De ligger på lur bag busken på din vej. De følger med i, hvad du skriver på din Facebook. De tjekker dine konti. Og de kommer på uanmeldt besøg, hvis de på en af de mange anonyme hotlines har fået et tip om, at du snyder.

Selvom man muligvis kunne foranlediges til at tro det, er ovenstående ikke et eksempel på, hvordan politiet arbejder på at optrævle alvorlig kriminalitet. Derimod er det et eksempel på det arbejde, der i en række af landets 98 kommuner foregår for at bekæmpe blandt andet socialt bedrageri.

I 2013 rullede DR-dokumentaren ”Aktion Socialt bedrageri” henover tv-skærmene. Her kunne vi følge de nyetablerede kommunale kontrolgruppers arbejde med at kontrollere, afdække og efterforske muligt snyd med sociale ydelser blandt kommunens borgere og ikke mindst opleve, hvilke – ofte retssikkerhedsmæssigt betænkelige – midler kommunerne ved indsatsen tager i brug. Dokumentaren er dog ikke blot en ”kriminalserie” om kommunale kontrolinstansers arbejde. Det er ligeledes – og omend endnu vigtigere – et eksempel på den udvikling, der over de senere år er sket i kommunernes opgaver og roller og ikke mindst i de beføjelser, kommunerne har fået i kølvandet herpå.

Landets 98 kommuner danner rammen om vores hverdag. Det er her, vi bor. Det er her, vores børn bliver passet i vuggestue eller børnehave, går i skole eller i klub, medens vi er på arbejde. Og det er her, vi søger om hjælp, hvis vi er kommet i en vanskelig økonomisk eller social situation. De vigtigste kommunale opgaver og ansvarsområder har således traditionelt set altid været den borgernære service og dermed ældreomsorg, vuggestuer, børnehaver og dagpleje, folkeskoler, biblioteker og kommunens fysiske planlægning i form af for eksempel veje, naturarealer, anlæg med mere.

Men selvom kommunernes opgave som service- og omsorgsorgan i forhold til deres borgere traditionelt set betragtes som værende kommunernes primære opgave, er det en helt anden type opgave, der over de seneste år og ikke mindst i kølvandet på finanskrisen og den heraf øgede økonomiske bevidsthed har fået voksende betydning: Nemlig kommunernes rolle som kontrollant, administrator og efterforsker.

Den økonomiske krise har blandt andet resulteret i et forstærket politisk fokus på, at velfærdsmidlerne ikke ender i de forkerte lommer. Og kommunernes opgaver med at sikre og kontrollere, at ingen uberettiget modtager sociale ydelser eller støtte, har derfor fået højere prioritet.

Kommunernes opgave har således bevæget sig fra at være servicering af borgerne til nu at ligge snublende tæt på de opgaver, vi i en retsstat tillægger politiet, der opererer efter nogle langt mere omfattende retssikkerhedsgarantier i retsplejeloven. Kommunerne står nu for, hvad der minder om efterforskning og afhøringer med indhentning af beviser med kommunale social- og kontrolarbejdere som politi og anklager, som ved hjælp af registre, uanmeldte besøg og anonyme anmeldelser har til opgave at kontrollere og overvåge borgerne. Det øgede økonomiske fokus og dermed også indsatsen for at bekæmpe socialt bedrageri har således resulteret i en perlerække af lovforslag, som på forskellig vis har udvidet og styrket kommunernes muligheder for og beføjelser til at kontrollere og overvåge deres borgere.

