Store byggerier med alt for mange bofæller. Fællesspisning ved langbordet i det store fællesrum hver aften. Vidt forskellige behov og udfordringer, som hver især skal imødekommes.

Kommunernes botilbud til mennesker med udviklingshandicap har volumensyge, men større er ikke altid bedre - og nu møder de store botilbud kritik. 

Serviceloven fra 1998 øgede fokus på, hvordan kommuner og regioner bedre kunne imødekomme behovene hos borgere med udviklingshæmning. Derfor så man derefter flere mindre botilbud, hvor der var plads til færre borgere. 

I dag er billedet vendt, og kommunerne  opfører igen større botilbud, som potentielt kan føre til mistrivsel, øget behov for støtte og i sidste ende højere omkostninger for kommunerne.

Det mener Lev, foreningen for mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende, som også foreslår en maksimumgrænse på seks borgere i hvert botilbud, og at kvoten bør håndhæves med økonomiske incitamenter. 

Hverken foreningen eller andre parter ligger inde med statistik, der viser belæg for, at der bygges større botilbud, men foreningen ser det som en tendens. 

Matrikelløs botilbudsform

Lev’s formand, Anni Sørensen, mener, at udviklingen med at bygge større tilbud ikke flugter med servicelovens intentioner.

- Vi opfører “handicapghettoer” i strid med serviceloven på voksenområdet. Sårbare borgere har brug for botilbud, ikke at bo på en ”boinstitution”, siger Anni Sørensen.

Ifølge formanden forhindrer store byggerier personalet i  at yde passende støtte til borgerne, som dermed stilles dårligere. Det medfører eksklusion og dårligere trivsel - og i sidste ende øgede udgifter for kommunerne.

- Vi har ikke lært af fejlene fra tidligere. Hvorfor tænker vi, at den eneste løsning er at bygge større?

Hun kritiserer den nuværende praksis, hvor støtten er knyttet til det enkelte botilbud, og opfordrer til at bryde med institutionslogikken. Hun påpeger, at større botilbud bidrager til ufrivillige fællesskaber, hvor borgere med forskellige ønsker og behov ikke får den nødvendige individuelle støtte.

- Det skal ikke være en forudsætning at bo et bestemt sted for at modtage den nødvendige hjælp af den rette kvalitet. Hjælpen skal ydes fra en organisation, som godt kan være stor, på tværs af boliger og hjem, fortæller Thomas Gruber, som er politisk konsulent ved Lev.

Anni Sørensen stemmer i og påpeger, at støtten er organiseret forkert.

- Støtten er lige nu knyttet til botilbuddet. Man skal bo på tilbuddet for at kunne modtage støtten. Det er institutions-logik, som vi officielt forlod i 1998, og som i øvrigt er i åbenlys strid med den handicapkonvention, som Danmark har tilsluttet sig.

Ufrivillige fællesskaber

Formanden mener, at man kan forbedre de enkelte borgeres trivsel og udviklingsmuligheder betydeligt, hvis man bygger mindre botilbud og mere inkluderende tilbud. De store byggerier, som formanden kalder ufrivillige fællesskaber, medvirker kun til, at borgerne i højere grad ekskluderes fra samfundet. 

- Det er mennesker med forskellige ønsker, drømme og behov, som har brug for specifik og individuel støtte. Man kan ikke bare samle rigtig mange mennesker under samme tag og tro, at det er løsningen, siger hun.

Hun opfordrer til akut prioritering af handicapområdet og finder det uforståeligt, at der endnu ikke er blevet gjort noget ved den negative udvikling.

- Til regeringen, kommunerne og KL: Investér nu i det her område. Det vil gavne både menneskene og økonomien, hvis der investeres i området, siger hun.

KL har fået fremlagt kritikken fra LEV og forklarer, at der er fuldt fokus på problemerne på området. 

“I kommunerne arbejder vi benhårdt på at give sårbare borgere det rigtige tilbud. Derfor har vi blandt andet sidste år også aftalt en pulje med regeringen på 1,5 mia. kroner, som går til at etablere flere botilbud”, skriver kontorchef på socialområdet i KL Janet Samuel i et skriftligt svar. 

“Vi har hverken set analyser eller data, der gør, at vi deler Lev’s opfattelse af udviklingen. Men vi går selvfølgelig altid gerne i dialog med Lev og andre parter om, hvad vi kan gøre for at sikre gode og trygge botilbud,” skriver hun. 

Nuancerne skal med

Det er ikke kun Anni Sørensen, der opfordrer til handling. Landets seks største kommuner har også sat sig for at bede regeringen skride til handling. 

