Aarhus Kommune siger det hver gang samtalen falder på tidens store udfordringer med arbejdskraftmangel og mistrivsel: 

Vi kan ikke løse de vilde problemer uden at samarbejde med civilsamfundet. 

Slagelse Kommune skriver i årets budgetaftale på socialområdet, ”at der skal samtænkes med frivilligheds-, og civilsamfundet i endnu højere grad, da kommunal hjælp ikke nødvendigvis er tilstrækkeligt og det rigtige for alle borgerne i de forskellige målgrupper”. 

Herning Kommune går skridtet videre og indleder årets budgetforlig med at konstatere at ”den forhøjede skatteprocent ændrer ikke på behovet for … nye samarbejder mellem kommune og civilsamfund”. Kommunen kæder dermed de økonomiske trængsler direkte sammen med øget samarbejde med civilsamfundet.

Spørgsmålet er, om civilsamfundet skal supplere velfærdssamfundet med nye løsninger, eller om civilsamfundet er påtænkt en rolle som billig leverandør af frivillig arbejdskraft.

Bedre eller billigere

Begge dele svarer professor Lars Skov Henriksen, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet. Kommunerne samarbejder med civilsamfundet på mange forskellige måder. 

Først og fremmest henviser kommunerne til civilsamfundets tilbud i et uformelt samarbejde, hvor en kommunal sagsbehandler fx. foreslår familien til en kræftpatient at kontakte Kræftens Bekæmpelses pårørenderådgivning.

Et andet eksempel på det er Røde Kors’ tilbud om, at døende kan få en frivillig til at våge ved deres side. Her er civilsamfundet et supplement til kommunens tilbud, men som præsidenten fra Røde Kors Jette Runchel siger, så kan det også være en lettelse for en travl social- og sundhedshjælper at vide, at der sidder en frivillig og våger hos Hr. Hansen, når medarbejderen selv drøner videre til den næste borger på plejehjemmet. 

Alligevel er det vigtigt for Røde Kors præsidenten, der selv har en fortid som kommunaldirektør, at understrege, at det ikke er det primære formål.

- Vores vågetjeneste er ikke sat i verden for løse udfordringen med arbejdskraftmangel på social- og sundhedsområdet, formålet er det mellemmenneskelige møde.

Paradokset paragraf 18

Den anden samarbejdsmodel mellem kommuner og civilsamfundsorganisationer er ifølge forskeren uddeling af puljemidler til civilsamfundsorganisationer fx de lokale paragraf 18 midler til aktiviteter på socialområdet. Her støtter kommunerne frivillige foreningers drift og aktiviteter på baggrund af ansøgninger fra foreningerne.

- Nogle kommuner tror stadig, at civilsamfundet kan løse opgaverne gratis, men det kan vi ikke. Det koster penge at kompetenceudvikle, rekruttere og administrere det frivillige arbejde. Det er der nogen, der skal betale for. En anden udfordring for de mindre foreninger er, at flertallet af kommunerne fokuserer paragraf 18 puljemidlerne på de foreninger, som har en fysisk tilstedeværelse lokalt. Det tager ikke højde for, at mange foreninger arbejder tværkommunalt, siger Laila Walther.

Hun kommer med et eksempel fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, som har en anonym telefonrådgivning, hvor alle borgere fra hele landet kan ringe ind. Men de har ikke et callcenter i hver kommune, og det gør det svært at få paragraf 18 midler til rådgivningen. Tegnsprogsforeningen løber ind i samme problemer. De har ikke medlemsgrundlag for aktiviteter i alle kommuner, og de mødes derfor i væresteder og til aktiviteter, som dækker borgere fra flere kommuner. Også her kan det være en udfordring at få paragraf 18 midler til de tværkommunale aktiviteter. 

Derudover er der nogle kommuner, som tematiserer paragraf 18 midlerne til de frivillige sociale organisationer, så de fx primært fokuserer på sundhed eller ensomhed.

Det er sammen med det lokale fokus i uddelingen et forsøg fra kommunerne på at sætte strategisk retning og få større indflydelse på, hvordan pengene bliver brugt, uden at kommunerne styrer civilsamfundsorganisationernes aktiviteter direkte, forklarer professor Lars Skov Henriksen. 

Han genkender Laila Walthers opfattelse af, at kommunerne ikke har særlig stor forståelse for behovet for basisfinansiering af driften i civilsamfundsorganisationerne. I stedet er kommunerne optaget af de lokale aktiviteter samt de større samarbejdsprojekter, hvor kommunen har direkte indflydelse på prioriteringen.

