Det er nærmest blevet en folkesport at slå løs på Villy Søvndal og SF. Selv de mindste sager kan blive til store negative historier i medierne. SF og Søvndal har da også kvajet sig både med dumme enkeltsager og interne skænderier. Da partiet heller ikke har været gode til at få synlige politiske resultater ud af regeringssamarbejdet, har meget af tumulten været selvforskyldt.

Optur i nedturen 

Men nedturen har ikke ramt alle SF’erne. Skatteminister Thor Möger Pedersen – landets yngste minister – har midt i al balladen formået at høste succes. Han får som en af få SF’ere ros i medierne og har blandt andet leveret et skatteudspil, som er blevet taget godt imod i brede kredse. Möger har også fint håndteret den ellers komplekse skatteskandale, hvor i øvrigt hans egen departementschef spiller en central rolle.

Internt i partiet er Thor ­Möger da også rykket frem i geledderne. Villys tidligere stærke mand på de interne linjer, Ole Sohn, er blevet fuldstændig vingeskudt af al balladen om den kommunis­tiske fortid. Thor Möger er derfor rykket forbi Sohn i det interne hierarki og indtager rollen som SF-sheriffen, som styrer butikken, når Søvndal er på job udenbys.   

Möger har også fået tilkæmpet sig en nøglerolle i regeringssamarbejdet. Han er pot og pande med finansminister Bjarne Corydon, som han i årene op til valget havde et tæt samarbejde med i forhold til at designe S-SF-alliancen. Derudover har han også meget magt, fordi han sidder i K-udvalget, hvor regeringens syv mest magtfulde ministre ugentligt koordinerer den politiske linje.  

En mulig kronprins 

Mögers succes midt i SF’s nedtur har medført, at flere er begyndt at nævne ham som kommende partiformand, når Søvndal på et tidspunkt forlader posten. Men trods Mögers aktuelle succes er der lang vej til formandsstolen, og ikke bare på grund af den unge alder. Der er særligt to forhindringer, der skal forceres, hvis det skal lykkes for ham at blive formand:

For det første skal Thor ­Möger på en eller anden måde få tilegnet sig noget vælgertække, for p.t. virker han på ingen måde som en magnet over for vælgerne. Selv om han dagligt var i medierne under valgkampen, var Möger ikke tæt på at få stemmer nok til at blive valgt ind i Folketinget. Når han udtaler sig i medierne, minder han også mere om en embedsmand end en politiker. Han er nødt til at finde politikeren frem, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at blive partileder. De støvede ’Lars Barfoed’­-typer har det meget svært i et mediedemokrati, og en partileder skal kunne tale til følelserne frem for hovederne, hvis de for alvor skal have fat i vælgermasserne. 

Ikke elsket internt 

Den anden forhindring udspringer af. at Mögers aktuelle succes i medierne og hos meningsdannerne ikke på samme måde afspejles internt i SF. Udover Villy’s opbakning har han et hold af unge SF’ere omkring sig, som for eksempel den politiske ordfører Jesper Petersen og sundhedsminister Astrid Krag. Men Mögers base er heller ikke meget større end det. Mange af de øvrige topfolk i SF har svært ved at se lyset i ham. De opfatter det f.eks. som et paradoks, at ­Möger har været chefdesigner på den strategi, der resulterede i et katastrofalt valgresultat, og at han i stedet for at blive stillet til ansvar for valgnederlaget bliver hædret med en tung ministerpost. 

Ligeledes er der også mange i baglandet, der mener, at Möger har flyttet partiet alt for meget til højre over mod Socialdemokratiet. Klassiske grønne og røde SF-værdier er forsvundet i den manøvre, og det har åbnet en kæmpe flanke til Enhedslisten. I Mögers første tid som minister er der intet, der tyder på, at han vil forsøge at stoppe blødningen til Enhedslisten, og det frustrerer mange i baglandet. 

Baglandets utilfredshed bliver Möger nødt til at tage alvorligt, for det bliver med stor sandsynlighed en urafstemning blandt partiets medlemmer – som det var sidste gang – der skal afgøre, hvem der bliver ny formand. Derfor ligger der et kæmpe arbejde med at overbevise baglandet, hvis han på et tidspunkt skal gå efter formandsposten. Skulle SF’s bagland til valg nu, er der ikke mange, der spår Möger nogen chancer. 

Så trods Mögers aktuelle popularitet i medierne og hans stærke position internt i SF og regeringen er der nogle store forhindringer, der skal klares, før han kan tage næste skridt i sin politiske lynkarriere.