været. Det er mit parti, og jeg kunne aldrig finde på at forlade det, siger Brian Dybro.

Nogenlunde ligesådan lyder det fra Aarhus, hvor Thomas Medom bedyrer, at tanken aldrig har strejfet ham.

- Det er da tankevækkende, at så mange af dem bliver socialdemokrater. Socialdemokraterne er i høj grad et systembevarende parti, mens SF i højere grad går ind for forandringer, siger han.