De tomme huse forfalder, skolerne lukker, og der er ikke meget liv i landdistrikterne. Udgangspunktet for BL’s konference om urbanisering og sammenhængskraft den 19. oktober var dystert. Rapporten, der blev offentliggjort ved samme lejlighed, ridser en stribe velkendte statistikker og grafer for den skæve udvikling mellem land og by op. Uden politiske indgreb er der ikke udsigt til, at tendensen ændrer sig, og Danmark ligger i toppen af det europæiske barometer for urbaniseringsudvikling, så selvom vi sammenlignet med de større europæiske lande såsom Storbritannien stadig er relativt lidt urbaniserede, peger udviklingen kun én vej, som Thorkild Ærø, direktør i Statens Byggeforskningsinstitut, SBi, da også startede med at slå fast. Men hvad er der så brug for?

- Vi har forsømt at tegne det positive billede af udkanten, lød det fra Carsten Nøddebo Rasmussen, direktør i Realkredit Danmark, der ligesom flere andre paneldeltagere hæftede sig ved, at andelen af danskere, der drømmer om at bo på landet og i provinsen overstiger den andel, der rent faktisk gør det. Der er altså et potentiale, og spørgsmålet er, hvordan det forløses.

Afvikling og nedrivning

For det første skal der være noget at flytte ud til. Det handler både om at skabe job og attraktive boligtilbud. Det første forsøger man eksempelvis i Guldborgsund at skabe ved at satse mere på landbrug og udvikling af kvalitetsfødevarer til det opland, der i 350 kilometers radius fra Nykøbing Falster er hjemsted for cirka 10 millioner mennesker med storbyer som Berlin, Hamborg og København i spidsen, som borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) påpegede. Han er en af de to udkantsborgmestre, der siden 2014 har siddet med i den arbejdsgruppe, der har udarbejdet BL’s rapport.

Det andet – de attraktive boligtilbud – skal løses ved at afvikle de landsbyer, der ikke har et udviklingspotentiale, og i stedet satse mere på byer med ildsjæle og et lokalt foreningsliv, fastslår rapporten. Det er en tanke, der først de senere år er blevet mulig at sætte i tale, og som stadig sjældent bliver så konkret, at borgmestrene tør sætte navn på dødsdømte landsbyer. Og det tør John Brædder heller ikke, selvom både private investorer, boligforeninger og realkreditinstitutter efterspørger netop det.

- Kommunerne famler i nogen grad med, hvor de skal starte og slutte, når det handler om at få ryddet op, som Thorkild Ærø formulerer det.

At behovet for nedrivning og ombygning vokser, er hverken han eller John Brædder i tvivl om. Derfor overvejer de nu mulighederne for, at kommunerne og realkreditinstitutterne indleder et mere systematisk samarbejde, hvor kommunerne køber de dårligste boliger for et symbolsk beløb og river dem ned.

- Vi har sammenfaldende interesser i, at der ikke står huse og forfalder, eller at meget udsatte borgere ikke lejer sig billigt ind og bliver en økonomisk udfordring for kommunen, siger John Brædder, der i Guldborgsund oplever, at mange af de dårligste huse bliver lejet ud til tilflyttere, der søger offentlig forsørgelse fra dag ét.

- Det medfører, at vores social-indeks går i den forkerte retning, og det skal vi have sat en stopper for, for vi ønsker ikke at tiltrække flere, der belaster vores kommunale økonomi, siger John Brædder. Derfor håber han på et tættere samarbejde og åbner op for, at kommunen eksempelvis kan få forkøbsret til boliger på tvangsauktion samt boliger til en værdi på under 100.000 kroner. Og den idé er Realkredit Danmark med på at overveje, lyder meldingen.

Nedrivningen kommer ikke bare til at handle om private og almene boliger, men også om de mange butiks- og erhvervsarealer, der enten allerede står tomme eller kommer til det i løbet af det næste årti. Inden 2030 vil fire millioner kvadratmeter butiksareal primært i udkantsområderne blive overflødigt, forventer SBi; det er mere end en tredjedel af det samlede butiksareal i Danmark, og også her mangler der en samlet plan for, hvad der skal ske med de tomme bygninger, mener Thorkild Ærø.

Ildsjælene og samarbejde

Overordnet set er der brug for mere samarbejde og bedre planlægning på både nationalt, regionalt og kommunalt plan, lød det fra flere oplægsholdere.

- Jeg tror ikke, den enkelte kommune kan lave en ordentlig planlægning uden at få sine naboer med, så vi har brug for at se større sammenhæng og mere samarbejde mellem kommunerne, lød det blandt andet fra Ellen Højgaard Jensen, der er direktør i Dansk Byplanlaboratorium.

Og den melding fik opbakning fra Landbrug & Fødevarers direktør, Lone Saaby, der løftede sløret for, at Landbrug & Fødevarer i løbet af en uges tid søsætter en kampagne, der netop skal sikre større dialog mellem kommuner og regioner.

Helt centralt bliver de lokale ildsjæles engagement, for det er i høj grad deres ansvar og energi, der kommer til at afgøre, om landsbyer blomstrer op eller dør ud. Samtidig er de lokale samfund også afgørende for landkommunernes evne til at fastholde de tilflyttere, der rent faktisk allerede kommer. Og her er der i dag store problemer.

Hver fjerde tilflytter skifter bolig internt i kommunen det første år, og hver fjerde vælger at flytte væk. Det er altså kun hver anden, der bliver boende. Hvis den fastholdelsesprocent skal blive bedre, kræver det en større indsats fra kommunerne, mener Thorkild Ærø. De skal sikre, at botilbuddet passer og der er et inspirerende nærmiljø at blive en del af, for mange af tilflytterne til landdistrikterne er rent faktisk ressourcestærke børnefamilier, der udgør et stort potentiale for kommunerne.