Dokumentstandard kan spare mange penge
Dokumentstandard kan spare mange penge
Slagsmålet mellem ODF- og OOXML om at blive fremtidens standard til udveksling af digitale dokumenter har ikke den store betydning for landets kommuner. Det viser en rundspørge til landets største kommuner, som Kommunen har foretaget.
Alligevel vurderer eksperter og embedsmænd, at der er mange penge at spare på de kommunale budgetter, hvis der kommer fri konkurrence på kontorpakker til computerne på skoler og den kommunale administration. Men det er et langt, sejt træk.
”Hvis vi får indført fri og åben konkurrence på det her område, så er der helt sikkert penge at spare for kommunerne. Og der er jo mange andre steder –plejehjem, skoler, omsorg og så videre – hvor kommunerne kan bruge de penge,” vurderer professor i industriøkonomi Peter Møllgaard fra CBS.
I slutningen af januar besluttede Folketinget at satse på ODF, eller rettere: Folketinget vedtog en række regler, som en standard for udveksling af dokumenter skal leve op til. Og på den liste står der indtil videre kun ODF. Microsofts OOXML-format står der ikke.
Åben konkurrence fjernt
Alle kilder, som Kommunen har talt med, peger på, at vi er på vej mod åbne standarder og større konkurrence. Også Microsoft har tilsyneladende set, hvilken vej vinden blæser. I den kommende version af Microsoft Office, Office 2010, der ventes klar til sommer, bliver brugerne bedt om at vælge mellem ODF eller OOXML under installationen af kontorpakken.
Kommunens rundspørge viser, at kommunerne ser frem til mere konkurrence. Men kun fire danske kommuner har reelt valgt Open Office frem for Microsoft Office.
”Regeringens beslutning har ingen særlige konsekvenser på kort sigt. Vi har stadig til gode at se de store fordele,” siger centerchef for borgerbetjening og it-politik i KL, Jakob Harder.
Kommunerne ligger i læ
Han peger på, at den nye standard-aftale er uden omkostninger for kommunerne, fordi den kun omfatter de statslige myndigheder. Regioner og kommuner kan selv vælge, om de vil følge trop.
”Kommunerne ligger i baghjul, og det er et godt sted at ligge. Så kan staten tage tæskene og gøre de nødvendige erfaringer,” supplerer formanden for de kommunale it-chefer Jørgen Kristensen.
I rundspørgen svarer alle kommuner nej til, om de har holdt initiativer tilbage på grund af usikkerheden om standarder og nej til, om standardspørgsmålet er en barriere for kommunens it-dispositioner. Det skyldes formentlig, at de alle bruger Microsofts ”gamle” Word-format ”.doc”.
”.doc er en de facto standard. Det viser, hvor svært det er at slå hul på konkurrencen. Der er meget, meget kraftige netværkseffekter – alle bruger .doc, derfor gør vi det også. Det er den cirkel, som standard-beslutningen skal prikke hul på,” siger Peter Møllgaard fra CBS.
”Det nye og mindst lige så interessante er, at pdf nu er nævnt som en standard i dansk forvaltning. Vores kommune viser, at 85 til 90 procent af de vedhæftede bilag til emails mellem kommune og borger er i det ikke-redigerbare pdf-format,” tilføjer formanden for it-cheferne, Jørgen Kristensen, der også er it-centerchef i Egedal Kommune.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.