“Det er de statslige embedsmænd, der styrer“
“Det er de statslige embedsmænd, der styrer“
2. juledag for mange år siden blev KL’s direktør, Peter Gorm Hansen, ringet op i sit hjem, længe før solen overhovedet havde tænkt på at stå op. I røret var KL’s forholdsvis nytiltrådte formand, Thorkild Simonsen, der klokken fem denne julemorgen var i gang med dagens aviser og ønskede en vurdering af en forsidehistorie i Jyllands-Posten.
De to skulle få et tæt samarbejde i de knap ni år, hvor Thorkild Simonsen var formand for KL, og joken mellem dem har siden været, at formanden i sin iver efter at være opdateret glemte at ønske glædelig jul og afsluttede samtalen ved blot at lægge røret på.
Historien er karakteristisk for Thorkild Simonsens flid og engagement, men siger også noget om en utålmodighed, der til tider kan kamme over.
”Ja, jeg er utålmodig, og det er ikke altid det bedste. Min tålmodighed blev for alvor sat på prøve, da det tog seks-syv år at få vedtaget at bygge musikhuset i Aarhus. Da var jeg ved at smide håndklædet i ringen, men heldigvis holdt jeg ved. I forhold til KL tror jeg ikke, at det har været så slemt,” konstaterer Thorkild Simonsen.
Thorkild Simonsen runder til sommer 85 år og kan se tilbage på en karriere med mange politiske resultater, selv om han først trådte ind på den politiske arena som 40-årig.
Tæt på de borgerlige
Det var Thorkild Simonsens evne til at favne bredt både personligt og politisk, der i 80’erne gjorde ham i stand til at samle kommunerne bag KL og udvikle organisationen til et stærkt talerør for kommunerne. Dertil kommer, at han beskrives som en god strateg og en god forhandler, der altid havde gjort sine egne overvejelser, også i forhold til embedsmændene.
”Jeg er altid gået efter resultater, og jeg har aldrig brugt at profilere mig på mærkesager. Det får man ikke noget ud af. Jeg har heller aldrig haft nogen fine fornemmelser over for, hvem jeg ville samarbejde med, og jeg har haft et godt forhold til politikere i alle lejre fra konservative til VS’ere,” erklærer Thorkild Simonsen.
Hverken Københavns Kommune eller Frederiksberg var medlem af KL, da Thorkild Simonsen i 1979 – i øvrigt ikke som borgmester, men rådmand – første gang blev formand for organisationen.
Socialdemokratiske knaster
I Thorkild Simonsens sidste og længste formandsperiode fra 1986 til 1992 kom hans evner til at manøvrere på tværs af partiskel til at stå sin prøve. Schlüter var tiltrådt fire år tidligere og stod for at rykke samfundet fra en periode med høj inflation til at etablere en mere stabil økonomi. En situation, der på mange måder ligner den, vi har i dag.
”Schlüter var meget interesseret at have et godt forhold til formanden for KL, så han hindrede ikke samarbejdet med kommunerne, og vi løste også mange sager for ham. Som formand for KL repræsenterer man begge fløje, og den daværende næstformand, Evan Jensen, og jeg var enige om at føre den politik, der gav flest fordele for kommunerne,” understreger Thorkild Simonsen.
Til tider kunne forholdet til det socialdemokratiske bagland støde på flere knaster end samarbejdet med politiske modstandere.
”Mine partifæller var somme tider efter mig, og vi gennemførte måske også en gang imellem ting, der kunne se borgerlige ud,” erkender Thorkild Simonsen.
Embedsmændene regerer
Siden Venstre-regeringen med Anders Fogh Rasmussen i spidsen trådte til i 2001, er det gået støt ned ad bakke med det kommunale selvstyre, vurderer kommunernes mangeårige førstemand.
”KL er blevet frataget sin magt. Regeringen respekterer ikke det kommunale selvstyre, og det er jeg meget betænkelig ved. Folketinget vedtager uden videre love, som det derefter er op til kommunerne at administrere. Det gælder for eksempel efterlønsreformen, der blev vedtaget sådan hovsa i 2006, og så viser virkeligheden sig først, når kommunerne skal gennemføre loven,” siger Thorkild Simonsen.
På spørgsmålet om, hvor magten findes i det politiske liv i dag, falder svaret promte.
”Det er de statslige embedsmænd, der styrer. I dag ved vælgerne ikke, hvad politikerne selv mener. Deres udtalelser er tilrettelagt af embedsmænd og spindoktorer,” siger Thorkild Simonsen:
”Som politiker er man nødt til selv at tage ansvar, også selv om der sker fejl, men politikerne er ikke længere politikere.”
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.