Danser til gavn for politisk virke
Danser til gavn for politisk virke
"Vi har så travlt i vores folketingsgruppe. Det er vigtigt, at jeg har tid til at gøre det ordentligt, og derfor vælger jeg at stoppe" sagde du, da du trak dig fra din plads i borgerrepræsentationen. Hvor travlt har I?
Vi har rigtig meget at lave. Jeg har 9 ordførerskaber og der er hundredvis af interesseorganisationer, der gerne vil give input til de områder og der er også rigtig meget lovarbejde, og ministrene vil gerne holde møde med os fra de blå partier hver uge. Der er voldsomt meget at lave, det må jeg sige.
Er det mere travlt, end du havde forventet?
Jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til, men det er en stor arbejdsbyrde, når man kun er seks. Det er der ingen tvivl om. Der er en verden til forskel på at være 47, som socialdemokraterne er til at være seks, som vi er.
Har I markant mere travlt end de større partier?
Det er der ingen tvivl om.
“Jeg vil gerne være fuldt koncentreret om folketingsarbejdet,” sagde du til lokalavisen. Var det derfor, du forlod din plads i borgerrepræsentationen?
Ja, det var det. Når man kun er seks, er der behov for, at alle giver den fuld skalle. Og jeg var så heldig, at jeg havde en meget dygtig afløser i Jakob Næsager. Der er ingen grund til at blive siddende, når der er en, der kan gøre det med mere energi.
Du har så tilsyneladende ikke så travlt, at du ikke har tid til at være med i Vild med Dans. Hvordan kan det være, du har tid til at være med i Vild med Dans men ikke til borgerrepræsentationen?
Jeg vil stadig forbeholde mig ret til lave ting i min fritid, selvom jeg har et arbejde. Det er jo kun nogle få uger i løbet af efteråret. Som politiker skal man jo også bruge tid på at komme i kontakt med folk, og det her er en måde at komme i kontakt med en masse mennesker på ganske effektivt, også pr. time i forhold til de timer, der skal lægges.
Når du siger, du vil komme i kontakt med en masse folk, hvad forventer du dig så, at det vil give til dit politiske arbejde, at du er med i Vild med Dans?
Det er klart, at det gør bare, at der er mange flere mennesker, der vil lytte til det jeg siger fremover, fordi de kommer til at kende mig bedre. Derfor er det en rimelig velovervejet beslutning at det her vil være til gavn for mit politiske virke. Det er ikke noget, jeg gør, bare fordi jeg synes det er sjovt og er ligeglad med mit politiske arbejde. Vi har vurderet, at det selvfølgelig vil være positivt for mig som politiker.
"Man er nødt til at gøre alle mulige ting for at folk lærer dig at kende. Det har altid været et grundvilkår i politik".
Hvordan har du det med, at det er et vilkår, at hvis man vil have gennemslagskraft som politiker, så er det en fordel at stille op til et danseunderholdningsprogram?
Det er i princippet ikke særlig meget anderledes, end hvis man står på gaden og deler roser ud under en valgkamp. Man er nødt til at gøre alle mulige ting for at folk lærer dig at kende. Det har altid været et grundvilkår i politik. Det er en del af det politiske arbejde, at man også bruger en masse tid på at møde nogle mennesker og lære folk at kende og lade dem lære én at kende.
Der er folk, der har stemt på dig til borgerrepræsentationen, men der er ikke som sådan nogen, der endnu har stemt på dig i forbindelse med Vild med Dans. Hvordan vil du forklare din beslutning over for dem, der har stemt på dig?
Der er ingen sammenhæng mellem de to ting. Jeg kunne også være begyndt at spille fodbold eller gå til jagt eller sådan nogle ting. Jeg mener stadigvæk, jeg har ret til at disponere over min egen fritid. Jeg mener ikke, at jeg skylder nogen en forklaring på, at jeg bruger mine aftener på at gå til dansetræning.
Men andre kan godt både administrere en post i byråd eller regionsråd samtidig med en post i folketinget. I forhold til dem, der har stemt på dig til borgerrepræsentationen, og nu må sande, at du ikke mener, du kan overskue det. Bør de være skuffede?
Jeg har ikke hørt en eneste person fra mit bagland sige til mig, at det var en forkert beslutning at stoppe i borgerrepræsentationen. Jeg tror alle i det konservative er enige om, at man får den stærkeste folketingsgruppe ved ikke at have et dobbeltmandat.
Godt, nok om dans. Du har fået ordførerskab for Forsvar, EU, Grønland og Færøerne, Beskæftigelse, Transport, dyrevelfærd, fiskeri samt fødevarer og Landbrug, hvor kommer du til at lægge det største engagement?
