Catherine Beard er på mange måder en ener.

Hun fylder 90 år til sin næste fødselsdag, bor alene og klarer sig for sin folkepension i lejligheden i Burnt Oak i det nordlige London uden at have det mindste at klage over.

Men det, der gør hende ganske særlig er, at hun ser det som et privilegium at stemme.

Lige siden hun fik stemmeret, har hun benyttet sig af den, og det har en ganske særlig årsag.

- Min egen mor fik først mulighed for at stemme, da hun var 28 år gammel. Hun har altid fortalt mig, at det er en ret, vi ikke må lade gå til spilde, siger den 89-årige pensionist, der uden tøven har sat sit kryds ved Labour hver eneste gang, hun er gået i stemmeboksen.

Men Catherine Beard er en uddøende form for vælger i et land, hvor kun lidt over 65 procent af de stemmeberettigede briter magter at bevæge sig hen til et valgsted og udøve deres demokratiske ret.

Til sammenligning var eksempelvis stemmeprocenten i Danmark knap 87 procent ved det seneste valg.

Det er ikke, fordi briterne er specielt mere demokratisk opgivende end så mange andre folk i Europa, men først og fremmest, fordi det britiske valgsystem på mange måder er holdt op med at give mening for mange vælgere.

I korte træk bygger det britiske system (kaldet ‘first past the post’, red.) på et princip, der går ud på, at hver enkelt af de 650 valgkredse i landet har én og kun én repræsentant. Tankegangen er, at der er ét parlamentsmedlem, der er ansvarlig for den pågældende valgkreds og har et personligt forhold til vælgerne der, hvor vedkommende er valgt ind.

Det betyder i praksis, at der ikke bliver givet nogen som helst parlamentspladser for hverken anden- eller tredjepladsen i en valgkreds. Hvis en politisk kandidat for eksempelvis det konservative parti får 1000 stemmer og en Labour-kandidat får 999, så får den pågældende valgkreds et konservativt medlem, og de 999 stemmer er spildt.

For omkring 65 procent af Storbritanniens 46 millioner registrerede vælgere betyder det, at deres stemme absolut ingen betydning har, fordi de bor i en valgkreds, hvor resultatet er givet på forhånd.

- Vi har et demokratisk problem. Vores system er pilråddent, og der er ingen, der tør sige det ligeud i den her valgkamp. Det er et problem, som ingen af de siddende politikere har lyst til at nævne ved navn, siger en tidligere regeringsrådgiver, der nu arbejder i en ledende politisk tænketank.

I Rotherham i det sydlige Yorkshire kan det eksempelvis være svært at finde en vælger, der overhovedet gider stemme. Gartner og blomsterhandler Carol Millard på 43 år siger, at hun direkte skruer væk på tv, når der kommer politikere på skærmen.

- Jeg magter ikke at se på det. Og jeg har ingen planer om at stemme. Politikerne gør alligevel ikke noget for sådan nogen som mig, og jeg føler ærlig talt, at jeg har hørt det hele før, siger hun.

UKIP og De Grønne

Man kan måske lettest illustrere problemet med tørre tal. Det britiske system betyder blandt andet, at selvom fem millioner britiske vælgere vælger at stemme på det EU-skeptiske United Kingdom Independence Party (UKIP), så kan det risikere kun at udmønte sig i 3-5 reelle pladser i det britiske parlament - det på trods af, at partiet ifølge de seneste meningsmålinger står til at blive det næststørste parti i omkring 100 valgkredse.

- Det er et problem, men i UKIP har vi lært at arbejde med den slags begrænsninger, siger kampagneleder i partiet Lisa Duffy.

Ifølge hende er planen at stille op i så mange valgkredse som overhovedet muligt i Storbritannien og dermed få etableret partiet som et troværdigt alternativ til de to etablerede partier Labour og Konservative, der er vant til at dele den politiske magt imellem sig.

- Det vil tage tid, men vi er i gang med at finde vores position, siger Lisa Duffy.

Som parti har UKIP først og fremmest talt for at melde Storbritannien ud af EU, begrænse immigrationen og forsvare især snævre engelske interesser, så det er ikke oplagt, at partiet på nogen måde vil kunne gøre fælles sag på nogle områder med det miljøbevidste parti De Grønne.

Undtagen når det lige gælder spørgsmålet om valgreform.

Det siger formanden for De Grønne, Natalie Bennett. Partiet har med sine 60.000 partimedlemmer flere aktive tilhængere end både UKIP og det lille regeringsparti Liberaldemokraterne, men indtil videre kun et enkelt parlamentsmedlem - ifølge Natalie Bennett på grund af valgsystemet.

- Vi fik lavet en meningsmåling, hvor vi spurgte folk, hvilket parti de ville stemme på, hvis de regnede med, at det kunne vinde. Dér sagde 24 procent De Grønne, siger hun.

