For få minutter siden kogte salen til rytmerne fra en hårdkogt rapper. Nu er der pludselig helt stille blandt de ca. 300 berlinske publikummer, som næppe tror deres egne ører. På scenen står to unge medarbejdere fra projektet ”Mein Grundeinkommen” (min grundindkomst, red.). Uden nogen som helst form for indsats, betingelser eller modydelser kan alle tilmelde sig trækningen, som denne aften foregår med en oversize skumgummiterning. Gevinsten: et års borgerløn a tolv gange tusind euro eller cirka 100.000 kroner fordelt over et år. Det bliver man ikke rig af, men det er netop tanken bag alle gængse borger-lønsteorier. Beløbet, der afløser alle øvrige offentlige ydelser, skal kun lige række til at sikre borgerens minimale materielle behov.

Aftenens ”vinder” er en vis Marc, der har tilmeldt sig projektet online. Han er ikke til stede i salen, men resten af natten handler de fleste samtaler om, hvad jeg ville gøre, hvis min eksistens pludselig var sikret - og hvordan arbejdsmarkedet, samfundet og samfundsøkonomien ville se ud, hvis alle fik 1.000 euro svarende til cirka 7.500 DKK ind på kontoen hver måned.

Den menneskelige test

Bag projektet står den 29-årige Michael Bohnemeyer, der igennem det sidste års tid har crowdfundet 15 basislønninger fra mere end 20.000 nysgerrige tyskere. Herefter har han givet rub og stub væk til vildfremmede, der kunne tænke sig et års borgerløn. Han har med andre ord taget sagen i egen hånd og er gået udenom den store moder stat, der ellers er tiltænkt at fordele basisindkomsten.

Den tyske presse elsker projektet, så Bohnemeyer er efterhånden vant til at tale i skarpe overskrifter.

- Der er mange forskellige økonomiske modeller, teorier og meninger om, hvilken indvirkning en betingelsesløs grundindkomst vil have på samfundsøkonomien. Min tilgang er nærmere at undersøge den måske største ubekendte faktor i ligningen: Hvordan mennesker reagerer, når deres materielle eksistens er sikret, siger Michael Bohnemeyer til Kommunen.

- Jeg vil ikke bevise noget - jeg vil bare undersøge fænomenet. Der har været sporadiske forsøg med borgerløn i blandt andet Canada og Namibia, men der er meget lidt empiri på området. Vores er selvsagt også begrænset til få samfundsindivider og kun et enkelt år. Men hvis alle de udtrukne for eksempel vælger at tilbringe et år på sofaen, så er det et jo et praj om, at basisindkomst er en dårlig idé.

Ny dansk debat

I Tyskland rammer Bohnemeyers projekt ned i en løbende debat, der holdes i live i flere netværk, der står for tidsskrifter og konferencer med indspark fra blandt andet filosoffer og økonomer. Samtidig er milliardæren Götz Werner med utallige foredrag, interviews og bogen ”1.000 euro til alle” med til at holde basis-gryden i kog. I Schweiz er tanken endnu mere udbredt. Selvom mange økonomer, fagforeninger og integrationsinstanser højlydt ryster på hovedet, står det rige alpeland efter en historisk succesrig underskriftindsamling nu foran en folkeafstemning senest i 2019 om eventuel indførelse af borgerløn.

Med sin omdiskuterede 'Basisydelse uden modkrav i stedet for kontanthjælp' har Alternativet skabt nyt røre i debatten i Danmark. Som afløsning for kontanthjælpen er der i første omgang kun tale om en meget partiel form for basisløn, men i partiprogrammet lyder det videre:

'På længere sigt ønsker Alternativet en markant forenkling af det nuværende system, så sygedagpenge, arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp og pension erstattes af en basisydelse med mulighed for nogle tillæg afhængigt af borgerens aktuelle situation.'