Det gør jeg på forsvarsområdet. Jeg er formand for forsvarsudvalget, så det er min vigtigste opgave. Vi vil have et stærkere forsvar og tilføre flere ressourcer.
Du har fået al den tid du kan drømme om til de her ordførerskaber. Er det realistisk, at du kan varetage dem alle?
Jeg skal nok varetage dem, men det er klart at jeg ikke kommer til at bruge lige så meget tid på dyrevelfærd som socialdemokraternes dyrevelfærdsordfører. Det er fysisk umuligt, når man har ni ordførerskaber. Jeg kommer ikke til at kunne deltage i lige så mange fiskerikonferencer eller seminarer om dyrevelfærd eller landbrug, som jeg gerne ville, men det kan ikke være anderledes.
Din partiformand erkender, at jeres parti har været på slingrekurs i valgkampen. Var det efter din mening en fejl at markedsføre sig på at ville stoppe naziislamisme?
…. Det æh. Det vil jeg ikke bruge tid på at æh … Jeg vil ikke bruge tid på at bebrejde nogen noget, for jeg tror ikke det gavner os nu.
Er du enig eller uenig, når jeres formand siger, at det ikke var det rigtige at gøre?
Jeg er per definition altid enig med vores formand. Jeg har det ligesom Søren (Pape), at jeg ikke mener, vi skal dvæle for meget ved det. Kampagnen er overstået og vi kommer ikke til at gentage den kampagne igen. Det er klart, at vi har lært noget af dem.
Hvad mener du generelt er årsagen til den manglende opbakning til jeres parti?
Jeg tror, vi skal mene noget mere. Jeg tror, folk er i tvivl om, hvad vi mener og i tvivl om vores position. Og jeg tror, der er mange, der har svært ved at se forskel på os og Venstre, og så er der ikke grund til at stemme på det lille parti, det tror jeg er vores største udfordring.
Det er jo en gammel konservativ forklaring, at der mangler kommunikation omkring partiet.
Det var ikke det, jeg sagde.
Så når man er i tvivl om, hvad I mener, så er det fordi der mangler holdninger ikke fordi der mangler kommunikation om de holdninger, I allerede har?
Ja. Jeg mener, vores holdninger skal være skarpere og mere tydelige. Der skal være forskel på et liberalt parti som Venstre og et konservativt parti. Der er jeg ikke sikker på, at der er stor nok forskel på os.
Hvad skal i konkret gøre for at få flere holdning er og holdninger, der adskiller jer fra Venstre?
Vi skal være mere markante i værdidebatten og den økonomiske debat. Vi skal gå foran når det kommer til at skære ned på det offentlige forbrug og sikre, at færre mennesker er på overførselsindkomst i Danmark. Og vi skal være skarpe på, at vi står for en stram udlændingepolitik og et forsvar for dansk kultur. Der mener jeg godt, at vi kan være skarpere.
"Jeg er ikke i politik for at få stemmer, jeg er i politik for at kæmpe for nogle synspunkter".
Det lyder umiddelbart som to punkter, hvor man kan se hhv. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti slå sig stærkere op allerede. Hvordan vil tydeligere holdninger på de to områder gør det mere sandsynligt, at I får succes?
Der vil altid være andre, der overbyder en uanset hvad man mener. Det skal aldrig være et mål at være så ekstrem som mulig. Målet er at tilbyde en kombination af synspunkter, som folk er enige i. Det er ikke noget problem, at der på de enkelte områder er andre partier, der er mere ekstreme, det afgørende er, at man har en kombination af synspunkter, der adskiller sig fra de andre partier.
Hvis der ikke er flere, der er enige i den kombination af synspunkter, som I står for, end dem, der stemte på jer sidst, skal I så gøre noget mere eller andet?
Nej, folk må tilslutte sig eller lade være. Vi står for det vi står for. Og jeg er rimelig overbevist om, at hvis vi bliver ved med at stå for det samme men bliver en smule skarpere, så vil vi få en stor fremgang. Hvis det ikke er tilfældet, så må det bare være sådan. Jeg er ikke i politik for at få stemmer, jeg er i politik for at kæmpe for nogle synspunkter, og dem tilpasser jeg ikke det, jeg tror, der er stemmer i.
I har mistet både Lars Barfoed og Nikita Klæstrup, hvem ville du helst have beholdt i partiet?
Lars Barfoed vil jeg nok betragte som et væsentlig større aktiv for vores parti end Nikita Klæstrup, selv om hun er en sød pige. Jeg må sige, at den tidligere partiformand nok har ydet lidt mere for partiet, men hun skal have held og lykke.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.