Samarbejde på kontrakt

Det er udgangspunktet for den tredje samarbejdsmodel, som professoren mener får større og større betydning. Her indgår kommunerne formelle kontrakter med civilsamfundsorganisationerne om at levere en bestemt ydelse til en bestemt pris. Det sker bl.a. i form af udbud, hvor organisationer konkurrerer med hinanden om at levere en bestemt frivillig ydelse, men det kan også være på foranledning af de frivillige foreninger selv, som henvender sig til kommunen for at få en samarbejdsaftale.

Kommunen betaler en-til-en for ydelsen eventuelt suppleret med en medfinansiering fra andre samarbejdspartnere – typisk fonde. Det kan fx være en aftale om, at en civilsamfundsorganisation skal afholde lektiecafeer eller skaffe en frivillig ven til et udsat barn eller en ensom ældre, men det kan også være mere omfattende tilbud, som en plads på et krisecenter.

Røde Kors driver fx et omsorgscenter efter aftale med Region Syddanmark. Her tilbydes  hjemløse borgere et mellemstop mellem behandlingen på sygehuset og udskrivning til eget hjem, som for manges tilfælde er et liv på gaden. 

- Det ikke en typisk finansieringsmodel for os, men her fungerer det godt, og jeg ved, at mange mindre foreninger har flere direkte aftaler om at levere en bestemt ydelse til kommunerne, siger Jette Runchel.

Laila Walther fra Civilsamfundets Brancheforening oplever også, at kontrakterne med kommunerne om at løse konkrete opgaver fungerer godt. Hun har det fint med den interne konkurrence, det skaber mellem civilsamfundsorganisationerne, men hun advarer mod, at kommunerne indgår alt for kortsigtede aftaler.

- Det tager tid at etablere et godt og effektivt partnerskab mellem civilsamfundsorganisationerne og kommunen, så samarbejdsaftalerne skal være flerårige. Samarbejdsaftalerne fungerer bedst, når de er strategisk forankret i kommunerne, og kommunerne afsætter tid og ressourcer af hos en kontaktperson til at facilitere samarbejdet i hverdagen, siger formanden for Civilsamfundenes Brancheforening.

Fondenes dyre penge

Hvor ofte det er tilfældet, er der ifølge professoren og Civilsamfundets Brancheforening ingen, der har et overblik over. Ligesom omfanget af samarbejdet og brugen af de forskellige samarbejdsmodeller heller ikke er kortlagt, men der er en fælles fornemmelse af, at samarbejdet med civilsamfundet er øget i de seneste år, og at samarbejdet bliver mere og mere formaliseret.

Det formaliserede samarbejde bliver bl.a. tilskyndet af fondene. Fondene uddeler flere og flere penge både direkte til projekter i kommunerne, men oftest til samarbejder mellem civilsamfundet og kommunerne, hvor der er opstillet meget konkrete mål.

Fondene indgår typisk i opstarten af projekterne og er med til at finansiere dem i en årrække. Derefter lægger flere fonde op til, at civilsamfundsorganisationerne forankrer projekterne i kommunerne, hvilket betyder, at kommunerne overtager finansieringen af de lokale projekter. Det kan fx være lektiecafeer som har haft hel eller delvis fondsfinansiering, som kommunerne derefter opfordres til at overtage finansieringen af.

Det kan ifølge professor Lars Skov Henriksen være en udfordring.  

- De samarbejdsprojekter mellem civilsamfundet og fondene, der indledningsvist er gratis, kan ende med at skabe nye omkostninger i kommunerne, når fondsmidlerne udløber. Det er svært for kommunalpolitikerne at sige nej til en god sag, og det er netop, hvad både civilsamfundsorganisationerne og fondene håber på. På den måde kan samarbejdet med civilsamfundet være med til at øge forventningerne til, hvad velfærdssamfundet tilbyder fremover.

Gør-det-selv modellen

Endelig er der en fjerde model i spil, en slags gør-det-selv-model, hvor kommunerne selv rekrutterer og uddanner frivillige, som de tilknytter til en lokal institution eller forankrer i et kommunalt projekt eller Frivilligcenter. Her er det kommunerne, der både finansierer og leder den frivillige indsats. Denne form for samarbejde med civilsamfundet ser også ud til at være i vækst, men om det er en bedre eller billigere måde at rekruttere frivillige på, er der ikke data på. Formanden for Civilsamfundets Brancheforening formoder dog, at de fleste frivillige hellere vil arbejde frivilligt for en sag og en forening frem for kommunen.

Tidligere kommunaldirektør og nuværende præsident i Røde Kors, Jette Runchel, er enig, men forudsætningen er, at civilsamfundsorganisationerne bevarer deres uafhængighed af magten og fokuserer på det mellemmenneskelige fællesskab.