Selv herfra er der et godt stykke til den reelle basisindkomst for alle borgere. Men netop denne tanke er ved at vinde flere unge tilhængere, hævder Dorte Kolding, formand for den danske gren af borgerlønsbevægelsen Basic Income Earth Network (BIEN).

- Mange ældre kender tanken om borgerløn fra ”Oprør fra midten” fra halvfjerdserne, som udtænkte projektet meget venstredrejet blandt andet med omfattende statsliggørelse, siger Dorte Kolding.

- Men ideen om basisindkomst har også en stærk liberal tone. På arbejdsmarkedet vil det modvirke monopolisme, og som på et velfungerende marked vil der ikke være alt for store forskelle mellem de stærkeste og de svageste. Derfor tror jeg også, at ideen får en bredere appel i dagens Danmark.

Frihed og demokrati

Tilhængerne af basisindkomst deler en grundlæggende optimistisk tro på, at mennesket ikke vil smide sig på sofaen og nyde, at livets opretholdelse er sikret.

- Mennesket er aktivt af natur. Det handler ikke kun om at dække basale behov, men også om selvudfoldelse og anerkendelse, siger Dorte Kolding fra BIEN.

En afgørende pointe i drømmen om basisindkomst er, at den på den ene side skal være universel - både millionæren, den almindelige lønmodtager og den uformuende arbejdsløse skal have den. På den anden side skal den kun udgøre en minimal eksistenssikring. Antagelsen er, at langt de fleste vil stræbe efter yderligere indtægter for at opretholde en vis levestandard og bevægelsesfrihed. For de velhavende vil basisindkomst som et bundfradrag være en kompensation for mistede fradrag. Under alle omstændigheder vil basisindkomsten give individet en enorm frihed, fordi man kan vælge ikke permanent at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet, men i stedet for eksempel leve på en sten, arbejde med selvdefinerede projekter, skabe noget nyt. Det giver en stor grad af frihed til at flytte sig økonomisk i livet. Samtidig kan folk mere fleksibelt vælge, hvordan de vil arbejde: hvornår og i hvilken udstrækning i forskellige livsfaser, mener Dorte Kolding.

- Desuden vil folk få bedre muligheder for at deltage i samfundslivet. Det vil booste både demokratiet, civilsamfundet og sammenhængskraften.

Arbejd, og du skal få

En både økonomisk og social styrke i basisindkomsten ligger ifølge Dorte Kolding i, at det altid kan betale sig at arbejde: Uanset modellen vil du ikke få lønnen trukket fra i din basisindkomst.

- Det vil kunne betale sig både for dem i den laveste ende af lønskalaen og for dem, der i dag står på kanten af eller udenfor arbejdsmarkedet. For kontanthjælpsmodtageren ville det med en basisindkomst pludselig være muligt at tage et deltidsjob - og dermed komme ud af rollen som klient. Arbejde vil med andre ord altid kunne betale sig for alle.

I dag er det nemlig et afgørende problem i det danske samfund, at en lille million danskere står helt udenfor arbejdsmarkedet. Og at trygheden i vores nuværende socialstatsmodel konsekvent opretholdes på bekostning af deres frihed.

- Vi sidder med det her absurd store bureaukrati, som alle vil skære ned på, men det viser sig gang på gang umuligt under det nuværende paradigme. Ofte må borgerne bare blindt stole på deres sagsbehandler, som heller ikke nødvendigvis selv kan gennemskue det. Samtidig tager kontroltvangen omkring den enorme sum af overførselsindkomster værdigheden fra folk og dræber deres personlige initiativ.

Derfor ser BIEN det som den store mentale øvelse at foretage et paradigmeskift, hvor det ikke kun hedder noget for noget, men også noget for ingenting. Denne frihed vil i deres øjne udløse et enormt vækstpotentiale, som der dog ikke kan sættes kroner og ører på.

Endelig vil det passe godt ind i den skandinaviske velfærdsmodel, mener Dorte Kolding.

