De lokale valutaer bliver flere og flere
De lokale valutaer bliver flere og flere
De gør byen mere markant, berømt og bæredygtig, fordi det får folk til at handle mere lokalt. Bristols karismatiske borgmester George Ferguson var ikke i tvivl, da han i 2012 indtog rådhuset i den gamle vestengelske industriby: Han ville have hele sin borgmesterløn på godt en halv million kroner udbetalt i den lokale møntfod, Bristol Pound.
- Det er selvfølgelig forpligtende for mig, men jeg vil gerne tilskynde andre til at bruge Bristol Pounds. Og der er allerede sket det, at efter jeg meldte det ud, er flere lokale forretninger begyndt at bruge dem, fortalte han til ITV.
Siden er det strømmet ud med de lokale pengesedler, der bærer motiver lavet af lokale kunstnere, kan veksles én til én med det nationale britiske pund og bruges både med et sms- og app-betalingssystem rundtom i byen.
Bristol Pounds er en del af en international trend, hvor lokalsamfund forsøger at styrke den lokale sammenhængskraft med deres eget lokale betalingsmiddel.
I både Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Holland og Østrig er man med EU-midler i ryggen begyndt at eksperimentere med de lokalpatriotiske ‘community currencies’, og herhjemme arbejder Alternativet på, at det også skal udforskes i en dansk kontekst.
- Vi vil gerne skabe vished om det lokale forbrug og skabe nærhed og ejerskab i lokalsamfundet. Vi har set, at der har kørt forsøg med de lokale økonomier flere steder i Europa, og det har oftest skabt en stærkere lokal sammenhængskraft, forklarer økonomiordfører Josephine Fock.
Lokal vækst
Med de lokale valutaer skaber man i teorien en lokal multiplikatoreffekt, hvor man så at sige isolerer en del af sin vækst indenfor et bestemt geografisk område fremfor at gavne de større nationale og multinationale selskaber. Samtidig har det lokale forbrug ofte en grøn profil, da varerne ikke skal transporteres så langt.
- Det passer godt ind i vores ønske om at tænke værdier på en anden facon, men det er bestemt ikke vores ønske at afskaffe kronen på nogen som helst måde. Den skal selvfølgelig fortsat fungere ved siden af, siger Josephine Fock.
Hun har stillet spørgsmål til både Finansministeriet og Skatteministeriet om, hvorvidt det vil være lovligt at lancere lokale valutaer herhjemme, og umiddelbart kan det godt lade sig gøre, så længe man husker at betale skat og systemet ikke vokser sig for stort. Det er nemlig Nationalbanken, der har eneret på at udstede penge i Danmark, ligesom Bank of England har det i Storbritannien. Men i Storbritannnien har man juridisk valgt at sidestille de lokale valutaer med vouchers, så der altså ikke er tale om penge, men derimod lokale gavekort, du handler med.
- Selvom de lokale valutaer på en række områder kunne påvirke det britiske finansielle system, så udgør de på grund af deres størrelse i forhold til den samlede økonomi ingen risiko endnu, konkluderede en rapport fra Bank of England i 2013.
[caption id="attachment_42239" align="aligncenter" width="810"] I Bristol har George Ferguson valgt at få sin borgmesterløn udbetalt i lokalvalutaen Bristol Pounds. Foto: Polfoto[/caption]
Alternativ værdi
Hvorvidt de lokale valutaer har vist sig som en succes, er svært at måle. Men flere rapporter fra den engelske tænketank New Economics
Foundation peger i positiv retning. Bank of England peger også på en vis øget velfærd, hvis priskonkurrencen ved lokale varer fremfor udenlandske bliver mere reel. Omvendt er der også en række mulige farer i form af falskmøntneri og i tilfælde af, at forhandlere bliver så låst fast i at sælge lokale varer, at de bliver for dyre at handle hos for forbrugerne.
Herhjemme har ideen faktisk tidligere været afprøvet på fristaden Christiania, hvor du fra 1971 til 2005 kunne betale med deres egne mønter, heriblandt møntfoden en fed - de fungerede dog i høj grad også som en slags souvenir.
Med nutidens mobile betalingssystemer er der imidlertid skabt nyt håb her i post-krisetiden om at lave et mere reelt lokaløkonomisk system, som i Bristol også indebærer en bank, hvor du kan oprette en konto i Bristol Pounds.
- Der er enormt meget snak om land/by-problematikken i de her år, og her forestiller jeg mig bestemt, at det vil kunne styrke landdistrikterne, siger Josephine Fock fra Alternativet, der også bakker op om det såkaldte Art Money-initiativ, hvor du betaler med kunst i stedet for penge.
En håndfuld af partiets medlemmer har betalt deres kontingent med kunst.
- Det giver os den værdi, at vi kan se på et smukt kunstværk. Det repræsenterer en reel værdi, som vi konverterer til et partimedlemskab hos os. Vi vil gerne synliggøre, at penge ikke er det eneste betalingsmiddel for os, forklarer økonomiordføreren.
[intense_content_box border_style="dotted"]
Idé
Idéen er kort sagt at lave en klub af lokale forbrugere, der bruger deres penge hos lokale forhandlere, som handler hos lokale leverandører. Disse betaler lokal skat og bruger lokal arbejdskraft, og på den måde skaber man et lokalt økonomisk kredsløb.
Metode
Valutaen veksles oftest 1:1 med den nationale valuta, mens det koster et mindre gebyr at veksle tilbage, ligesom der typisk vil være et gebyr for forhandlerne, hvis de køber varer fra leverandører, der ikke er lokale. Det skaber et økonomisk incitament til at handle lokalt.
Svaghed
Hvis forhandlerne får en overvældende stor del af deres varer betalt med den lokale valuta, bliver de tvunget til at handle mere lokalt, og det kan i sidste ende betyde højere priser, som gør det svært for dem at konkurrere.
Styrke
Forhandlerne oplever ofte en øget efterspørgsel fra folk, der vil være med i ordningen, og det gør det attraktivt. Samtidig kan der spares penge på transport og energiforbrug til at importere varer.
[/intense_content_box]
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.