Det har en række negative konsekvenser at være anbragt som barn.  Tidligere anbragte børn har senere i livet et dårligere helbred, lavere uddannelse og er mere kriminelle end andre børn fra samme vilkår, som ikke har været anbragt uden for hjemmet.

Det er den korte sammenfatning af en ny undersøgelse fra Det Nationale Center for Velfærdsforskning (SFI). En konklusion der skriver sig direkte ind i den verserende debat om, hvordan kommunerne skal prioritere på området for udsatte børn for at få sat en stopper for de stigende udgifter. 

Over hele landet gøres der utallige forsøg på at opbygge foranstaltninger, der skal forebygge og afværge anbringelser. Både med støtte til ­familien i hjemmet og med øget brug af dagbehandlingstilbud.

Med den nye undersøgelse fra SFI er der tilsyneladende kommet endnu et godt argument for at fortsætte udvikling hen imod at begrænse og reducere antallet af anbringelser. Men kun tilsyneladende. 

For spørger man den hovedansvarlige bag undersøgelsen, så vil det være en helt forkert konsekvens at drage på baggrund af konklusionerne.

”Vi ved, at de børn, der anbringes uden for hjemmet i dag, kommer fra vilkår, der ligger meget langt under gennemsnittet. Samtidig har mange af dem alvorlige problemer i forhold til skole og deres psykiske helbred. Så det er simpelthen ikke realistisk at forestille sig, at vi i stor skala kan gøre noget andet,” siger Tine Egelund, der er programleder på SFI.

Misfortolkning mulig

Hun synes, at det er godt og fornuftigt, at kommunerne eksperimenterer med nye forebyggende metoder. Men man skal holde sig for øje, at det grundlæggende set er to forskellige målgrupper, der kan hjælpes gennem forebyggelse og anbringelser. 

Det er derfor vigtigt for Trine Egelund at få nuanceret resultaterne af undersøgelsen ’Tidligere anbragte som unge voksne’. For det kan godt bekymre hende, hvordan de overordnede konklusioner vil blive læst og handlet på i nogle kommuner. Særligt fordi undersøgelsen også viser, at de børn, der er anbragt, rent faktisk har brug for det.

”Hvis man tolker det her for firkantet, så kan det jo – specielt i de her tider – forlede nogen til at tro, at så må vi hellere undgå anbringelser. Men det kan jo betyde, at børn faktisk ikke får en anbringelse, selv om det er svært at se, hvordan de skal kunne vokse op og klare sig nogenlunde uden,” siger Tine Egelund.

Hønen eller ægget

At måle effekterne af anbringelser og lignende sociale tiltag er mildt sagt svært. Det har igennem tiden kostet mange forskere grå hår at finde ud af, hvordan man bedst muligt isolerer effekten af en anbringelse. 

Særligt fordi det er etisk uforsvarligt at trække lod om, hvorvidt et barn skal tilbydes den type indsats eller ej. Det er ellers sådan, man inden for den medicinske forskning med succes har målt på effekten af forskellige medicinske behandlinger.  

Problemets akademiske term er ’selektions bias’. I den konkrete sammenhæng betyder det, at det er meget svært at finde en gruppe, der kan sammenlignes med. De skal ikke være blevet anbragt, men ellers på alle andre punkter ligner gruppen af børn, der blev anbragt. 

Når tidligere anbragte klarer sig dårligere end andre, der ikke har været anbragt, er det derfor tæt på umuligt med sikkerhed at sige, om det skyldes anbringelsen eller de forhold, som var årsagen til anbringelsen.

”Det er meget svært at lyde fast i stemmen og samtidig tage forbehold. Men det er det, vi gør med den her undersøgelse. Den metode, vi har brugt til at lave sammenligningsgrupper, er bedre end mange andre metoder. Derfor mener vi bestemt heller ikke, at man kan skovle resultaterne ind under gulvtæppet,” siger Tine Egelund.

Metoden, som forskergruppen har benyttet sig af, er specielt designet til at minimere forskellene mellem gruppen af anbragte børn og dem, der ikke bliver anbragt. Det vil sige, at de tidligere anbragte børn ikke bliver sammenlignet med en dansker, der har haft en gennemsnitsopvækst, men med en, der tilnærmelsesvis har haft de samme dårligere vilkår som barn uden dog at være blevet anbragt.

”Selv om man ikke kan sige, om det konkrete barn ville have haft det bedre eller værre ved ikke at blive anbragt, så går hele øvelsen ud på alligevel at kunne sige det, fordi vi sammenligner med en gruppe, der ligger så tæt på som muligt,” siger Tine Egelund.

Måling og midler

At det er så svært at måle effekten af en social indsats, har stor betydning i en tid, hvor evidens og effektmåling får stor opmærksomhed på området. Både i den lokale kommunale indsats, men også på nationalt niveau, hvor social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) for nylig meldte ud, at der nu skal måles på det sociale arbejde.

Det kan godt være, at der er en ambition om, at man kun vil benytte indsatser, man ved virker. Men man er også nødt til at erkende, at mulighederne er begrænsede.

”Nogle af dem, der siger, at nu skal vi altså vide, hvad der virker, de har ikke gjort sig klart, hvor lang vej der er, før man kan sige noget om det. Ikke mindst fordi det sociale arbejde ofte er langt mere komplekst end for eksempel en medicinsk indsats,” siger Tine Egelund.

Hun mener derfor ikke, at evidens kan erstatte den mere klassiske erfaringsbaserede viden, som det sociale arbejde er så rigt på. Men alligevel er det videnskabelige arbejde en vigtig og nødvendig overbygning til den erfaring.

”Jeg mener, at der er grund til i højere grad at tage det videnskabelige grundlag med ind hos de faggrupper, der arbejder på det her felt. Men der vil altid være behov for deres erfaring og den type viden, som slet og ret kaldes intuition,” siger Tine Egelund.