Kommunen.dk
MENU

Den politiske blockbuster afslører svagheder og tabuer

Både Anders Samuelsen og Pia Kjærsgaard har i dette efterår lanceret biografier, der kredser om en svær barndom, druk og kriminalitet. Bøgerne sælger glimrende og skriver sig direkte ind i kendiskulturen om ‘det hele menneske’.

Den politiske blockbuster afslører svagheder og tabuer

Både Anders Samuelsen og Pia Kjærsgaard har i dette efterår lanceret biografier, der kredser om en svær barndom, druk og kriminalitet. Bøgerne sælger glimrende og skriver sig direkte ind i kendiskulturen om ‘det hele menneske’.

Beretninger om Liberal Alliance-lederen Anders Samuelsens alkoholiserede far og den tidligere DF-formand Pia Kjærsgaards kriminelle bror er gået som varmt brød, siden biografierne ramte salgshylderne for lidt over en måned siden.

Jakob Kvist, der er kreativ direktør hos forlaget People’s Press, som har udgivet Samuelsens ‘Comeback Kid’, mener, at en del af årsagen skal findes i, at bøgerne skriver sig ind i en ny trend af yderst personlige fortællinger.

-  Vi vil meget gerne se de kendte mennesker udtrykke svagheder og personlige sider, og det uanset, om de er fodboldspillere eller politikere. Derfor har vi også i det her efterår set en række biografier, der er forsøgt lanceret a la: Jeg var alkoholiker, jeg har røget hash eller jeg har været utro. Og i den forstand er politikerne også en del af kendiskulturen. Det er blevet meget vigtigt at vise, at man er et såkaldt helt menneske, siger Jakob Kvist, der mener, at både Kjærsgaard og Samuelsen er mere åbenmundede omkring private ting, end vi hidtil har været vant til.

Journalist Louise Raaschou, der var ghostwriter på bogen ‘Henriette Kjær – Indtil nu’, der udkom i 2005 på Ekstra Bladets Forlag, mener, at forlagene efterspørger politikerbiografier, hvor vi kommer ind i de mest intime dele af privatlivet.

- Når en politiker åbner op for at lave en biografi, så har de på en eller anden måde også accepteret at åbne for alt det private. Hvis man skal sælge ideen om en politikerbiografi til et forlag, så skal der være et nyt, interessant, personligt perspektiv.

Midt i karrieren

Hos Gyldendal kan forlaget allerede berette om ‘et glimrende salg’ på 15.000 eksemplarer af Kjærsgaards ‘Fordi jeg var nødt til det’, og hos People's Press, der ikke vil afsløre salgstal, fortæller Jakob Kvist, at ‘Comeback Kid’ sælger ganske flot, dog ikke på niveau med den tidligere DF-formand.

- Der har generelt ikke været tradition for, at politiske biografier har solgt særlig godt. Så i det lys sælger de to bøger ualmindelig flot, og de kommer bredere ud, end man har været vant til, at traditionelle politiske bøger og biografier har gjort.

Men redaktionschef for faktaredaktionen hos Gyldendal, Louise Haslund-Christensen, vil ikke tale om en ny tendens, da biografier altid har rummet et miks af realpolitik og personhistorie. Hun mener dog, at der er sket en generel udvikling indenfor genren de sidste 10-15 år.

- Det er i dag flere yngre folk, som bliver biograferet end tidligere, hvor man typisk først ville se bøger efter endt virke, siger hun.

Jakob Kvist er enig.

- Den der klassiske idé om, at en biografi kommer ved afslutningen af ens karriere, er forladt, og en politiker kan sagtens nå at lave flere bøger, siger han og fortæller, at Samuelsen oprindelig havde en ledelsesbog i tankerne, som dog tog en noget anden drejning. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR