Enten søger du læge, eller også søger jeg lejlighed. Det var den besked, Harald Jensen fik af sin kone i 2004. Harald valgte lægen og blev henvist til en af forsvarets psykologer. Den første besked hos psykologen var, at hvis Harald under deres samtale kom ind på ting, der var i strid med loven, ville psykologen være nødt til at indberette det.

”Det satte ligesom en stopper for det lige fra starten. Det er jo krig, det handler om. Det hele er sgu ulovligt,” siger Harald, som opfattede samtalen som et forhør snarere end starten på en behandling. 

”Det er, som om du mister din retssikkerhed, når du har været udsendt. Forsvaret har stadig ikke forstået, hvad det her går ud på. De prøver ikke at anerkende, men at mindske skaderne,” siger Harald.   

Harald Jensen er befalingsmand og overkonstabel af første grad. Han var udsendt i Balkan og Afrika i 1990’erne, og trivedes godt i forskellige krigszoner.

”Jeg troede, at det var helt normalt at fungere godt i krigsområder. Det var enkelt og ordnet: Jeg skulle bare tage stilling til min egen og andres overlevelse,” fortæller Harald, som fortsatte med at arbejde for militæret i tre år efter udsendelsen. Så fulgte en periode med skiftende jobs, indtil han kom på sygedagpenge i en periode.

Kød og blod over det hele

I 2003 blev han sendt i aktivering i en række job, som alle gik galt på den ene eller anden måde. 

”Jeg kunne ikke holde på et job, fordi jeg reagerede voldeligt og aggressivt,” siger Harald. Et af kommunens forsøg på at aktivere krigsveteranen var ved at sende ham i arbejde på et slagteri.

”Der var kød og blod over det hele. Alene lugten og alt det døde kød gjorde mig meget ustabil,” siger Harald, som blandt andet hev en kollega op på et af slagtebordene og truede med at skære ørerne af ham. 

”Jeg opsøgte hele tiden nye konflikter for at komme af med trykket. Det holdt i to år med aktivering. Så smed de mig på pension,” siger Harald. 

Der cirkulerer paranoia

Harald oplevede mødet med kommunen som uoverskueligt, blandt andet fordi han blev sendt rundt til mange forskellige sagsbehandlere.

”Jeg var rundt på gulvet og misforstod de første 40 ting, de sagde til mig. Der cirkulerer en del paranoia, og du bliver en tikkende bombe, der er ved at eksplodere, fordi de ikke giver dig ro,” siger Harald. Harald er nu diagnosticeret med PTSD og i medicinsk behandling. Han bor sammen med sin kone og deres fire børn, som lige nu lever af Haralds pension.   

Harald oplevede, at der ikke var plads til at inddrage de pårørende i sagsforløbet og behandlingen. Derfor stiftede han foreningen Krigsveteraner og Pårørende, som blandt andet har presset på for at få kommunerne til at oprette veteranhjem.

”Vi har også oprettet kontaktgrupper, så konerne for eksempel kan ringe sammen, hvis deres mand har teet sig åndssvagt eller isoleret sig. Det hjælper os alle sammen at dele de erfaringer,” siger Harald.