- Med de nuværende offentlige ydelser er vi i Danmark tæt på at have basisindkomst, selvom den ikke just er betingelsesløs. Dermed forudsætter en rigtig basisindkomst nærmere en reform end en revolution af vores måde at tænke samfund på. Ved det nuværende sociale sikkerhedsnet er der desværre flere og flere, der falder igennem eller sidder fast. Lad os dog skifte det ud med et fast fundament, som folk kan bevæge sig frit på.

Job som magtfaktor

Engang var vækst noget, der per se skabte arbejdspladser. Den forestilling er nu i opløsning. Efter finanskrisen har vi i Danmark atter oplevet beskeden vækst, men det halter med jobskabelsen, der relativt set omtrent er halveret. Årsagerne ligger især i finanskapitalens øgede betydning og i automatiseringen af manuelle job, hvor IT-udviklingen og teknologiseringen spås at fjerne yderligere titusindvis af job. Samtidig peger mange danske økonomer samstemmende på, at de nye danske arbejdspladser hovedsageligt opstår hos mindre, nystartede virksomheder.

Denne overordnede udvikling mod jobløs vækst vil i Dorte Koldings øjne med tiden gøre en eller anden form for borgerløn direkte nødvendig.

- Vi har åbenlyst ikke mere brug for så mange hænder. I stedet for at drosle arbejdstiden ned og sikre alle, vælger man i dag at forbeholde arbejdet for de heldige tre fjerdedele. Arbejde bliver i stadig højere grad til en magtfaktor, som vil afkoble en stadig større klasse, hvis udfoldelse holdes nede med stærkt kontrollerede sociale ydelser, siger BIEN-formanden.

- Derfor vil der blive brug for at foretage en afkobling af den nuværende direkte sammenhæng mellem arbejde og penge.

Et yderligere argument er i hendes øjne, at iværksætterkulturen vil få en vigtig saltvandsindsprøjtning som vækst- og jobskaber. Oven i hatten vil de "mindre kvalificerede hænder", som der i stadig ringere grad er brug for, have bedre muligheder for at videreuddanne sig.

Men hvad så med dem med de mange - undskyld udtrykket - lavtlønnede lortejob, der stadig findes derude? Hvem vil nogensinde udføre dem, hvis man i stedet kan få penge for at ligge på sin IKEA-sofa og spise ALDI-mad?

- Det er et svært punkt. Men jeg tror, at den teknologiske udvikling vil udrydde mange af de job. Ellers må vi have lønningerne markant op ved disse funktioner, siger Dorte Kolding.

Altså en statslig styring af lønforholdene?

- Nej, det skal markedskræfterne i samspil med fagbevægelsen nok også kunne regulere. Det tror jeg helt sikkert.

Penge nok til alle?

Argumenterne lyder forjættende. Men som med samtlige utopier, der i verdenshistoriens løb har forsøgt at skabe en bid af paradis på jord, er der et afgørende hul i drømmen om betingelsesløs basisindkomst: finansieringen.

En lang række økonomer har regnet på mulige modeller, og Dorte Kolding er den første til at indrømme, at selv de aktuelle beregninger fra den danske gren af BIEN ikke er skudsikre på grund af de mange ubekendte faktorer.

Som tværpolitisk organisation har BIEN ikke lagt sig fast på hverken finansieringsmodeller eller ydelsens omfang og graduering igennem livet. En gængs dansk version opererer dog med, at alle borgere over 18 år skal have 10.000 kroner kvit og frit ind på kontoen hver den første, mens mennesker uden arbejdsevne skal kompenseres yderligere. Selvom basisindkomsten skal afløse alle overførselsindkomster fra for eksempel børnepenge over SU og kontanthjælp til pension, vil en basisindkomst i dette omfang koste cirka 150 milliarder kroner mere, end samtlige overførselsindkomster koster statskassen i dag.

