Kommunen.dk
MENU

Demokratisk fremskridt med skæve nedstreger

Demokratisk fremskridt med skæve nedstreger

25. maj 2014
Knud Abildtrup
KNUD ABILDTRUP
REDAKTØR PÅ DKNYT.DK
DKNYT
Email
Journalist og redaktør på dknyt. Tidligere ansættelser: Horsens Folkeblad, StrukturMagasinet. Arbejdsområder: Det danske offentlige univers – især det kommunale felt. Bor i Alken i Skanderborg Kommune. Webredaktør på alken.dk. 

Det så ikke ligefrem smukt ud, men hvis det fungerer, så har vi at gøre med et teknisk og demokratisk nybrud, der må kunne få forfrosne partimedlemmer til at vinke farvel til mange lørdage foran SuperBrugsen med blanketter: Med lige så få indtastninger som, hvis man vil købe en norsk sweater på Trendsales, og færre, end hvis man vil bestille en flyvetur til Faro, kan man nu skrive under på en digital vælgererklæring for et parti, der vil i Folketinget.

De små partier har i årevis anglet efter, at it-teknologi og brugervenlighed også skulle brede sig ud til denne ikke uvæsentlige afkrog af dansk demokrati: Hvordan man indhenter de omkring 20.000 underskrifter, der skal til. Og nu – før NemID-løsningen er på plads – har Økonomi- og Indenrigsministeriet såmænd anerkendt en privat løsning, der nu er stillet til rådighed for’Dukkepartiet’.

Partiet beskriver sig selv som ’et samlingspunkt for alle, der hverken kan eller vil stille sig tilfreds med den aktuelle udformning af det politiske landskab. Partiet består af en gruppe borgere, der ønsker at tage et opgør med vores demokratiforståelse. Et opgør, der skal udstille tomheden for derigennem at genstarte demokratiet.’

Selverklæret mistillidserklæring

Med egne ord er Dukkepartiet ’en mistillidserklæring til politikerne. Vi er trætte af politikere, der angriber andre politikeres troværdighed fremfor selv at være ansvarlige, bruger tid på at danse tango eller lave frikadeller på tv fremfor at tale om politik, lyver om og bortforklarer deres egne fejl, lovgiver om arbejdsmarkedet, men aldrig har haft et rigtigt job, lader spindoktorerne designe deres holdninger, skifter parti midt i en valgperiode, lytter mere til meningsmålinger end egen politisk overbevisning.’

Altså et protestparti, der endnu ikke har så meget på sit eget program. Så vidt så godt. Og med det foreløbige ikke-program vil partifolkene, der med masker vil anråbe, hvad de ser som politisk tomhed, nok ramme ganske mange danskere, ligesom forskellige udgaver af Piratpartiet tidligere er lykkedes med i andre europæiske lande.

Ikke smukt – men det fungerer

Men tilbage til de digitale underskrifter, for denne signatur skulle lige prøves af til det formål. En demokratisk nyskabelse ser man jo ikke sådan hver dag.

På almindelig vis taster man det meste ind, men øje-hånd-koordineringen kommer så på prøve, når man med musen skal skrive eller rettere tegne datoen og sin underskrift med rødt i to felter.

Når man ser bort fra, at softwaren opsnapper optræk til lodrette nedstreger i skribentens rystende håndskrift og transformerer dem til snorlige vertikale linjer, så en grafolog må få en ganske særlig udfordring ved et nærmere studie, så fungerer det vist meget godt - Men ikke smukt.

I hvert fald, når man vurderer gevinsten: Bortfaldet af det langtrukne administrative helvede, partifunktionærer fra blandt andet Retsforbundet, De Grønne og Kristendemokraterne er blevet trukket rundt i – med postforsendelse af papirblanketter frem og tilbage mellem myndigheder og underskrivere, hvilket bare i porto har været en noget dyr affære.

Først i 2015 forventer ministeriet at komme med en løsning fra NemID – som jo også har sine dårligdomme at slås med – for eksempel Java. Og det bliver så udelukkende partier, der stiller op til Folketinget og Europa-Parlamentet. Om kommunal- og regionsrådsvalg kommer ind i billedet senere, er endnu uvist.

Først må Dukkepartiets teknik afprøves og følges. Og der kan jeg jo så glæde mig over, at mit for- og efternavn godt kunne stå i feltet – og at jeg for eksempel ikke hedder Sebastian Schaffalitzky de Muckadell. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR