Første del af manuskriptet ligger fremme på bordet sammen med avisudklip fra blandt andet The Times, der bebuder, at britisk erhvervsliv er langt fremme med en exitplan, hvis Storbritannien skulle vælge at melde sig ud af den eksklusive klub af EU-lande, som briterne samtidig med Danmark opnåede medlemskab af i 1973. Arbejdstitlen på Denis MacShanes nye bog er ”Bye Bye EU” med undertitlen ”Hvordan det kunne komme så vidt”, og i sommervarmen har han hovedet fuldt af traktater, den franske præsident Mitterands mere kontroversielle udtalelser og et forsøg på at besvare spørgsmålet, om hvordan det kan være, at Storbritannien nu tilsyneladende står med det ene ben i døren på vej ud af EU.

- Det er ved at sive langsomt ind i den britiske bevidsthed, at vi kan være på vej ud – at det her faktisk kan ske. Og når folk først accepterer det som en mulighed, er det noget, der rykker nærmere, mener han.

For at en udmeldelse bliver en realitet, er der dog flere ting, der skal falde på plads. Indtil videre er det kun det konservative parti, der har lovet en folkeafstemning om Storbritanniens forbliven i EU. Og for at kunne garantere en afstemning kræves det, at partiet får et flertal ved det kommende parlamentsvalg, der finder sted næste år.

- Selvom de fleste vælgere faktisk er mere bekymrede over økonomien, sundhedsvæsenet og immigrationen, kan det ende med at blive et stort emne i den kommende valgkamp. Jeg kan sagtens forestille mig, at de konservative stiller ude ved folks gadedøre og siger: Giv os en stemme, så får I en stemme tilbage fra os. Vi er det eneste parti, der lover en folkeafstemning om EU. Det er ganske besnærende, erkender Denis MacShane.

Alligevel roser den gamle Labour-minister under Tony Blair den nuværende Labour-leder Ed Miliband for allerede nu at have afvist at lade briterne stemme om medlemskab, hvis han bliver den næste premierminister.

- Det kræver stort politisk mod at sige nej til en folkeafstemning. Det udviser mere mod, end både Tony Blair og David Cameron har haft. Men det er jo præcist, hvad der kendetegner en kompetent politiker: At lade være med at lade sig drive hid og did af en folkestemning og styre sin politik efter det. Hvordan ville vores samfund se ud, hvis det var folkestemningen, der tog beslutninger om emner som dødsstraf eller lige rettigheder for homoseksuelle?, spørger han.

Vægten af skepsis

Men kommer det så vidt, at de konservatives visioner om en folkeafstemning kommer til at blive til realiteter, vurderer Denis MacShane, at det bliver meget svært at sælge EU som projekt til en britisk befolkning, hvis EU-skepsis har fået lov til at få frit løb.

Ikke bare under den nuværende regering, men historisk set har det været en del af britisk politik i mere end et kvart århundrede, siger den tidligere minister.

- Når man ser på britisk historie, har vi i modsætning til andre EU-lande på ethvert stadie haft et af vores partier, der har været fjendtligt indstillet overfor EU. Det har tidligere været Labour-politik, at vi skulle trække os ud, men i 1990'erne blev rollerne byttet om. Så blev det konservativ politik. Det har en effekt, at vi har haft en næsten konstant tilstand, hvor omkring halvdelen af befolkningen er imod EU, siger Denis Mac-Shane, der ikke er i tvivl om, hvad resultatet ville være blevet, hvis briterne i sin tid havde haft mulighed for at stemme om Maastricht-, Edinburgh- og Nice-traktaterne.

- Det ville være blevet nej, nej og nej, siger Denis MacShane uden den mindste tøven i stemmen.

- Jeg spurgte engang en historiker, hvad der ville skulle til for at få briterne til at påskønne EU? Han svarede uden at blinke, at det var nemt nok: Vi skulle bare sørge for at tabe en krig og være besat i omkring fem års tid. Den slags gør en stor forskel.

