Den danske arbejderklasse er trætte af at blive talt ned til eller endnu værre; ikke at blive hørt. I forlængelse af kommunen.dk’s artikler om Danmarks dårligste arbejdsmiljø, skrevet på baggrund af de nyeste tal fra Forskningscenter for Arbejdsmiljø, kan der næppe være bedre timing for udgivelsen af cand.phil. i samfundsfag Lars Olsens bog "Det Forsvundne Folk".

Bogen omhandler den stigende sociale utryghed og "djøfisering" bag ændringerne for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Ændringer, der tydeligt viser forskellen på dét, Lars Olsen kalder "eliten" og "folket".

Den amerikanske samfundsforsker Joan C. Williams og Lars Olsen er begge optaget af den klasseforskel, der bliver større og større, samt hvorfor netop arbejderklassen stemmer, som det er tilfældet.

Elitetræthed
Joan C. Williams skrev i 2016, da det stod klart, at Donald Trump ville blive USA’s præsident, et essay med titlen "Hvad så mange mennesker ikke fatter, om den amerikanske arbejderklasse". Og Lars Olsen har her i 2018 skrevet bogen "Det Forsvundne Folk".

Jeg læste Lars Olsens bog samtidig med, at Kristeligt Dagblad bragte et interessant interview med Joan C. Williams, der meget tydeligt giver udtryk for den adfærd, der ligger til grund for, at den hvide arbejderklasse støtter præsident Donald Trump. De støtter ham ikke, fordi han er et godt menneske, eller fordi de selv er ubegavede og racistiske, men fordi de er trætte af at blive talt ned til af eliten.

Når Lars Olsen i sin bog skriver, at den danske arbejderklasse stemmer på Dansk Folkeparti, så er det den samme adfærd, der ligger til grund herfor, hvilket tydeligt kom til udtryk på Folkemødet i Allinge i 2017, hvor sosu-hjælper gennem 40 år, Laila Sommer, overværede en debat omkring pensionsalderen. To fagforeningsformænd diskuterede emnet med to økonomer. På trods af en heftig debat og en anspændt stemning forsøgte de to økonomer ikke at komme tilhørerne i møde. Den ene økonom, forskningsdirektør Torben Tranæs fra Socialforskningsinstituttet/VIVE, kom med en udtalelse som "har man ondt i ryggen, kan man lige så godt have det på arbejdet som hjemme på sofaen". Den bemærkning får en rasende Laila Sommer til at rejse sig og råbe "Du skulle prøve at have et job som mit!"

Social utryghed
Den danske arbejderklasse har fået nok af, at det er arbejdsmarkedets 11 procent "djøffere", der fra et skrivebord definerer, hvornår arbejderklassen er nedslidt. Herfra bliver det helt legalt fra politisk hold at lade aldersgrænsen for pensionering stige. Alt sammen med afsæt i tal, der skal tilgodese det stigende behov for en aktiv arbejdsstyrke godt hjulpet på vej af DI og DA og uden hensyntagen til helbred eller antallet af år, den enkelte har været på arbejdsmarkedet. Som man kan læse i bogen, siges det klart af én af de interviewede, at efterhånden er Dansk Folkeparti det eneste politiske parti, der gider at lytte til arbejderklassen.

I første afsnit "Dagbog fra det usynlige Danmark" får vi en klar forståelse af 
sammenhængen mellem den stigende sociale utryghed og det at skulle være aktiv på arbejdsmarkedet i mange år.

Social tryghed er ikke eksisterende, når vores politikere sætter barren for pensionsalderen højere end realistisk for de 38 procent af de erhvervsaktive, der har fysisk arbejde. Gruppen af erhvervsaktive med fysisk hårdt arbejde er stort set forsvundet ud af den offentlige fortælling.

Lars Olsen beskriver, hvordan arbejdsmarkedet står foran en større forandring. Efterlønnen er under afvikling, og målet for pensionsalderen er på sigt at lade den stige til over de 70 år.

De ændringer har ingen betydning for økonomer, politikere, embedsmænd og andre, som former beslutningerne for arbejderklassen, de ufaglærte og de faglærte med mellemlange uddannelser. Det være sig sosu-hjælpere, sygeplejersker, håndværkere eller buschauffører, for hvem den stigende pensionsalder er en eksistentiel trussel.