Eksempelvis har kommunerne med etableringen af Udbetaling Danmark i 2010 fået udvidede beføjelser til uden retskendelse eller krav om mistanke og borgernes samtykke at indhente oplysninger om blandt andet borgeres økonomiske forhold fra arbejdsgivere, arbejdsløshedskasser og andre myndigheder. Udbetaling Danmark kan også få personoplysninger fra andre myndigheder og sammenligne dem med de oplysninger, de allerede har. De kan foretage samkøring af oplysninger om andre personer, for eksempel ydelsesmodtagerens ægtefælle, samlever, tidligere ægtefælle, tidligere husstandsmedlemmer og personer, der har eller tidligere har haft forældremyndighed over ansøgerens eller ydelsesmodtagerens barn. På den måde risikerer vi alle – uanset om vi har modtaget sociale ydelser eller ej – at ende i kommunernes søgelys og få gransket og delt vore private oplysninger uden egen viden herom.

På samme måde har også andre offentlige myndigheder fået vidtrækkende adgang til danskernes personlige oplysninger. Det gælder blandt andet SKAT, der med hjemmel i skattekontrollovens § 8D kan forlange oplysninger om almindelig borgeres teledata, rejseaktiviteter, korrespondance med advokater, revisorer med videre udleveret uden forudgående retskendelse, hvis SKAT selv skønner, at informationerne er af ”væsentlig betydning” for skatteligningen.  SKAT har dermed umiddelbar adgang til oplysninger, som politiet alene kan få udleveret med en forudgående retskendelse. Også når det gælder uanmeldte besøg og adgang til privat ejendom har det offentlige fået udvidede beføjelser. Eksempelvis har SKAT med loven om bekæmpelse af sort arbejde (L 170) fået mulighed for at bevæge sig ind på privat ejendom uden retskendelse alene på baggrund af, at der på ejendommen foregår byggeri og håndværkerarbejde. I 2014 fandtes der således hele 265 lovgivningsmæssige hjemler, som giver myndigheder adgang til at gøre indgreb i privatlivet uden retskendelse. Til sammenligning var antallet af hjemler 111 i 1996 og 185 i 2003.  Hertil skal lægges, at kommunerne ofte foretager såkaldte koordinerede kontrolaktioner i samarbejde med myndigheder såsom SKAT og dermed indirekte nyder godt af de øgede beføjelser, som disse myndigheder får tildelt.

Udviklingen i kommunerne og generelt i forhold til offentlige myndigheder tegner således et klart billede af, at myndighederne ikke længere primært blot er til for borgerne. Tværtimod vægtes myndighedernes mulighed for kontrol, indsigt og overvågning ofte højere end borgernes retssikkerhed og grundlæggende rettigheder. Tidligere hørte man ofte fra politisk side, at vi i Danmark værner om privatlivets fred og boligens ukrænkelighed, og at indgreb i disse grundlæggende rettigheder således kun måtte finde sted i tilfælde af særlig alvorlig kriminalitet samt terror og trusler mod statens sikkerhed. Her opererede man ligeledes med, at politiet og efterretningstjenesterne skulle have en retskendelse, før de kunne gøre noget. Men i dag er en retskendelse og prioriteringen af privatlivets fred nærmere undtagelsen end reglen. Med mange små skridt har vi således bevæget os i en retning, hvor alle mulige andre hensyn – for eksempel kampen mod socialt bedrageri, skatteunddragelse og social dumping – kan retfærdiggøre indgreb i privatlivets fred. Med ganske små, men vedvarende indgreb udhuler vi således løbende de grundlæggende rettigheder og retssikkerhedsgarantier, som danner hele fundamentet for vores liberale demokrati og retsstat. Og hvis udviklingen med øget dyneløfteri og fri adgang for myndigheder til personfølsomme data fortsætter, ender vi med at vende hele styrkeforholdet mellem borger og stat på hovedet.

Spørgsmålet er derfor, om vi ønsker et samfund, hvor kommunen ikke længere er til for borgerne, men borgerne til for kommunen? Hvor vi løfter hinandens dyner, kigger hinanden over hækken, anonymt anmelder vores kolleger, naboer eller venner? Om vi virkelig vil gå fra at betragte vores kommuner som et serviceorgan med fokus på varme hænder til en kold og kalkulerende kontrollant.