Kommunen.dk
MENU

DF og V: Regeringen har ødelagt udlændingepolitikken

Flere danskere end tidligere mener ifølge en meningsmåling, at den danske udlændingepolitik er for slap. Det er udelukkende regeringens skyld, siger Venstre og Dansk Folkeparti

DF og V: Regeringen har ødelagt udlændingepolitikken

Flere danskere end tidligere mener ifølge en meningsmåling, at den danske udlændingepolitik er for slap. Det er udelukkende regeringens skyld, siger Venstre og Dansk Folkeparti

Integrationsordfører Marie Krarup fra Dansk Folkeparti lægger sjælden fingre imellem i udlændingespørgsmål - heller ikke i spørgsmålet om, hvorvidt Danmark har en for lempelig udlændingepolitik. Genindfør grænsekontrol og grænsebomme, lyder det kontante svar fra Marie Krarup. Hun mener, at der kommer en strøm af illegale indvandrere til landet, som mest af alt er interesserede i at få fingre i de danske velfærdsydelser.

Det får SF'eren Karsten Hønge til at fare op i det røde felt med denne salut til DF'eren:

- Marie: Du må være stærk i troen, hvis du virkelig forestiller dig, at grænsebomme kan holde mennesker ude af Danmark.

Debattør og journaliststuderende Inaam Nabil retter også en skarp kritik mod Marie Krarup og beskylder DF'eren for ikke at kende sin historie: Inaam Nabil skriver at det i sin tid var udlændinge og indvandrere, der ‘satte vind i sejlene for dansk økonomi, og dem, som kommer til at redde vores skind i fremtiden.’

Blødsøden politik
Marie Krarup bakkes dog op af flere medlemmer af Venstres folketingsgruppe, som beskylder regeringen for at ødelægge de positive effekter af VK-regeringens stramme udlændingepolitik. Således mener Fatma Øktem (V), at regeringens slapperkurs har gjort Danmark til et attraktivt økonomisk paradis for flygtninge og asylansøgere, hvilket er med til at dræne den danske statskasse:

- Der er sket en voldsom stigning i antallet af familiesammenføringer og kommet et rekordhøjt antal asylansøgere og meromkostninger for næsten én milliard kroner. Hun tilføjer:

- Regeringen har samtidig gjort det nemmere at få familiesammenføring ved at afskaffe VK-regeringens pointsystem, lempet tilknytningskravet og nedsætte beløbet for den økonomiske sikkerhedsstillelse.

Men her sætter integrations- og udlændingeordfører Mette Reissmann (S) foden ned og melder hus forbi. Hun mener, at regeringen har præcis den samme udlændingepolitik, som man hele tiden har stået for, og at udlændingepolitikken ikke er slappere end før valget i 2011. Men i modsætning til VK-regeringen er Socialdemokraterne og De Radikale med Reissmanns ord:

- Opsatte på, at reglerne skal være meningsfyldte og rimelige, og derfor har vi blandt andet afskaffet uddannelses-snobberiet og et firkantet pointsystem ved familiesammenføring samt den lave starthjælp. Det skaber balance og er udtryk for en robust, men retfærdig udlændingepolitik, forklarer hun.

S-udlændingeordføreren medgiver dog, at udlændingepolitikken er et spørgsmål, som splitter danskerne. Men ifølge hende er det værd at bemærke, at der altså stadigvæk er et flertal, der mener, at udlændingepolitikken er stram eller tilpas.

Bekymringen stiger
En for nylig offentliggjort måling fra Wilke viste ellers, at der i dag er dobbelt så mange danskere som i 2010, der mener, at Danmark har en lempelig udlændingepolitik. Hele 44 procent af befolkningen mener, at udlændingepolitikken er for slap. 22 procent mener, at den er for stram.

Men ifølge Inaam Nabil er den nuværende regerings udlændingepolitik på de fleste punkter ikke et hak bedre end den borgerlige regerings. Hun kalder regeringens politik for lettere skizofren og populistisk.

- Alt for ofte ser vi, at små børn på TV tigger om at blive i Danmark og rent faktisk ender med at blive 'benådet' af justitsministeren - et udtryk for, at retstilstanden på udlændingeområdet er lovløs, siger Inaam Nabil.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR