DF’er forlader byråd for Folketinget
DF’er forlader byråd for Folketinget
Du har valgt at forlade din post som byrådsmedlem i Mariagerfjord. Hvorfor har du truffet den beslutning nu?
Når man har sit daglige virke i den anden ende af landet og skal have logistikken til at hænge sammen med at nå hjem til byrådsmøderne, så har det voldt mange problemer. Og på et tidspunkt gav det mig sådan en stressfaktor, fordi jeg ikke nåede det, jeg gerne ville nå. Nu er det tid at overlade pladsen til andre. Jeg kan heller ikke forsvare at have for mange afbud.
Jeg tror, det er den helt rigtige beslutning at træffe. Nu kan jeg koncentrere mig om det landspolitiske - og så bruge min tid på at lave politik frem for at hænge i transport mellem Jylland og København.
Hvad har været den bedste oplevelse i løbet af den sidste uge?
Min bedste oplevelse har været de positive anmeldelser af vores valgsang, hvor jeg både har skrevet tekst og musik og ført mig lidt frem som forsanger. Det har været rigtig positivt, at sangen har fået folk, som ellers ikke stemmer på Dansk Folkeparti, til at forhold sig til den musiske del og smide de politiske briller. Jeg har fået mange rosende mails. Det er dejligt, når folk giver sig tid og forholder sig til sangen.
Og den værste?
Det værste har været at skulle træffe en endelig beslutning. Jeg har jo gået lidt længe med det, og det er klart, at det lokalpolitiske har været en stor del af mit liv. Det er altid vemodigt at udtræde af sådan et samarbejde, for selv om vi er politiske modstandere i byrådet, så har vi da også hygget os.
Hvem er dit forbillede?
Jeg synes, der er mange store personligheder, man kan lære noget af – både inden for politik og musik.
Her 8. januar var det Elvis’ fødselsdag, og han har nok altid stået for mig som noget af det største og mest revolutionerende inden for musikken. Han er den helt store, ukronede konge, og da han i 1956 – som også er mit fødselsår - kom med sin debutsingle, revolutionerede han hele rockscenen og dannede grundlaget for meget af den musik, der også er i dag.
Hvor ser du dig selv om ti år?
Jeg ser nok stadig mig selv i det politiske. Men det er der jo andre, der skal bedømme: Jeg har den ulempe i forhold til mange andre, at jeg skal ansøge om mit job hver gang, der er valg. Så hvis vælgerne gider have mig, og jeg fortsat har motivationen og glæden ved det, jeg laver, så kunne jeg godt se mig i politik stadigvæk. Men jeg kunne måske drømme om som 64-årig at tage ud og spille lidt mere musik. Det forsømmer jeg i de her år, hvor jeg har travlt med alt muligt andet, så det kunne være et dejligt otium.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.