Direktører skifter, løsgænger finder hjem og borgmester går efter asylproblemer
Direktører skifter, løsgænger finder hjem og borgmester går efter asylproblemer
Region Syddanmark
Ny koncerndirektør
Region Syddanmark har ansat 56-årige Kurt Espersen som ny koncerndirektør. Han kommer fra en stilling som vicedirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, hvor han blandt andet har haft ansvar for forskning, IT- og Sundhedsplatformen.
Kurt Espersen er uddannet læge og var i perioden 2000-2007 overlæge på Rigshospitalet, hvorefter han blev hospitalschef og senere hospitalsdirektør på Bornholms Hospital. Han har siden 2015 været vicedirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
Kurt Espersen tiltræder i stillingen den 1. august og afløser Jens Winther Jensen, der 1. februar skiftede til en stilling som direktør for Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram.
Han vil som koncerndirektør referere til regionsdirektør Jane Kraglund og udgør sammen med hende, Rikke Vestergaard og Jørgen Bjelskou regionens øverste administrative ledelse.
Favrskov
Direktør tilbage efter to år
Børn- og skoledirektør Hans Minor Vedel har netop opsagt sin stilling i Randers Kommune for at blive direktør for Teknik og Kultur i Favrskov Kommune, oplyser Randers Kommune.
- Jeg har fået en meget spændende stilling i Favrskov Kommune, som jeg har et helt særligt forhold til. Favrskov er i gang med en stærk udvikling af sine bysamfund og landsbyer samtidig med, at infrastruktur og erhvervsliv udvikles, siger Hans Minor Vedel, der blev ansat som direktør for Børn og Skole i juni 2015.
Hans Minor Vedel kom fra en stilling som netop direktør i Favrskov Kommune, hvor han havde ansvaret for børn- og skoleområdet. Tidligere har han også haft ansvaret for at opbygge og konsolidere en teknik- og kulturforvaltning i Favrskov Kommune efter kommunesammenlægningen.
Hans Minor Vedel fratræder i Randers kommune den 1. juni 2017.
Lejre
Henter centerchef i Glostrup
Lene Miller er valgt som ny centerchef i Center for Velfærd & Omsorg, oplyser Lejre Kommune.
Den 1. juni 2017 er skiftedag for Lene Miller, som dermed udskifter den chefstol, hun har haft i Glostrup Kommune i fem et halvt år. Hun blev valgt til stillingen blandt knap 30 ansøgere.
Lene Miller er 52 år og uddannet plejehjemsassistent i 1990. Lene har løbende efteruddannet sig indenfor ledelsesgerningen blandt andet med en Master of Public Governance i 2013 og senest en Masterclass i psykologi fra 2017. Lene er gift, har tre voksne børn og bor i Holbæk Kommune.
Guldborgsund
Ny centerchef for sundhed og omsorg
Ida Byrge Sørensen tiltræder den 1. maj som ny centerchef for Center for Sundhed & Omsorg i Guldborgsund Kommune.
Hun kommer fra en tilsvarende stilling i Albertslund og har tidligere været ansat som sektorchef for dagtilbud til børn i Lolland Kommune, oplyser Guldborgsund Kommune på sin hjemmeside.
Ida Byrge Sørensen er 45 år og ikke helt ukendt med Lolland-Falster, da hun bor i Maribo.
Kalundborg
Løsgænger 'vender hjem' til Venstre
Løsgænger i kommunalbestyrelsen i Kalundborg Torben Toft Andersen har valgt at melde sig ind i Venstre og vil ved KV17 stille op på Venstres liste. Det oplyser borgmester Martin Damm (V). I oktober 2015 meldte Torben Toft Andersen sig ud af S og begrundede det med 'længerevarende uenighed om de overordnede linjer i partiet.'
Siden har han efter eget udsagn brugt en periode på at finde ud af, hvor han hører hjemme politisk, hvilket en kort tid bragte ham ind i Alternativet, og den tid har været med til at 'modne hans beslutning om, at Venstre fremover er det rigtige parti for ham.' Han forklarer, at han det seneste år har deltaget i Venstres gruppemøder på lige fod med de øvrige politikere, og at han nu 'vender hjem', eftersom han begyndte sin politiske karriere i Venstre for cirka 20 år siden.
