Det var i 1899. Og sagen var den beklagelige, at den altervin, der sine steder blev brugt, var af helt uacceptabel kvalitet. Der måtte handles og skrides ind. Dengang forstod de at skrive bekendtgørelser, så vi må citere:

”Da det er kommet til Ministeriets Kundskab, at der af en dansk Vin- og Konserves Fabrik falbydes et Fabrikat under Navn af ”Kirkevin, Faaborg Xeres”, skulde Ministeriet tjenstligt anmode Deres Højærværdighed om at ville gøre Præsterne i det Dem betroede Stift opmærksomme paa, at den Vin der af dem anskaffes til kirkeligt Brug, bør være uforfalsket ren Vin, og at det derfor ikke er tilladt ved Nadvertjenesten at anvende et Fabrikat som det ovennævnte, der ikke er Druevin.” 

Vin-vin-situation

Selv om kommunerne dengang hed sogneråd, var befalingen egentlig ikke noget kommunalpolitisk anliggende. Men ’Cirkulære om kirkevin’ fra 1899 er stadig en spøjs bekræftelse på, at der findes politiske temaer, der er eviggyldige.

Det gælder ikke kun spørgsmålet om, hvornår statslig centralisering skal gå ind over fikse lokale idéer. Hele nadveren er i folkekirken en gennemført symbolsk handling. En statslig indskærpelse af, hvilke dråber, der er ædle nok til at repræsentere Frelseren, må i den mest ophøjede forstand være symbolpolitik. Vi ser altså også i 1899 politikere, der forstod vigtigheden i at ”sende et signal”. 

Konservestivt

Cirkulæret viser selvfølgelig samtidig, at verden ændrer sig, både til det bedre og til det værre. Det er for eksempel positivt, at man i moderne tid ikke skal bruge statens beskyttelse mod vin, der udgår fra en konservesfabrik. 

Men måske gjorde regeringen alligevel regning uden vært, da den ophævede den gamle forordning? Tænk nu, om flippede folkekirkepræster fylder Bacardi­ Breezer i alterkalken for at gøre Kristus nemmere at sluge for kræsne konfirmander. 

Vi overvejede at indhente en kommentar fra den nuværende kirkeminister, ­Birthe Rønn Hornbech. Men hun ønsker vist ikke at svare på så meget for tiden.