[blocks-anywhere id="b9353c980045d8ac"]

At den nuværende skepsis overfor EU stikker dybt i det konservative parti, fik Denis MacShane at mærke, da han en morgen i 2005 stødte ind i den unge David Cameron i parlamentets bruserum kort efter Tony Blairs tredje valgsejr.

- Jeg sagde til ham, at jeg håbede, at han ville stille op som ny partiformand, og at partiet havde brug for unge kræfter. Og at jeg håbede, han ville ofre partiets yndlingskæphest med at hade EU. Han vendte sig om og sagde, ikke uvenligt, men meget fast, at jeg nok undervurderede, hvor stor skepsissen var i partiet, siger Denis MacShane.

Britisk elektrochok

Den tidligere minister mener, der er en barriere mellem Storbritannien og EU, der strækker sig ikke bare til politikere, men også til embedsmænd i den nuværende administration.

- Jeg generaliserer selvfølgelig lidt, men da jeg var minister, læste jeg foruden den britiske presse også Le Figaro, Le Monde, El Pais og flere andre udenlandske aviser. Ganske enkelt fordi jeg mener, man ikke kun skal få sin opfattelse af Europa fra den britiske presse. Det ser man ikke mere. De færreste embedsmænd taler andre sprog end engelsk. Og der er en meget endimensional forståelse af, hvad kernen af Europa handler om. Deres forståelse baserer sig på oversættelser og en EU-skeptisk hjemlig presse.

Kommer det til en folkeafstemning, bliver det en på mange måder ulige valgkamp, vurderer han.

- Problemet er, at der ikke er nogen tilbage til at tale EU's sag og forklare de britiske vælgere, hvorfor vi skal være medlem. Det er gamle mennesker, folk, hvis politiske karriere ikke længere er på toppen: mig selv, den tidligere EU-kommissær Peter Mandelson, Tony Blair og i den konservative lejr tidligere finansminister Kenneth Clarke. Det er folk i deres 60'ere og 70'ere, konstaterer han og mener især, der er et systematisk problem i den konservative lejr.

- Der er ganske enkelt ikke nogen ny, ung pro-EU generation. Det konservative parti har insisteret på det som et kriterium for at blive valgt til leder, at man er imod EU. De folk, der er kommet ind i partiet uden den dagsorden, blandt andet fordi de ser på erhvervslivets behov, har hurtigt lært, at den slags holder man mund med, hvis man vil avancere.

Vælger Storbritannien og EU at gå hver til sit, vil Denis MacShane ikke være i den lejr, der mener, at katastrofen dermed vil sænke sig over De Britiske Øer.

- Det vil være forkert. Det vil selvfølgelig være et problem, men selvfølgelig vil vi blive ved med at handle med hinanden. Vi vil stadig kunne få græske oliven, franske vine og dansk bacon og Carlsberg. Forskellen vil bare være, at vi vil være nødt til at finde os i de fleste af de økonomiske og handelsmæssige beslutninger, der bliver truffet i Bruxelles, uden at have nogen indflydelse på dem. Det vil svække den britiske økonomi og bringe os i en position, hvor vi hele tiden skal bede om noget. Og vi ville ikke længere være en økonomisk, diplomatisk eller militær stormagt, siger han.

Et af de punkter, der har været diskuteret mest heftigt i den britiske debat, er immigrationen og briternes problem med arbejdskraftens fri bevægelighed, der giver EU-borgere mulighed for at arbejde i Storbritannien, bosætte sig og der modtage visse sociale ydelser.

- Det kan vi selvfølgelig holde op med, hvis vi ikke længere er underlagt EU's regler. Men vi skal bare være klar over, at andre lande så nok vil gøre gengæld mod os, påpeger Denis MacShane.

Og han er heller ikke sikker på, at det vil blive en specielt stor katastrofe for EU, hvis briterne en skønne dag skulle præsentere Bruxelles for en udmeldelse:

- For at være helt ærlig, så er EU på mange områder gået helt i stå og blevet meget handlingslammet. Måske har systemet brug for et elektrisk chok, og måske er en britisk udmeldelse lige, hvad EU har brug for, siger Denis MacShane.: