DF vil omprioritere sig til mere udligning
DF vil omprioritere sig til mere udligning
Selvom en meget uenig blå blok forleden fandt sammen om finansloven for 2016, så blev der med forhandlingsresultatet også åbnet op for nogle store og svære slagsmål om økonomien til foråret.
Dansk Folkeparti går nemlig med til at sænke de kommunale udgiftslofter med én procent årlig fra 2016 til 2019 i budgetloven, men samtidig leverer partiet et såkaldt betænkningsbidrag, hvor de slår fast, at de ikke stemmer for en finanslov i 2017 med kommunal minusvækst.
- Står det til os, så bliver lofterne ændret. Det, at man nu flytter et råderum fra kommunerne over på statens udgiftsloft, tager vi alene som en teknikalitet med henblik på, at det bliver taget tilbage næste år, fortalte Kristian Thulesen Dahl, som efterfølgende åbenbarede, at Dansk Folkeparti dog gerne vil bevare udgiftslofterne, hvis pengene bruges på én bestemt måde.
- Vi vil overveje muligheden for at bruge det her som et element i en omprioritering mellem kommunerne, hvor de fattige kommuner får flere penge og de rige kommuner færre penge. Vores overvejelser går altså på, om vi kan bruge det her som en del af en udligningsreform, lød det.
Finanslov 2.0
Dermed bringer Dansk Folkeparti sig i en position, hvor de på den ene side lover kommunerne, at der ikke vil blive skåret over en bred kam i deres økonomi i 2017, 2018 og 2019. Omvendt vil DF gerne gå med til at skære i de rigeste kommunernes økonomi for at omprioritere midler til de fattigste.
- De fleste borgmestre ser omprioriteringsbidraget som et onde, men mange borgmestre vil også gerne have en udligningsreform. Det er der ikke flertal for på Christiansborg, og KL kan heller ikke finde ud af at lave én. Derfor vil vi jo gerne diskutere, om man ikke kunne bruge omprioriteringsbidraget til at skabe et mere lige Danmark, siger finansordfører René Christensen til Kommunen.
Regeringens idé med omprioriteringsbidraget har dog hele tiden været, at en del af pengene skulle være med til at finansiere skattelettelser til foråret. Og det ser altså ud til at blive i meget begrænset omfang, hvis man skal tro Dansk Folkeparti.
- En finanslov skal have 90 mandater bag sig. Og nu giver vi meget klart til kende, hvordan vi ser på udgiftslofterne og spørgsmålet om, hvorvidt der skal hives penge ud, som kan bruges til skattelettelser eller andet i de kommende år. Vi giver et klart signal om, at det ønsker vi ikke at støtte, siger René Christensen, som samtidig minder om, at der er et velfærdsflertal på 126 mandater i Folketinget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.