Det var så den sommer. Og sikken én af slagsen – vi havde næsten glemt, at den danske sommer kan være sådan, med varme, solrige dage og lyse aftener og nætter.

Og politikerne har ladet os være i fred til at nyde sommeren og få afslapningen til at brede sig i hele kroppen – også hovedet. Der har stort set kun været de obligatoriske klovnerier, kiksede udtalelser fra folketingsmedlemmer, man knap kendte eksistensen af. Og håbløse prøveballoner, der fluks er blevet skudt ned af andre politikere.  

Men det har alt sammen været befriende nemt at skubbe til side.

Nåe ja - så eksploderede skandalen om ejendomsskatterne, og en imponerende stribe af Venstres topfolk står, som om både livrem og seler har svigtet dem. Og det er ikke noget specielt kønt syn. Men tankevækkende er det. Danskerne har tilsyneladende tænkt sig at stemme på Løkke og hans håndgangne mænd, uanset hvad de bliver grebet i og uanset hvor lønmodtagerfjendsk en politik de falbyder.  

Og har der så slet ikke været noget, der har kunnet vedligeholde den sunde indignation over tidens tendenser og rigets skæve kurs? Jo da. For eksempel undslipper man jo ingen steder de triste konsekvenser af markedsøkonomien og det, der med en besynderligt misvisende betegnelse kaldes ’den frie konkurrence’.

Den fører som bekendt til systematisk koncentration af værdierne. Færre og færre, større og større aktører sætter sig på mere og mere. Og de kan bestemt ikke lide konkurrence. Dén mekanisme kan man også finde ude på kanterne af Danmark.

Cold Hawaii

Kæresten og jeg tilbragte blandt andet en uge i Klitmøller – et lille forhenværende skude- og fiskersamfund på den jyske vestkyst midt i Nationalpark Thy. Skudefarten, der gjorde Klitmøller til et rigt sted, indtil Limfjorden blev åbnet mod Nordsøen (Vesterhavet) og andre overtog den lukrative handel, sluttede for mere end 100 år siden. Og det bæredygtige og engang givtige kystfiskeri sluttede for årtier siden, og kutterne flyttede til Hanstholm.

Nu er der sommerhuse, nogle få hundrede fastboende, en håndfuld butikker og spisesteder – det sidste kun i sommerhalvåret. Men eventyret med ’Cold Hawaii’ og de mange surfere, der kommer fra hele Europa, har betydet, at Klitmøller som den eneste by i Thy har oplevet en tilvækst af fastboende.

På nettet så jeg til min store glæde, at Klitmøller Kro, der har ligget tom, forladt og forfalden i adskillige år, skulle åbne igen. I foråret fik jeg selvsyn for, at der var fuld gang i renoveringen af den gamle bygning, og på nettet kunne man læse om det kulinariske koncept, kroen skulle arbejde efter.

Alle glade forventninger blev skudt ned, da vi besøgte det lille lokale sommerhusbureau for at få nøgle til det lejede sommerhus. Indehaveren hedder Grandjean, og han er trods navnet en stovt vestjyde og fritidsfisker, der altid er i godt humør. Og han kunne på min forespørgsel fortælle, at vi ikke skulle sætte næsen op efter at besøge den genopståede kro.

For knap var kroen åbnet, før den lokale restaurant, der ejes af nogle entreprenante folk fra Aalborg og med succes markedsfører sig med et ikke særligt imponerende men billigt fiskebord og en blændende beliggenhed højt i klitterne med vue over Vesterhavet, fik stoppet denne åbenbart truende konkurrent. Den renoverede kro blev simpelthen opkøbt af folkene fra Aalborg, der straks forvandlede kroen til en slags vandrerhjem og værelsesudlejning. Kunderne bliver så henvist til at spise og drikke på deres fiskerestaurant ude i klitterne.

Det var så dét lokale initiativ og de arbejdspladser. Jeg ved ikke, hvordan de bar sig ad med at overtage kroen, men vi kender jo den udlånspolitik, banker og kreditforeninger praktiserer i Udkantsdanmark. Og hvordan den frie konkurrence udfolder sig overalt.

Den sidste bid brød

Klitmøller havde også gennem mange år en god bager, der så sent som sidste år solgte frisk brød og kager. Nu står bygningen tom og forladt til stor beklagelse for byens beboere, der savner det gode brød.

- Det var en god bager, som Grandjean udtrykte sin beklagelse - og kunne samtidig ikke helt skjule sin forargelse.

Klitmøller har én dagligvarebutik. Købmanden sidder med andre ord på en ganske betragtelig del af handlen i byen, men kunne åbenbart ikke få nok. Så for et par år siden fik butikken også en afdeling med frisk brød og kager. Og det var altså mere, end den ellers veletablerede bager kunne klare. Så han måtte til sidst lukke, og købmanden kunne gnide sig i hænderne over at have overtaget den sidste bid af dagligvarehandlen i Klitmøller.

Det er mig fortsat en gåde, hvordan de mange, der hylder markedsøkonomi og fri konkurrence som det eneste bæredygtige og sunde system, er i stand til fuldkommen at ignorere resultaterne, som eksemplerne fra Klitmøller kun er et lille, beskedent eksempel på.