Arbejdsliv på smertestillende
I bogens andet afsnit "Farvel til arbejderklassen" kan vi læse om Trygfondens kortlægning af den stigende sociale utryghed fra 2004 til 2017. Tallet fra 2004 viser at 2,6 procent var utrygge, mens det i dag er 17,7 procent, der oplever social utryghed.

Den sociale utryghed opstår ifølge flere af de interviewede, når du går på job hver dag på smertestillende medicin for at kunne klare en arbejdsdag. Eller når det er uoverskueligt at være nedslidt fem-ti år tidligere end pensionsalderen. Mange har været på arbejdsmarkedet siden 17 års alderen og altid haft fysisk hårdt arbejde. Et andet eksempel er fra et storkøkken, hvor normeringen ikke tager hensyn til, at flere er over 60 år og nedslidte. Her tager de "raske" den største arbejdsbyrde, så der opstår et dårligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.

Utrygheden i det danske samfund er øget generelt, fordi konsekvenserne af at være ramt af sygdom er blevet værre. Helbredet er blevet en afgørende faktor for, hvordan man klarer sig på arbejdsmarkedet.

Slidt ned inden pensionsalderen
Postdoc for sociologi og socialt arbejde på Aalborg Universitet Iben Nørup bekræfter, at den sociale utryghed er stigende. Dette begrundes i, at gruppen med fysisk belastende arbejde frygter ikke at kunne få økonomien til at hænge sammen, hvis de bliver syge og må opgive jobbet. I dag kan man se folk ryge helt ud af det offentlige forsørgelsessystem. Længerevarende sygdom kan betyde, at den enkelte ikke kan betale sit hus. Også tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post mener, at det er en falliterklæring for velfærdssamfundet, at sygdom og skrantende helbred afføder stor social utryghed.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø undersøgte helbredet hos 677 medarbejdere fra de tre områder: rengøring, industri og transport. Det så ikke godt ud. Det kunne konkluderes, at i alt for mange tilfælde oversteg jobbets krav til fysisk formåen, hvad medarbejderens helbred og fysik kunne klare. Og at mange i aldersgruppen 50+ med stor sandsynlighed vil blive nødt til at trække sig, inden de når pensionsalderen.

Et langt arbejdsliv
Ifølge Lars Olsen kommer skellet mellem de sociale grupper til udtryk på et område, som er kendt for alle, men underligt fraværende for politikerne, når der drøftes pensionsalder; hvornår begynder og slutter arbejdslivet.

Faglærte og ufaglærte begynder relativt tidligt på arbejdsmarkedet, mens akademikere begynder sent. Mange akademikere fortsætter, til de er over 68 år, selv om de reelt kunne gå på pension tidligere. Når akademikeren starter på arbejdsmarkedet, har den ufaglærte måske allerede været der i 10-15 år. Det faktum indgår ikke i de politiske overvejelser. I Tyskland afhænger pensionsalderen ikke kun af leveår, men også af, hvor længe man har været på arbejdsmarkedet. I Danmark betyder afviklingen af efterlønnen, at alle skal arbejde, til de når pensionsalderen, som politisk sættes til at blive højere og højere.

Et sigende bakspejl
I Lars Olsens bog beskriver lagerarbejder Michael Thorning, 29 år, situationen således:

’Jeg sætter mig ud i bilen en mandag morgen for at køre på arbejde. Retter bakspejlet op, så det passer til min højde. Efter endt arbejdsdag sætter jeg mig atter ud i bilen for at vende næsen hjem. Igen retter jeg på bakspejlet, men denne gang ned. Det går op for mig at min lille manøvre med spejlet har en ubehagelig forklaring. Om eftermiddagen er ryggen så slidt, at den falder lidt sammen."

Michael Thorning fra Islands Brygge skal holde mange år, før han med planlagte reformer kan lade sig pensionere som 71-årig. Lars Olsen møder Michael Thorning i forbindelse med et kursus for faglige meningsdannere. Mistilliden til politikerne mærkes, og der diskuteres længe om den professionalisering, som har gjort politik til en karriere – ikke mindst for unge akademikere.

Ifølge Lars Olsen skal flere meningsdannere blande sig i debatten i medierne, så der opnås en større synlighed af et helt Danmark og ikke kun et Danmark for eliten. 

Titel: Det forsvundne folk
Forfatter: Cand.phil. i samfundsfag Lars Olsen

Forlag: Gyldendal
Sider: 187