Borgmestre kan forvente dramatisk valgnat
Borgmestre kan forvente dramatisk valgnat
Forhenværende borgmestre drømmer om igen at kunne hænge kæden om halsen, og landet rundt ser alternative konstellationer dagens lys. I mange kommuner venter en dramatisk valgnat.
I Region Nordjylland bliver der blandt andet kamp til stregen i Hjørring, Vesthimmerland og Frederikshavn. I Frederikshavn er Venstre så trætte af den nuværende socialdemokratiske borgmester, Erik Sørensen, at de truer med at gå sammen med ethvert muligt alternativ – for eksempel SF.
Stemmesluger forbigået
I de midtjyske kommuner er stor udskiftning uundgåelig, fordi blandt andet borgmestrene i Silkeborg, Viborg og Mors ikke genopstiller. I Ikast-Brande er der gjort klar til et comeback fra den tidligere borgmester i Brande, Preben Christensen fra Fælleslisten. Ved sidste valg blev han taget grundigt ved næsen, selv om han personligt tiltrak hver fjerde afgivet stemme. Da han på valgaftenen nåede frem til forhandlingerne i Ikast, havde Venstre, Socialdemokraterne og Konservative allerede indgået en aftale, og Preben Christensen måtte se borgmesterkæden blive afsat til anden side.
Også i Randers, Odder, Skive og Holstebro er der dømt tæt løb og en nervøs valgnat.
Borgmester-dueller
Velkendt for alle er kampen mellem Boye og Boye i Odense. Men også i mange af de øvrige kommuner i Region Syddanmark venter der masser af drama på valgaftenen. I Billund har Konservative overraskende meldt ud, at de vil forsøge at vriste borgmesterposten fra Venstres Ib Kristensen. Konservative er derfor gået i valgforbund med Kristendemokraterne.
I Nyborg er der dømt kampvalg mellem to tidligere borgmestre, når den siddende borgmester stopper. I stedet kommer gnisterne til at stå mellem Kaj Refslund (V), tidligere borgmester i Ørbæk, og Erik Christensen (S), tidligere borgmester i Ullerslev.
Forsmåede kandidater
I Region Sjælland har en række forsmåede kandidater i denne valgperiode kigget langt efter borgmesterkæden. På Lolland ser den socialdemokratiske borgmester Stig Vestergaard umiddelbart ud til at sidde sikkert i sadlen, da han støttes af Venstre. Men jokeren i det spil er SF, som ved sidste valg havde stemmeslugeren Flemming Bonne Hansen. Han blev overraskende vraget af Socialdemokraterne til fordel for Venstre, og selv om Bonne ikke genopstiller, skal Stig Vestergaard næppe regne med stemmer fra SF.
Også i Kalundborg er der forvrængede ansigtsudtryk fra forbigåede stemmeslugere. Venstre blev kørt ud på et sidespor med et sådant brag, at det vakte opmærksomhed i hele landet. Dansk Folkeparti støttede en SF-borgmester på bekostning af Venstre, selv om kandidaten Martin Damm med et imponerende valg gjorde Venstre til det største parti, og nu forsøger han på comeback.
Slinger i valsen
Slutteligt Region Hovedstaden hvor skandaler kom til at præge den seneste valgnat. I Hørsholm blev den konservative borgmester Uffe Thorndal uvenner med sit parti og meldte sig ud. Nu forsøger Morten Slotved at vinde posten tilbage til partiet, men Venstre kæmper for sin del for at sætte punktum for 60 års konservativ ledelse.
Også i Egedal var der stort drama, da Svend Kjærgaard Jensen sikrede sig borgmesterkæden for næsen af Venstres egentlige borgmesterkandidat. Som resultat blev han smidt ud af partiet og stiller nu op for Egedal-listen. Venstres markante modkandidat hedder Willy Eliasen. Manden som han snød ved sidste valg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.