Det er ikke til at se, at der er valg i Norge. Oslo ligner sig selv på en regnvåd mandag. Ingen valgplakater, ingen politikere på gaden, ingen røde roser fra Arbeiderpartiet og ingen blå bolsjer fra Høyre. Kun sorte paraplyer, massevis af japanske turister og almindelig hverdagstravlhed.

- Vi har sparet valgplakaterne væk og satset på den digitale kommunikation i år. Folk går jo alligevel og kigger ned på deres telefoner, når de går på gaden, siger kommunikationsrådgiver for Miljøpartiet De Grønne, Anders Skyrud Danielsen.

Det er ulovligt at føre valgkamp på valgdagen. Og i dagene før valget falder kampgejsten til et minimum. På valgdagen 14. september er alle kandidaterne til bystyret derfor listebærere. Det vil sige, at de står ved indgangen til valgstederne med en liste over partiets kandidater og ønsker godt valg.

- Vi håber, at et sidste blik på kandidaterne kan få vælgerne til at stemme på os, selvom det er ulovligt at føre valgkamp på selve valgdagen, siger Anders Skyrud Danielsen.

Magtens pris er et bedre klima

Selvom valgkampen er nærmest usynlig i gadebilledet, har det været en heftig valgkamp. Kandidaterne til posten som byrådsleder fra de to store partier, Arbeiderpartiet og Høyre, er blevet kørt i stilling som til en præsidentvalgkamp. TV-dueller mellem Arbeiderpartiets Raymond Johansen og Høyres Stian Berger Røsland understreger, at genindførelsen af grundskyld har været det emne, der kunne hæve temperaturen mest i de politiske debatter.

Da valget var slut, stod den røde fløj med 26 pladser og den blå fløj med 28 i bystyret. De sidste fem pladser gik til Miljøpartiet De Grønne, som nu selv kunne bestemme, hvem der skulle have magten.

Indtil videre har de givet den til Arbeiderpartiet, som er ved at sammensætte et bystyre. Men kun indtil videre. Ved redaktionens deadline er forhandlinger stadig i gang, og hvis ikke Miljøpartiet De Grønne får nok krav gennemført - herunder om borgmesterposten - vil de ikke udelukke, at de kan tage magten fra Arbeiderpartiet igen og give den til Høyre.

[intense_hr title="Mandater fordelt på norske partier"]

[intense_hr size="large"]

Bystyret i Oslo fungerer anderledes end i andre norske og danske byråd og opererer med både en borgmester og en byrådsleder. Borgmesteren er ordstyrer og repræsenterer byen. Byrådslederen er 'statsminister' for byen og leder byrådet, der er en slags ministerium i bystyret. Byrådet fremsætter de forslag, som bystyret skal vedtage.

Brede samarbejder

- Bare fordi  vi har arbejdet sammen i oppositionen og kæmper for et grønnere Oslo, gør det os ikke til socialister. Vi er gået til valg på at samarbejde med dem, som vil give os den bedste klimapolitik. Så nu vil vi shoppe lidt, og så får vi se, hvem vi skal samarbejde med, sagde partiets spidskandidat, Lan Marie Nguyen Berg, på valgnatten, da hun talte til et festende grønklædt parti, der fejrede en sejr, de heller ikke selv havde forudset.

Det er miljøspørgsmålet, der er vigtigst for De Grønne. Partiet er gået til valg på, at motorvejen ind til Oslo ikke skal udbygges. De vil have en bilfri bymidte, mere kollektiv trafik og en større klimaindsats i kommunen. Og så går partiet ind for at genindføre grundskylden.

Hvis de nuværende forhandlinger bærer frugt, de seneste udmeldinger holder, og magten tilfalder Arbeiderpartiet, vil Raymond Johansen stå overfor en svær opgave: Han skal samle partierne helt fra det yderste venstre med Rødt og Sosialistisk Venstreparti over til det liberale Miljøpartiet De Grønne.

Formanden for Fremskrittspartiet i Oslo, Carl I. Hagen, sagde det meget præcist på valgnatten:

- Hvis Raymond Johansen skal styre sammen med Rødt, MDG og SV, kommer han til at få grå hår relativt tidligt.

Sender Miljøpartiet derimod mod forventning byrådslederposten over til Høyre, kan Stian Berger Røsland se frem til at få grå hår endnu tidligere. I så fald skal han nemlig navigere i et byråd med både Fremskrittspartiet, Venstre, Kristelig Folkeparti og Miljøpartiet De Grønne.

Det kan vise sig som noget af en udfordring, for magten har en klima-pris, og den er Fremskrittspartiet langtfra villig til at betale. I den anden ende har opbakningen fra Fremskrittspartiet også en pris i forhold til at mindske indvandringen, hvad De Grønne bestemt ikke er villige til at gå med til.