DF vil se tiden an med omprioritering
DF vil se tiden an med omprioritering
Kommunernes penge tilbage til kommunerne.
For at undgå minusvækst aftalte Venstre og Dansk Folkeparti i marts, at alle pengene fra det kommunale omprioriteringsbidrag skal gå tilbage til kommunerne i 2017. Hvordan de skal fordeles, vil blive bestemt enten i økonomiforhandlingerne eller finansloven. Men når det kommer til at lave samme manøvre i 2018 og 2019, vil ingen af de to partier umiddelbart lægge stemmer til.
- Hvis vi sidder her på forhånd og beslutter, at bestemte dele af den offentlige sektor i en årrække frem skal have nogle bestemte givne størrelser, så går vi galt i byen, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i tirsdagens spørgetime.
Og trods Dansk Folkepartis valgløfter om offentlig vækst og et betænkningsbidrag til årets finanslov om det samme lyder der nu lignende toner fra partiets finansordfører René Christensen.
- Vi må først se, hvad der sker. Finansloven gælder jo kun for et år ad gangen, og det her er nu lakmusprøven på, hvordan det kommer til at gå med omprioriteringsbidraget, siger han.
Forklaringsproblem?
Fredag førstebehandles et beslutningsforslag fra Socialdemokraterne i folketingssalen. Forslaget går ud på at låse regeringen fast, så alle pengene fra omprioriteringsbidraget ligesom i 2017 skal føres tilbage til kommunerne i både 2018 og 2019. I tirsdagens spørgetime forsøgte partiformand Mette Frederiksen at få statsministeren til at love, at regeringen ville gå ind for sådan en ordning. Men det blev altså til et klart nej fra Venstre, og det ser også ud til at blive det fra Dansk Folkeparti – noget, som undrer Socialdemokraternes finansordfører.
- Det lyder underligt, for det er jo netop det her, Dansk Folkeparti har skrevet ind i deres betænkningsbidrag til finansloven for 2016. Budgetloven omfatter jo ikke kun 2017, men også 2018 og 2019. Derfor er det også meget, meget underligt, hvis de ikke har den holdning længere, siger Benny Engelbrecht.
I Dansk Folkepartis betænkningsbidrag står der blandt andet, at ‘de midler, der tilvejebringes via omprioriteringsbidraget, skal føres tilbage til kommunerne for derigennem at sikre kernevelfærden i hele landet.’ Men ifølge René Christensen skal ordningen nu altså først prøves af for 2017, før partiet vil tage stilling til 2018 og 2019.
- Vi sidder jo ikke med ved forhandlingerne med KL, men det bliver interessant at se, hvad det ender ud med. Hvis det ender ud med, at de penge, man sætter af til omprioritering, også bare sendes tilbage igen uden at blive omfordelt, så skal vi slet ikke have et omprioriteringsbidrag til næste år, siger finansordføreren.
DF i venteposition
Hos Socialdemokraterne har Benny Engelbrecht svært ved at se fornuften i Dansk Folkepartis afventende attitude. Han mener, at de bør sikre velfærden frem for at skabe usikkerhed.
- Jeg kan ikke gennemskue, hvad det egentlig er, Dansk Folkeparti mener og vil med omprioriteringsbidraget. Det må de jo selv forklare. Men de har da et alvorligt forklaringsproblem, hvis de efter at have bundet deres fortælling op på at ville føre pengene tilbage nu ikke vil gøre det længere, siger han.
René Christensen afviser da heller ikke at føre pengene tilbage i 2018 og 2019, men det er altså ikke noget, man vil lægge stemmer til, før man har set, hvordan forløbet bliver i år. Derfor opfordrer han også KL til at spille med på Dansk Folkepartis ønske om at skabe mere udligning mellem kommunerne.
- Alternativet er jo, at man piller pengene helt ud af økonomiforhandlingerne og lægger dem allesammen på finansministerens bord til efteråret. Det ville jo være ærgerligt, hvis KL ikke fik medbestemmelse over, hvad pengene skulle bruges til, fortæller han.
Uddrag fra DF’s betænkningsbidrag til finansloven 2016
‘I forbindelse med fastlæggelsen af økonomien for årene 2017, 2018 og 2019 skal det også understreges fra Dansk Folkepartis side, at partiet ønsker at sikre, at den kernevelfærd, der leveres eksempelvis af kommunerne, skal styrkes. Det betyder også, at de midler, der tilvejebringes via omprioriteringsbidraget, skal føres tilbage til kommunerne for derigennem at sikre kernevelfærden i hele landet.’
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.