Byrødder uenige om G4S-kontrakt
Byrødder uenige om G4S-kontrakt
Må København Kommunes samarbejdspartnere tjene penge på at levere udstyr til checkpoints og fængsler på Vestbredden? Ikke ifølge Enhedslisten, som tidligere har stillet forslag om at droppe kommunens aftale med sikkerhedsfirmaet G4S, der opererer i de besatte områder.
Europa-Parlamentet besluttede på baggrund af G4S’ forretninger i Israel og Palæstina i 2012 at stoppe samarbejdet med sikkerhedsfirmaet, og i Norge har G4S trukket sig ud af landet efter protester.
Københavns Kommune har foretaget en såkaldt administrativ forlængelse af G4S-kontrakten, da den ikke vurderede, at der var juridisk grundlag for en ophævelse. Den beslutning vækker undren hos Enhedslisten, der mener, at kommunen har et moralsk ansvar i sagen.
- Det er selvfølgelig enormt ærgerligt, at kontrakten er blevet forlænget. Hele ideen med vores forslag om at droppe G4S var jo, at vi ikke ville samarbejde med virksomheder, der tager del i den systematiske overtrædelse af menneskerettighederne, der finder sted i Israel og Palæstina, siger medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten, Ninna Hedeager.
Noget rod
På den borgerlige fløj er der dog ikke megen forståelse for kritikken. Lederen af De Konservative i København, Rasmus Jarlov, mener ikke, at den aktuelle sag er relevant, og advarer mod at besværliggøre kommunens arbejde.
- Det bliver noget rod, og det bliver dyrt for kommunen, hvis vi skal lave sådanne processer hver gang, vi vælger leverandører. Det er selvfølgelig rigtigt, at man skal kunne vælge en leverandør fra, men jeg synes, det skal være yderst sjældent og ikke i det her tilfælde, siger han.
Den palæstinensiske menneskerettighedsaktivist fra organisationen Addameer, Randa Wahbe, var for nylig i København for at holde foredrag om forholdene for palæstinensiske fanger i Israel og G4S’ involvering i driften af fængslerne. Hun mener, at Københavns Kommune ville sende et stærkt signal, hvis man droppede samarbejdet.
- Det ville sende det signal, at København og dets borgere ikke vil stå sammen med Israel, mens det til stadighed bryder internationale humanitære love. Og indtil de beslutter at overholde disse love, vil der blive taget afstand fra Israel og firmaer, der er medskyldige, siger hun.
G4S' pressechef, Adam Mynott, vil ikke udtale sig om den aktuelle sag i København, men siger til Kommunen, at G4S ikke har planer om at stoppe sit arbejde i de besatte områder på Vestbredden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.