Torben Toft Andersens indtræden hos Venstre i kommunalbestyrelsen giver ikke anledning til nogen ændret fordeling af de kommunale hverv i råd og udvalg.
Langeland
Borgmester stopper til valget efter asyl-problemer
Langelands borgmester Bjarne Nielsen (V), der ellers blev udpeget af sit parti som spidskandidat til KV17 allerede i marts sidste år, meddeler nu, at han alligevel ikke stiller op som borgmesterkandidat.
Af Venstre Langelands lokale hjemmeside fremgår det i en henvendelse til partimedlemmerne: 'Det er med stor beklagelse, at jeg må meddele jer, at jeg ikke genopstiller som spidskandidat for Venstre til det kommende kommunalvalg'. Bjarne Nielsen begrunder beslutningen med, at 'det sidste års tid som borgmester har berørt mig og mit helbred mere end forventet'.
Det seneste år har da også været intenst på øen efter en lang række sager på kommunens asylcentre på blandt andet Langeland, Sydfyn og Lolland, og i december endte kommunen med at blive fyret som operatør som konsekvens af de mange sager.
Kommunen har desuden været uden kommunaldirektør i 2016, hvor den hidtidige kommunaldirektør, Jørgen Christiansen, blev fritaget for tjeneste og der ikke var penge til at ansætte en stedfortræder.
Bjarne Nielsen udtaler, at det ikke er utænkeligt, at han stiller op til kommunalvalget, men at det blot ikke bliver som borgmesterkandidat. Venstre på Langeland skal i stedet vælge ny spids på partiets opstillingsmøde den 16. maj.
Danske Ældreråd
Ny landsformand
Erik Stagsted er valgt som landsformand for Danske Ældreråd, der repræsenterer ældrerådene i kommunerne. Han overtager hvervet efter Bent Aa. Rasmussen, som efter fire år på posten ikke genopstillede, oplyser organisationen.
Som formand for Ældrerådet i Vesthimmerland i otte år, medlem af Regionsældreråd Nordjylland i seks år og medlem af bestyrelsen i Danske Ældreråd gennem syv år har han allerede et indgående kendskab til de arbejdsopgaver, som ligger forude.
Erik Stagsted er uddannet socionom og har blandt andet arbejdet som miljø- og socialfaglig konsulent og højskolelærer i 26 år.
Stat
Ombudsmandens kontor får ny direktør
Ombudsmandsinstitutionen får per 1. august ny direktør i form af Louise Vadheim Guldberg, der siden oktober har været chef for Ombudsmandens nye skattekontor.
Louise Vadheim Guldberg bliver som direktør Ombudsmandsinstitutionens øverste embedsmand og Ombudsmandens stedfortræder og nærmeste rådgiver. Hun afløser Jonas Bering Liisberg på posten, der har fået nyt job som direktør for udenrigspolitik i Udenrigsministeriet.
Louise Vadheim Guldberg er 41 år og uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet i 2003, hvorefter hun har arbejdet både som fuldmægtig, chefkonsulent og kontorchef i Justitsministeriet kun af–brudt af en ansættelse som chefkonsulent i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Hun har været ansat ved Ombudsmandens kontor siden 2016.
Syddanmark
Vicedirektør bliver HR-direktør
Region Syddanmark har ansat Lene Borregaard som ny HR-direktør. Lene Borregaard er 43 år og kommer fra en stilling som vicedirektør i regionen. Hun tiltræder stillingen som HR-direktør 1. maj 2017.
HR-direktørstillingen har været ledig, siden Carsten Lysdahl Søgaard forlod posten i august 2016. Der var 29 ansøgere til stillingen.
Som HR-direktør bliver Lene Borregaard ansvarlig for Koncern HR, som med sine 84 medarbejdere blandt andet har det overordnede strategiske ansvar for arbejdsmiljø, løn, rekruttering og udvikling af regionens ledere. Også understøttelsen af samarbejdssystemet samt Hovedudvalget ligger i Koncern HR.
Lene Borregaard har mere end 14 års erfaring indenfor ledelse, direktionsbetjening og politisk betjening. Lene Borregaard blev i 2003 ansat i det daværende Ribe Amt, hvorfra hun efter strukturreformen i 2007 fulgte med til Region Syddanmark, først som afdelingschef i HR-afdelingen og siden som leder af råds- og direktionssekretariatet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.