Den rørte Pind og aftrykket af en Barfoed
Den rørte Pind og aftrykket af en Barfoed
Det var en rørt Søren Pind, som i torsdags pludselig blev fraværende et øjeblik.
For en kort bemærkning var distancen mellem magtmennesket og privatpersonen nedbrudt, mens han sad i røgeriet i Allinge og beskrev sin skuffelse over ikke, at han i sin tid ikke var blevet valgt som Bornholms repræsentant i Folketinget.
På den måde var Pinds reaktion meget godt i pagt med ambitionerne for det Folkemøde, der blev på Bornholm 15.-18. juni med denne avis som mediepartner.
Beslutningstageren og folket kom tættere på hinanden – eller måske kunne man sige, at beslutningstageren pludselig fremstod som en del af det folk, han ret beset også er.
Her skete det for Søren Pind, men i Allinge nåede det også at ske for mange andre politikere af alle politiske farver.
Egentlig er hele den nye event svær at skrive om i generel forstand. Som mange avislæsere vil vide, var den forinden blevet beskrevet som et politisk svar på en Roskilde Festival. Og nøjagtig som man på Roskilde Festival går til forskellige koncerter med forskelligt udbytte, kom Folkemødets gæster også hjem med vidt forskellige oplevelser i bagagen, afhængigt af hvad de har opsøgt undervejs.
Det stod efterhånden klart, at dette ikke var passiv underholdning. Selv om det i høj grad handler om at lytte, for eksempel til Folketingets partiledere, som alle deltog, fik vi med en event at gøre, hvor ens egen tilgang og ambitionsniveau spiller ind – på godt og ondt.
Ting vendes på hovedet
Ligesom på Roskilde Festival blev tingene vendt på hovedet i forhold til, hvordan vi gør til daglig.
Politikere interviewede journalister, affaldsfisk blev tilberedt som god mad, og barskheden indfandt sig midt i harmonien, når man så de tavse flygtningestatuer midt i forsamlingen.
Det er dog stadig en gåde, hvorfor Lars Barfoed indvilligede i at få taget et aftryk af sin bare fod undervejs, men mystik skal der også til.
Ikke kun for journalister
Ved redaktionens slutning torsdag eftermiddag tydede alt dog på, at Folkemødet havde bestået sin svære opgave og vil komme igen næste år, som det også var hensigten – altså at det ikke kun var blevet et arrangement for journalister, der ville møde journalister.
Folket var ikke massivt tilstede, men dog tilstede. Skal man sætte de lidt mere kritiske briller på, kunne man sige noget om, at arrangementerne lå geografisk meget spredt, hvilket fik forsamlingen til at synes mindre, end den reelt var. Dertil lå mange events i den almindelige arbejdstid.
Der må dog retfærdigvis være plads til nogle uundgåelige begynderfejl, når man sætter noget som dette her i gang – og den slags forekom vel trods alt også på Roskilde Festival i 70’erne, må vi gå ud fra.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.