Kommunerne samarbejder om anbefalinger til optimering af det specialiserede område. Anbefalingerne er møntet på samarbejde mellem kommunerne og Christiansborg.

Karina Vestergård Madsen (EL), socialborgmester i København, er en af underskriverne på samarbejdets anbefalinger. Hun fortæller, at kommunernes største udfordring på det specialiserede område er, at priserne på de private tilbud er steget med 25 pct. over de sidste fire år. 

- Det er et kæmpe problem, fordi kommunerne ikke bliver kompenseret af staten for de stigende udgifter. Kommunerne har ikke nemt ved at skaffe den fysiske kapacitet til flere kommunale tilbud, så vi har ikke andre muligheder end at betale prisen, og pengene må så tages fra de kommunale tilbud, fortæller hun.

Hun kan godt genkende, at der bliver bygget botilbud, der kan rumme flere borgere, men hun er ikke enig i, at det nødvendigvis fører til mistrivsel og borgere, der  bliver dårligere stillet.

Hun mener, at man er nødt til at have øje for alle nuancerne.

- Nogle borgere trives virkelig godt på større tilbud, hvor der er mere plads og flere borgere at interagere med. Andre borgere har brug for et mindre botilbud, for det tætte og det nære, siger hun.

Maksimum hjælper ikke

Samtidig abonnerer hun ikke på idéen om, at der skal sættes et maksimum på seks borgere per tilbud.

- Et lille botilbud er ikke ensbetydende med, at du har den rette faglighed, eller at der er sikkerhed for, at der ikke opstår forråelse, siger socialborgmesteren.

Hun tilslutter sig dog Anni Sørensens idé om øget fokus på fagligheden på botilbuddene, som ifølge borgmesterens optik er det mest oplagte sted at sætte ind.

- Vi kan faktisk se, at når botilbuddene bliver større og får flere pladser, får man økonomien til at hænge bedre sammen. Med bedre fællesfaciliteter og råd til større bredde i fagligheden, siger borgmesteren og tilføjer:

- Stederne med bedst trivsel har ofte også et bredt spektrum af faglighed, som giver borgere den rette støtte. Det kan være ved også at have ergoterapeuter eller psykologer tilknyttet.

I stedet for at fokusere på maksimum-antal pladser mener hun, at botilbuddene og borgerne i højere grad ville have gavn af, at botilbuddene opdeles i mindre bofællesskaber, hvor der på hver sektion er tilknyttet medarbejder- og lederteams.

- Mange steder inddeles bostederne i etager eller boliger. Det er den mest oplagte vej at gå fremadrettet. Så har borgerne mulighed for at tilvælge det større sociale fællesskab, men bor også på gange med færre borgere, hvor de kan få ro, når de ønsker det, siger hun.

Hun supplerer med, at det så også er nemmere for personalet at dække hinanden, hvis der opstår sygdom på de forskellige teams.

Hvad er store botilbud? 

Uanset om løsningen er at fokusere på faglighed, kapacitet eller begge dele, så er det meget oplagt at stille spørgsmålet: Hvad er egentlig et stort botilbud? 

Ifølge Maria Røgeskov, forsker i det specialiserede voksenområde hos Vive, er det ikke nemt at svare på. Dette skyldes blandt andet, at der ikke findes en fastsat grænse for, hvornår et tilbud er stort, men også fordi hun mener, at det er svært at skelne, da de forskellige botilbud er organiseret på vidt forskellige måder.

Nogle studier fra Norge og England viser, at det optimale antal pladser på botilbud er mellem seks og otte borgere, men resultaterne er ifølge Maria Røgeskov ikke entydige.

- Nogle undersøgelser finder, at størrelse har betydning, og andre finder, at det ikke har betydning. Sidstnævnte undersøgelser peger blandt andet på, at det faglige arbejde såsom aktivering af beboere er mindst lige så vigtigt som størrelsen, siger hun.

Hun mener, at andre faktorer som det faglige arbejde på botilbud også har stor betydning for beboeres livskvalitet.

- Det er jo på sin vis ufrivillige fællesskaber, fordi man ikke bestemmer, hvem man bor sammen med. Men det er nogle fællesskaber, der giver beboeren noget godt og mindre godt. Det er en balancegang, siger hun. 

Hun har en opfordring til kommunerne i forhold til at imødekomme beboernes behov og ønsker. 

- Som kommune eller privat fond skal man ikke tænke, at det er ubetinget godt at bygge stort. Hvis man bygger stort, så bliver bygningen stor og markant i nærområdet, så signalerer det i højere grad, at det skiller sig ud fra resten af samfundet. Det kan være en konsekvens af det, fortæller hun.