Her til skal lægges udefra kommende påvirkninger i form af en økonomiske krise, som ikke blot har haft en betydelig effekt for de offentlige finanser, men også har rykket ved vælgernes værdier og prioriteringer. Samtidig er en samlet opposition drejet mod højre og har arbejdet målrettet og strategisk på at overtage de afgørende midtervælgere ved æde sig ind på regeringens politik bid for bid.

Slaget i stakladen

Om kombinationen af disse faktorer kan sikre en rød regeringen magten, er imidlertid fortsat usikkert. Valgkampen vil med stor sandsynlighed rykke nogle enkelte mandater, som med den nuværende parlamentariske situation kan vise sig afgørende.

Derfor er det langt fra ligegyldigt, når Nicolai Wammen og Lykke Friis den kommende tid for alvor tørner sammen i den jyske hovedstad. De skal løfte arven fra de legendariske opgør mellem Svend Auken (S) og Uffe Ellemann-Jensen (V), der med deres kamp om aarhusianernes gunst ved valgene op igennem 80’erne og 90’erne trak mange vigtige stemmer hjem til de to partier.

Auken og Ellemann gjorde det med alt tydelighed klart, hvor vigtige personer og personlighed er i politik. Samtidig har de sikkert også været fuldt bevidste om den gensidige taktiske fordel ved deres politiske kappestrid, som uundgåeligt må have fjernet en del af opmærksomheden fra konkurrerende partier. 

Men hvor Auken og Ellemann ofte mødtes ansigt til ansigt i Stakladen i Studenternes Hus på Aarhus Universitet, så valgte Wammen og Lykke DR’s lokale studie i Aarhus som rammen for deres indledende duel.  At slaget blev henlagt til en ren medieskabt virkelighed og ikke Stakladen afspejler ikke blot en politisk debat, hvor det er farligt at fremstå for intellektuelt højpandet. Det viser også ganske klart, hvordan de lokale kandidaters betydning og funktion i valgkampene har forandret sig. 

Partiets mænd vinder

Konstateringen af at medierne, især de landsdækkende, udgør den altoverskyggende politiske slagmark, er velkendt og relativ banal. Da 17 storkredse blev til 10 med reformen af valgkredsene efter amternes nedlæggelse, er den såkaldte kendis-effekt blevet endnu mere udtalt, mens betydningen af kandidaternes lokale forankring blev yderligt udvandet.

”Det betyder, at der nu er mange flere steder rundtom i landet, hvor vælgerne har mulighed for at stemme på nogle af de kendte politikere. Og vælgerne vil også i højere grad lade sig påvirke af, hvad de siger på nationalt tv,” siger Lars Hovbakke Sørensen, ekstern lektor ved Københavns Universitet.

Blandt oppositionen har både Socialdemokraterne og SF en klar fordel i og med, at de har en række kendte folketingspolitikere på genvalg strategisk fordelt rundt om i landet. 

I det sønderjyske efterlader Julie Rademacher, Lise von Seelen og Kim Mortensen dog lidt af et vakuum for Socialdemokraterne. Og med udpegningen af stabschef Bjarne Corydon i Esbjerg og Nicolai Wammens tidligere kampagnechef, den unge Christian Raabjerg Madsen, i Kolding vandt partiets mænd over de lokale kandidater. 

Med sin topplacering i partiet har særligt Bjarne Cory-don hurtigt fået afgørende opmærksomhed i medierne. Ganske som det var tilfældet med Pernille Rosenkrantz-Theil, der overtrumfede den lokale kandidat i Odense.

Ukendte kandidater

For de Radikale ser billedet noget mere broget ud. Af partiets ti folketingsmedlemmer genopstiller kun de tre, nemlig Margrethe Vestager, Morten Østergaard og Marianne Jelved. Med enkelte undtagelser som Manu Sareen i København og næstformand Zenia Stampe står de radikale dermed tilbage med 72 stort set ukendte og uprøvede kandidater.

De skal forsøge at løfte arven fra så markante personer som Niels Helveg Petersen og Lone Dybkjær.

Det er en udfordring, som selv de mest spidsfindige parlamentariske manøvrer på Christiansborg får svært ved at rette op på.

Både de Radikale og især Enhedslisten får det til gengæld stor betydning, at en del vælgere er faldet fra i S og SF’s højresving. I modsætning til Radikale kan Enhedslisten ikke kun udnytte det i forhold til udlændingedebatten, men også den økonomiske politik.

”S og SF skal ikke regne med vores stemmer til nye ufinansierede skattelettelser til de rigeste boligejere. Forslaget er helt ude i skoven,” lød det for eksempel fra Frank Aaen efter de to partier opfordrede til et nationalt kompromis om boligforslaget i regeringens vækstpakke.

Og med Johanne Schmidt-Nielsen som Enhedslisten populære profil i København ser partiet da også ud til at få et historisk godt valg.

Rokadernes ringe effekt

Lykke Friis er et af de mange nye ansigter, som Lars Løkke Rasmussen har trukket ind i regeringen med blandt andet sine adskillige større og mindre ministerrokader. Som flere andre havde hun ingen Christiansborg-politisk erfaring, men tilførte til gengæld noget nyt blod til en regering, der i mange kommentatorers mening var noget mat i sokkerholderne.

”Rokader løser ingenting, men man får noget politisk dødvægt ud og nye friske ansigter ind. Det hilser vælgerne venligt, men behersket, velkommen,” som blandt andet Niels Krause Kjær udtrykte det i MetroXpress i forbindelse med den omfattende rokade i februar 2010.

Det har sikret de konservative og Venstre nogle nye kandidater med både politisk erfaring og gennemslagskraft i medierne. Spørgsmålet er om det er nok til at ændre ved billedet af en udslidt regeringen med fremtrædende personer, der har været hårdt ramt af dårlige sager i medierne.

Det seneste år har været særligt slemt for de Konservative, som blev presset til at skifte partiformand i utide. I det lys kan den pludselige opstilling af Helge Adam Møller i Herning både se ud som en skjult trumf og en feberredning. 

Også Venstre har skiftet formand siden sidste valg. Og selv om Bertel Haarder er både kendt og populær, er det ikke sikkert, at han kan trække lige så mange stemmer som Anders Fogh Rasmussen, bare fordi han stiller op i den tidligere statsministers kreds i Greve.

Efter Bertel Haarder på den måde har efterladt den tidligere topmodstander i Taa-strupkredsen, Mogens Lykketoft (S), til sin afløser, Pernille Solvig Graux, er det usikkert, hvad der sker med de knap 12.000 personlige stemmer, Bertel trak hjem ved valget i 2007. Mens en rokade måske løser et problem, så har det med at skabe et nyt. 

Samtidig har Venstre og Dansk Folkeparti en fælles udfordring i det vestjyske kerneland, som bliver yderligt krydret med en solid omgang intern borgerlig kannibalisme med Kristendemokraternes valgfællesskab med protestpartiet Fælleslisten. Et eksperiment, der kan komme til at koste vigtige borgerlige stemmer.