DJØF har i et nyt udspil til regeringens planer om en nærhedsreform erkendt, at der bruges for mange ressourcer på unødigt bureaukrati, overflødige regler og kontrolforanstaltninger. Tid, der i stedet burde bruges på opgaver tæt på borgeren.

Erkendelsen er i øvrigt fulgt op af et tv-spot, der fortæller, at djøfere også er mennesker, der ligesom gennemsnitsdanskeren foretrækker striktrøjer frem for jakkesæt og gerne vil have 'mere til fælles'.

Naturligvis vil vi det! Der findes vel ingen djøfer, som ikke i sin tid læste et samfundsvidenskabeligt fag for netop at gøre samfundet bedre til glæde for alle borgere i samfundet, og som ikke også havde den idealisme med på sit første job.

Et systematisk system
Men hvorfor er det så gået så galt, at vi tilsyneladende er endt som nogle af de mindst vellidte faggrupper i Danmark?

Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen serverer nok den bedste forklaring i deres bog, 'Overmod og afmagt'. Bogen beskriver en af de mest uheldssvangre forvandlinger, der førte til et skattevæsen, som i dag kæmper med den ene møgsag efter den anden.

Udgangspunktet var ønsket om at levere den bedst mulige service til lavest mulige omkostninger. Inspirationen blev hentet i det private erhvervsliv, og der var kæmpe ambitioner om, hvordan skattemedarbejdere med viden og forståelse skulle erstattes af systemer, algoritmer og data.

Store drømme, smal indsigt
Djøfere i Finansministeriet drømte om at lave en enhedsforvaltning, hvor alt var centraliseret og totalt styrbart. Planen så godt ud på papiret – og bag skrivebordet – men virkede ikke i virkeligheden. Hverken embedsmænd eller konsulentfirmaer havde involveret dem, der vidste noget, nemlig skattemedarbejderne.

Virkeligheden overhalede drømmen indenom.

Skattesagen er blot et eksempel ud af mange fejlslutninger. På et tidspunkt op gennem 1980’erne og 1990’erne var der stort behov for at styre de offentlige udgifter. Men politikere og beslutningstagere blev forblændet af at følge nogle retninger, der måske var lidt for enøjede og unuancerede, baseret på regnearkstænkning i konsulenthuse og centraladministration.

Se ud og red verden
Denne 'systemtankegang' er blevet for stærk og har for længst druknet den medfødte idealist og 'samfundsudvikler' i maven på alle os djøfere. Samtidig har også djøfere levet i ekkokamre, hvor vi har bekræftet hinanden og systemet i, at regnearkenes beregnede gevinster har været vigtigere end virkeligheden uden for kontorerne.

Men virkeligheden er kerneordet. Hvis du som djøfer er endt i Moderniseringsstyrelsens 17. kontor, kan det måske være svært at se hen over excel-arket og ud på hverdagen på den anden side af vinduerne.

Men du er nødt til at sætte en fod ned over for systemtankegangen og finde din indre idealist frem igen. Ham eller hende, der i sin tid valgte karriereretning ud fra et brændende ønske om at redde verden.

Flere striktrøjer i kommunerne
For os, der tilbringer vores hverdag i én af de 98 danske kommuner, er det lidt nemmere at finde den indre striktrøje, for vi er bare tættere på borgerne. De bevæger sig lige uden for vores vinduer, de kommer dagligt på vores kontorer, de skriver mails til os i weekenden, og vi møder dem til vores borgermøder.

Men også kommunerne kan blive bedre. Fra mit hjørne af den kommunale hverdag opererer vi med begrebet 'Service med Vilje'. For ja, service og frit valg er ikke af det onde. Det skal bare serveres i klare rammer og med forbehold. For borgerne har ikke altid ret, og de kan ikke altid få, hvad de peger på. For der er regler, der skal overholdes. Men du kan godt give et afslag på en måde, så borgeren får forståelse for beslutningen. For eksempel ved at ringe til borgeren, inden du sender ham eller hende et brev med afgørelsen. Og i øvrigt skrive brevet i en ordentlig og forståelig tone.

Vi tager telefonen
I kommunen møder politikerne og vi djøfere borgerne. Og i teknik- og miljøforvaltningerne trækker vi gerne i gummistøvler og tager ud og besøger landmanden eller virksomheden, inden vi træffer afgørelse om hans sag. For hvordan skal vi kunne sætte os ind i og forstå landmandens udfordringer, muligheder, perspektiv og dagligdag, hvis vi aldrig har været på landet?

I Vejle Kommune er forventningen til os alle, at vi ofte kommer væk fra skrivebordet og ud for at møde borgerne og virksomhederne. Det gør vi blandt andet ved at invitere vores borgere og erhvervsliv til samskabelse og udvikling og ved at komme på besøg hjemme hos dem. Vi skaber også kontakt ved at være tilgængelige på telefonen og ved at svare borgerne hurtigt, når de skriver til os. De skal kunne mærke, at vi er der, og at vi er rigtige mennesker.

Men let bliver det ikke
Vi kan alle lykkes med at skabe en verden af djøfere, der ikke lader sig styre af regneark, bureaukrati og overflødige regelsæt. Uden naturligvis at smide det hele over bord og svinge pendulet helt tilbage til 1980’erne, hvor der ingen styring var overhovedet.

Det kræver dog et langt sejt træk og en kulturændring. At vi flytter fokus fra metaplan til den konkrete borger eller situation, og at vi aflærer os de ting, som ikke skaber værdi. Det vil tage tid, og der vil være modstand.

Den ændring begynder med djøferne selv. At vi for eksempel begynder at stille spørgsmålstegn ved, om det er klogt at skrive et lovforslag uden selv at have oplevet og set det, som er genstand for forslaget. Alle djøfere skal rejse sig fra skrivebordet og møde de mennesker, som det hele handler om.

Der er plads til flere ude i den virkelige verden.