- Det viser for mig, at det nuværende system ikke er demokratisk eller svarende til, hvad moderne britiske vælgere har brug for, mener hun.

Den skotske fordel

På den anden side af spektret befinder der sig det skotske nationalistiske parti, Scottish National Party (SNP), der på sin side nyder virkelig godt af systemet: Skotterne forventes at kunne veksle omkring en million stemmer til helt op mod 58 mandater. Noget, der vil gøre SNP til en afgørende magtfaktor i britisk politik med mulighed for at pege på den kommende premierminister.

For Skotland er det en forfriskende situation, siger lederen af SNP's parlamentsgruppe i Westminster, Angus Robertson. Han er vant til at lede en gruppe på fem politikere plus ham selv. Nu kan gruppens størrelse reelt blive tidoblet.

Det er noget, der har fået især konservative politikere til at advare om en nært forestående politisk katastrofe.

Tidligere premierminister John Major har blandt andet kaldt SNP's mulige indflydelse for ”en sikkerhedsrisiko”, og britiske aviser har udråbt partileder Nicola Sturgeon til ”Storbritanniens farligste kvinde”.

Selv Labour, partiets naturlige potentielle allierede efter det kommende valg, har taget afstand fra tanken om at skulle indgå i en formel koali-
tionsregering.

- For nogle politikere her i London er det skræmmende, at Skotland nu endelig står til at skulle få noget at have sagt omkring, hvordan vi fører politik her i landet. Men når man ser det fra skotternes side, så er der ikke mange i Skotland, der stemmer konservativt, og vi har haft en konservativ premierminister i de seneste fem år. Sådan fungerer demokrati jo nogen gange, siger han med et skuldertræk.

Og det er måske her, den stille britiske revolution bliver allermest tydelig. Ikke kun fordi SNP står til at fortrænge Labour i Skotland, der i årtier har leveret en betydelig del af det gamle arbejderpartis parlamentariske vægt, men fordi de britiske vælgere er ved at gøre op med den gamle tradition om at stemme strategisk. Det er et brud på, hvad man kan kalde det politiske duopol, hvor det reelt kun er muligt at stemme på Labour eller Konservative, hvis man ønsker at få politisk indflydelse på sit lands fremtid som brite.

Strategiske stemmer

Man kan forestille sig en situation, hvor man går ind til bageren for at købe et grovbrød, men bliver nødt til at gå hjem med fastelavnsboller for i det mindste at undgå at få trøffelkugler.

Det lyder absurd, men mange britiske vælgere er vant til at lave strategiske politiske beregninger i hovedet af den karakter: Jeg ville egentlig gerne stemme på De Grønne, men hvis jeg stemmer på det parti, så får Labour måske ikke nok stemmer, og så ender min valgkreds med en konservativ kandidat. Så vil jeg alligevel hellere have Labour, kunne være  en almindelig overvejelse, hvorefter stemmen går til, hvad der populært kaldes ”det mindst afskyelige alternativ”.

Det er en beregning, politikerne er vant til at håndtere og spille på i en valgkamp. Især har premierminister David Cameron advaret briter, der vil stemme på UKIP, blandt andet fordi de ikke mener, det konservative parti er skarpt nok, når det gælder emner som EU og immigra-
tion om, at de risikerer at gøre situationen meget, meget værre for Storbritannien ved at stemme på UKIP.

“Stem på UKIP og luk Labour indad bagdøren”, er et  af David Camerons mest brugte slagord i kampen om at lokke UKIP-stemmerne tilbage til Konservative.

Den form for tankegang kan gå hårdt ud over de mindre partier, fordi det kan få vælgerne til at vakle i sidste øjeblik, når de står med stemmesedlen i hånden og skal sætte deres kryds.

Men det her valg ligner ikke nogen andre valg.

Det siger blandt andet chefen for analyseinstituttet YouGov, Peter Kellner, der har beskæftiget sig med britisk politik som analytiker i mere end 40 år.

- Jeg har aldrig set et mere uforudsigeligt valg, siger han.

Han vurderer i lighed med andre analytikere, at briternes strategiske stemmeafgivninger er for nedadgående.

- Det er svært at forudse, hvad der konkret vil ske på dagen, men vi ser tegn på, at folk i protest stemmer på mindre partier, også selvom de ved, at stemmen potentielt er spildt. Det er en måde at sende et stærkt signal til politikerne på, siger han.

Natalie Bennett tror, at dette valg vil komme til at ændre, hvordan briterne stemmer, for altid, og at 2015 kan blive året, hvor Storbritannien indså, at der er brug for en valgreform.

- Jeg tror simpelthen ikke længere, vi kan opretholde et system, der holder så mange mennesker og partier udenfor reel demokratisk indflydelse. Hvis vi går tilbage til det samme gamle system, når stemmerne er talt op, så tror jeg, folk vil marchere i protest mod Parlamentet og kræve en reform, siger hun.