Der var næsten stille i det store møderum på Hotel Griffen i Rønne. De mange pressefolk måtte kante sig forbi kabler, ledninger og stativer fra de elektroniske medier for at få en plads til statsministerens pressemøde. 

Stilheden brydes pludseligt af en svag gungren, der taktfast bliver højere. Det er lyden af magten: Statsministeren, hans rådgivere, indenrigs- og sundhedsministeren, gruppeformanden samt den politiske ordfører, der er på vej. De tager plads foran et panoramavindue med udsigt over Østersøen.

Statsministeren tager ordet. Det lyder beslutsomt, da Lars Løkke Rasmussen beretter om den økonomiske krise og dens betydning for Danmark. Flere spidser pennen – et sådan oplæg må føre til handling - et udspil. Statsministeren fortsætter med et voldsomt angreb på oppositionens økonomiske politik, der angiveligt vil gøre danskerne meget fattige. Angrebet på oppositionen viser sig at være en optakt til en massiv reklamekampagne imod oppositionen. Kampagnen blev siden stoppet efter protester fra fotografer, der mente, at deres ophavsret var krænket. Skidt start på en valgkamp.

Flotte reformer

Statsministeren fremhæver regeringens velgennemførte reformer af samfundet og giver så ordet til indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder, der kontant gør det klart, at Venstre vil aflive de kun få år gamle regioner og lade staten overtage driften af sygehusene. De skal fremover ledes af bestyrelser, der er udpeget af regeringen. 

Regionerne er nu blevet en del af den forestående valgkamp. Og paradoksalt nok kan det betyde, at regionerne fremover vil blive styrket markant. 

For oppositionen vil ikke nedlægge regionerne. De skal i stedet styrkes, mener den førende rød blok.

Det skal ske ved at store dele af ansvaret for handicappede, det specialiserede socialområde, miljø og dele af beskæftigelsesindsaten rulles tilbage fra kommunerne til de amtslige afløsere. Den selvstændige skatteudskrivning ser dog ud til at forsvinde i rød bloks horisont.

Flydende

Det er tid til spørgsmål. En tidligere spindoktor i Statsministeriet er blevet politisk redaktør og får lov til at lægge ud. Spørgsmålene ser ud til at behage. Svarene flyder og er hastigt ude på TV2 News, der transmitterer pressemødet direkte.

Lidt mindre flydende er det, da flere journalister spørger indtil til de tre nye sygehusenheder med bestyrelser, der er udpeget af regeringen. Det var Lars Løkke Rasmussen selv, der i sin tid indførte regionerne. Og de har da bestemt heller ikke været en fiasko, fastslår statsministeren. Men fokus skal nu flyttes over på at sikre patienterne en mere ensartet behandling:

”Vi skal sørge for, at de gode eksempler vandrer, og at vi får brugt pengene bedst muligt og får en mere ensartet behandling,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Flere spørger til af afskaffelsen af det demokratiske element i regionerne. At der er politikere, man kan henvende sig til, hvis man er utilfreds. Men regionerne er i dag så store, at det ikke har den store betydning om det er folkevalgte politikere eller en af regeringen nedsat bestyrelse, der håndterer området. Der er sikkert folk i Vestjylland, der hellere vil have en bestyrelse end Region Midt, betones det med henvisning til regionsformand Bent Hansen og striden om placering af supersygehuse.

Ventetider

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder slår flere gange på, at en medvirkende årsag til, at regionerne skal nedlægges, er de lange ventetider på skadestuerne i Region Hovedstaden.

Modellen med bestyrelser til at drive sygehusvæsenet er hentet i Norge, der i 2002 overtog ansvaret for sygehusene fra ”fylkerne” – de gamle amter. Om den norske model med fire statslige sundhedsregioner er mere effektiv er der langtfra enighed om i Norge. I hvert fald ikke blandt eksperterne.

Men ifølge OECD har Norge et af verdens dyreste sundhedsvæsener - kun overgået af USA - men ligger i midterfeltet, når der måles på kvaliteten i behandlingen.

I Norge skulle den ny struktur give mindre politisk indblanding i sygehusdriften. Men det er vanskeligt at placere et ansvar. Derfor ender et betragteligt antal sager hos sundhedsministeren, der – i modsætning til Danmark – ikke har nogen at give skylden. Af samme grund overvejer de norske politikere at flytte en del af ansvaret ud til kommunerne.

Så er der nogen, ministeren kan pege fingre af, når det går galt.