- Hvis man inddrager alle overførselsindkomster og støtteordninger fra vugge til krukke, så mangler vi faktisk kun cirka en fjerdedel for at dække en basisindkomst til alle op til fattigdomsgrænsen, siger Dorte Kolding.

- Resten af finansieringen afhænger af skattetekniske spørgsmål, som politikerne må tage fat i. Det kunne - mod nedsættelse af skatten på arbejde - indbefatte fuld grundskyld, nedsættelse af lønninger og modsvarende arbejdsgiverafgifter, totaloprydning i skattefradragene, beskatning af finansielle transaktioner, bekæmpelse af skatteunddragelse og måske en eller anden form for topskat, mener Dorte Kolding.

Lang og ukendt vej hjem

Den voldsomme reduktion af dyrt bureaukrati i den offentlige sektor vil samtidig bidrage til at finansiere basisindkomst til alle. I sig selv er projektet dog ikke negativt overfor statens rolle.

- Der vil stadig være en stor offentlig sektor i Danmark, hvor målet må være, at de offentligt ansatte skal tjene omtrent det samme som i dag - altså ikke for eksempel 10.000 borgerlønskroner oveni deres nuværende månedsløn; det ville ikke være hensigtsmæssigt. Hvis det bliver vejen, vil det få en afsmittende virkning på de private lønninger og dermed øge landets konkurrencedygtighed.

Selvom ideen om basisindkomst er såre simpel, viser dette eksempel, hvor voldsomt den ville gribe ind i arbejdsmarkedet og løndannelsen. Dertil kommer, at folk med sikringen af livets ophold vil få et markant mere frigjort - og dermed måske også langt mindre forpligtende - forhold til lønarbejde.

- Fagbevægelsen får helt sikkert noget af en opgave med at holde lønningerne oppe. Men omvendt vil lønpresset øge vores konkurrenceevne, siger Dorte Kolding.

Hvad langtidseffekterne er af den umiddelbart øgede købekraft ved indførelse af borgerløn, og om det vil medføre øget inflation, er for Dorte Kolding "meget svært at overskue på forhånd".

- Jeg ved ikke, om der er nogen økonomer, der med sikkerhed kan sige noget skudsikkert om det. Men indenfor bevægelsen 'Gode penge' peger økonomer på, at pengeskabelsen skal føres tilbage til Nationalbanken og bringes  under statens kontrol, inden man indfører basisindkomst. Det vil være afgørende for at stabilisere og styre økonomien.

Netop her synes drømmens største svaghed at ligge: At målet er klart, men vejen så uforudsigelig og stenet, at alt, hvad vi har bygget op, kan gå tabt på vejen.

- Jamen, det gjaldt jo også for velfærdssamfundets opbygning og udvikling. Hvis du kigger et par generationer tilbage, kendte vi jo heller ikke effekterne på forhånd. Derfor skal basisindkomstens byggesten heller ikke behandles som helligdomme, men tilpasses alt efter deres virkninger, siger Dorte Kolding fra BIEN og tilføjer:

- På den helt lange bane handler det ikke om økonomiske detaljer, men om de store rammebetingelser og hvad mennesket er for et væsen. Her peger alt i mine øjne mod en basisindkomst.

Mens de økonomiske rammer for indførelsen af basisindkomst forbliver mudrede, peger Michael Bohnemeyers hjemmelavede borgerlønsforsøg i Berlin på, at den moderne borger måske er moden til at lade sin eksistens sikre betingelsesløst. Blandt de hidtidige borgerlønsvindere vil en kvinde skifte sit lønarbejde ud med opstart af eget firma og en tidligere callcenter-medarbejder tager nu en pædagoguddannelse, mens en ung mand vil konvertere sin hobby til sit levebrød.

- Jeg havde ingen idé om, hvad folk kunne finde på. Det har vist sig at være yderst individuelt, siger Michael Bohnemeyer.

- Det er jo kun et vist udsnit af befolkningen, men indtil videre er der ingen, der smækker benene op og ingenting laver.