’I min verden kan man ikke være begge steder på én gang. Når man stiller op til et valg, og det er en fuldtidsstilling, så synes jeg, det forpligter. Man kan ikke sidde begge steder. Jeg har ikke tænkt mig at lave en Mogens Camre’.

Sådan lød først en udtalelse fra en nyvalgt MEP – Jørn Dohrmann (DF) - hvis person og forhold til dobbeltmandater er blevet anledning til en nyopblusset debat.

Kolding-politikeren, der altså både var MF og byrådsmedlem, da han røg til Bruxelles i Messerschmidts slipstrøm, havde nu slet ikke mulighed for at lave ’en Camre’, for som han kort efter selv pointerede overfor dknyt, har det siden 2004 ikke været tilladt for en MEP  også at være medlem af et nationalt parlament.

Samme Dohrmann er nu blevet omdrejningspunkt i et nyt kapitel af et tilbagevendende demokratisk tema: Er det et plus for den enkelte lovgiver at skaffe sig erfaringer fra den kommunalpolitiske frontlinje – og en mulighed for EU-politikeren for at bringe EU tættere på danskernes hverdag ved også at deltage i lokalt politisk arbejde? Eller bør det ganske enkelt ikke længere være tilladt med dobbeltmandat, når begge hverv er – eller kan betragtes som – fuldtids?

Sårbar dobbelt-strategi

DF-ledelsen har meldt ud, at nyvalgte lokalpolitikere må lade suppleanterne komme til, hvilket Anders Vistisen og Rikke Karlsson også har fulgt. Dohrmann har derimod slået sig i tøjret og ville først satse på begge dele – med lidt færre udvalgsposter i Kolding.

At det vel også er et fuldtidsarbejde at sidde i Folketinget, har dog ikke fået partiet til at forbyde MF’er i lokalpolitik. Tværtimod lignede det en decideret strategi at stille kendte navne op lokalt.  Men Kolding-eksemplet viser nu også, hvor sårbar dobbeltstrategien – som især findes i blå blok – kan være.

I 2009 stoppede Kristian Thulesen Dahl i byrådet i Vejle efter at have haft dobbeltmandat og efter eget udsagn en af de højeste fremmødeprocenter. Ligeledes er der næppe nogen, der antyder, at MF Bent Bøgsted (DF) skulle have loppet den, da han i 2011 droppede byrådet i Frederikshavn for at hellige sig Folketinget. 

Partiet har tidligere måtte bøvle med politiker-fravær – som da regionsrådsmedlem Kim Bennike (DF) i 2011 blev frataget to udvalgsposter efter ikke at have vist sig i psykiatriudvalget i over et år. Og da det i 2007 blev tema i Folketinget, om det kunne accepteres med 27 procents fravær for en DF-udvalgsformand i Billund. I 2008 var mødeprocenten for MF Kim Christiansen (DF) i Mariagerfjord nede på 57, og han argumenterede med, at ’Jeg får jo ikke løn for at sidde der til 11 møder om året. Jeg får løn for at engagere mig i de lokale sager.’

Byrådsmøde tog kun 20 minutter

Den form for vurdering af byrådsarbejdet – der af andre opfattes som utilladelig bagatellisering – tangerede Dohrmann også, da han overfor lokale medier aktuelt har argumenteret for dobbeltmandat ved at sige, at det seneste byrådsmøde kun tog ham 20 minutter.

Den fik borgmester Jørn Pedersen (V) til at bringe diskussionen fra DF over i Venstre med tweetet 'Byrådsarbejde tager kun 20 min, siger Dohrmann. Ja for ham, og derfor skal dobbeltmandat ikke tillades'. Sådan et forbud ville nemlig ramme hans to nyvalgte partifæller Ulla Tørnæs (V) og Jens Rohde (V), der begge står til dobbeltmandat med sæde i et byråd og EP. En arbejdsindsats, deres forgænger i EP, Anne E. Jensen (V) fra Kalundborg, har kaldt 'ekstremt hård'.

Noget tyder på, at de enkelte valgtes seriøsitet kommer til at afgøre, om partierne i det lange løb er parate til at acceptere konsekvenserne af dobbeltmandater.