Kommunen.dk
MENU

Borgere afskærmes, også når de ikke forstår hvorfor

Mens ældre- og sundhedsområdet lige nu er under massivt fokus fra både medier og regeringstiltag, går psykiatrien og socialområdet under radaren.

Borgere afskærmes, også når de ikke forstår hvorfor

Mens ældre- og sundhedsområdet lige nu er under massivt fokus fra både medier og regeringstiltag, går psykiatrien og socialområdet under radaren.
Formand for Socialchefforeningen, Helle Linnet, er i dialog med andre kommuner om konsekvenserne ved lockdown og corona-virusset. Men endnu er der intet fuldt overblik.
Formand for Socialchefforeningen, Helle Linnet, er i dialog med andre kommuner om konsekvenserne ved lockdown og corona-virusset. Men endnu er der intet fuldt overblik.
Foto: Socialchefforeningen

Hver dag går medarbejdere på job på bosteder og i psykiatrien, og i disse corona-tider kræver det stor selvledelse både at gøre sit arbejde godt nok og samtidig beskytte sig selv og borgerne mod smittefare. Sådan lyder det fra formand for socialchefforeningen, Helle Linnet. 

Til dagligt er hun socialdirektør i Vordingborg Kommune, og her har de allerede nu, fortæller hun, borgere, som må isoleres på deres værelser på bosteder.

- Vi har borgere, som er isoleret i egen bolig, og hvor det ikke volder problemer. Men det stiller store krav til vores personale, fordi de møder situationer der ikke er til at forudse. Derfor kræver det stor selvledelse, når de både skal tage hensyn til borgerne og til omgivelserne, siger Helle Linnet og forklarer, at kommunen afventer de centrale udmeldinger fra regeringens forhandlinger med fagbevægelsen.

Endnu er det uklart, hvor voldsomt coronavirusset kommer til at ramme Danmark, Men i Vordingborg Kommune oplever de primært, at medarbejdere har stillet sig til rådighed trods ikke-tvungne opgaver. 

- Men vi er spændt på, om vi kan arbejde ud over egen overenskomst. Vi ved jo endnu ikke, hvor stor den samlede opgave bliver. Men vi forsøger at være på forkant ved blandt andet at håndhæve hygiejniske principper. 

Og så har kommunen taget højde for, at folk bor relativt tæt på bostederne: 

- Så man prøver at inddæmme borgerne og de ansatte i grupper, så de ikke spreder hele vejen rundt. Hvis der er en, som bliver smittet, er det kun en bestemt gruppe, man kan afløse, så det ikke er hele institutionen, der risikerer smitte, siger Helle Linnet.

Forstår ikke isolation
Som udgangspunkt har Vordingborg Kommune lukket for alle udadvendte aktiviteter på socialområdet. Det gælder for eksempel aktivitetscentre for udviklingshæmmede. Dermed er der flere ansatte, som umiddelbart ville stå uden opgaver. Dem har kommunen valgt at omplacere, så de nu hjælper til på kommunens bosteder. 

- For mens aktiviteterne er lukkede, kommer de borgere, som bor på bostederne, jo heller ingen vegne. Så der er brug for mere personale i dagtimerne på bostederne, siger Helle Linnet. 

  Selvom vi gerne må isolere folk, er der ikke nogen tydelige retningslinjer for, hvor meget vi må gøre for, at de skal forstå hvorfor.

Hun fortæller, at på bostederne er en af de helt store udfordringer, når borgere skal isoleres på egne værelser, selvom de ikke forstår hvorfor: 

- Det gør det rigtig svært for borgerne og også for de ansatte. For selvom vi gerne må isolere folk, er der ikke nogen tydelige retningslinjer for, hvor meget vi må gøre for, at de skal forstå hvorfor, siger Helle Linnet. 

Hun har hørt tale om, at man centralt overvejer, om det er muligt med andre typer af magtanvendelse, end det der er muligt indtil videre. Men som det er nu, må personalet forlade sig på de retningslinjer, der er udstukket foreløbig, og på deres egne vurderinger. 

Skype-møder og gåture
Et af de steder, hvor Vordingborg Kommunes socialforvaltning har kunnet lave indsatser, som hindrer smittefare, samtidig med at de passer godt på borgerne, er, når de forsøger at undgå, at gruppen af udsatte oplever for voldsom en ensomhed. 

- Vi bruger skypeløsninger og sikrer, at der er nogen, som ringer og snakker med dem. Man kan jo også gå en tur, hvis bare man holder afstand, men vi gør, hvad vi kan for ikke at samle mennesker. Det er både af hensyn til smittespredning imellem borgerne og af hensyn til personalet, siger Helle Linnet. 

Men det er ikke alle borgere, man kan ringe til via skype, og så er der taget hånd om dem. Nogle må man besøge. 

- Man må se på den enkelte borgers situation. Hvis folk enten er syge eller har mentale eller fysiske begrænsninger, så skal vi jo hjælpe dem, og så må vi jo tage hjem til dem, siger hun.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR