Kommunen.dk
MENU

Dansk Energi i skjult
angreb mod Vejle

Vejle Kommune anede ikke, at man er oppe imod hele den danske energibranche i en principiel retssag om tilslutningspligt til fællesantenner. 

Dansk Energi i skjult
angreb mod Vejle

Vejle Kommune anede ikke, at man er oppe imod hele den danske energibranche i en principiel retssag om tilslutningspligt til fællesantenner. 

Det lignede Davids kamp mod Goliat, da en håndfuld utilfredse borgere trak Vejle Kommune i Vestre Landsret for at blive fri for deres ’stavnsbinding’ til et lokalt antennelaug. 

Men bag borgerne står en gigant, der får selv en kommunal Goliat til at blegne. Det er nemlig samtlige danske elselskaber, der er gået til kamp mod Vejle Kommune. En mange milliarder stor branche med kommerciel interesse i fibernet, hvis brancheorganisation er Dansk Energi.

”Nå,” konstaterer Vejle Kommunes chefjurist, Steen Jørgensen, da Kommunen nogle timer efter retssagen forelægger ham de nye oplysninger. 

”Vi vidste godt, at sagsøgerne havde opbakning, men vi vidste ikke hvem, og troede, at der kun var tale om en slags moralsk opbakning,” siger Steen Nielsen.

Et rigtig godt spørgsmål

Fem borgere fra Bredballe har dannet foreningen Danmarks Digitale Antenneforening. De fik ikke blot moralsk opbakning, men også økonomisk støtte fra Dansk Energi til at føre sag mod Vejle. 

Det indrømmer foreningens formand, Finn Franzen, da Kommunen spørger, om sagsøgerne har sat deres egen privatøkonomi på højkant for at slippe for at betale knap 500 kroner om året til Bredballe Antennelaug.

Finn Franzen forklarer, at foreningen har fundet en ”fornuftig” løsning for finansiering af retssagen med deres ’samarbejdspartnere’.  Partnerne er det jyske elselskab, internetleverandøren NRGi og så Dansk Energi. Der er ifølge Finn Franzen tale om en ordning, hvor partnerne sikrer en ”betydelig” del af de økonomiske omkostninger og risici ved retssagen. Nærmere vil han ikke komme det.

NRGi afviser at have økonomiske aktier i retssagen mod Vejle. Tilbage står Dansk Energi, som gerne indrømmer, at de støtter sagen økonomisk.

”Det gør vi, fordi den sag har en klar principiel karakter, der har betydning for hele landet. Det er klart konkurrenceforvridende, at borgere skal aftage tv og bredbånd fra en bestemt leverandør,” siger Christian Berg, chefkonsulent for fibernet og bredbånd i Dansk Energi.

Hvis det her problem ligger jer så meget på sinde, hvorfor har I så ikke været åbne om jeres rolle i retssagen?

”Jeg kan ikke se, hvilket formål det skulle tjene. Man kender jo udmærket vores holdning. Dansk Energi har været synlig på det her område i mange år, og vi har en interesse i at komme af med den her mur af antennetvang,” siger Christian Berg.

Lovændring på vej

De fem borgere fra Bredballe har ønsket at slippe for tilslutningspligt til den lokale antenneforening. Da de havde meldt sig ud, udstedte Vejle et påbud om, at de fortsat skulle betale til foreningen. 

Kommunen fastholder, at den ikke har anden mulighed end at udstede påbud, som sikrer, at borgere overholder deres forpligtigelse over for antenneforeningerne.

”Det er et spørgsmål om, hvem der i sidste ende kommer til at hænge på foreningens økonomi, hvis folk pludselig begynder at trække sig ud,” siger Vejles borgmester, Arne Sigtenbjerggaard (V).

Det er også grunden til, at regeringen ikke har kunnet afskaffe tilslutningspligten bagudrettet, men kun fremadrettet i et netop fremsat forslag om at ændre planloven. En arbejdsgruppe arbejder lige nu på at finde en løsning.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR