Den lille knægt var sikkert en skæg, fantasifuld og nysgerrig dreng med mod på livet. Men lige nu var han helt i opløsning, ansigtet rød-blåt og fortrukket i en grimasse af gråd, vrede, forvirring og først og fremmest overkørthed. Han kunne simpelthen ikke rumme tilværelsen og fremstod aggressiv, ulykkelig og ynkværdig.

Han befandt sig i et lokalt supermarked med sin mor og en lidt ældre søster en af hverdagene mellem jul og nytår. Knægten kunne åbenbart ikke forstå, at festen var slut, og at der ikke skulle noget fra de bugnende slikhylder ned i indkøbsvognen. Han smed sig på gulvet i vrede og frustration, skreg og var helt udenfor rækkevidde. Han var åbenlyst ikke et overtræt børnehavebarn, der blev hentet af en træt og stresset forælder – han var simpelthen bare jule-ramt.

Selvom vi er mange, der ånder lettede op og lader en vis sjælefred sænke sig over os, så vil jeg alligevel tillade mig at bringe den netop overståede jul i erindring. For der er noget alvorligt galt.

Ikke den vulgære kommercialisering af højtiden, selvom den fortsat tager til og tilsyneladende befinder sig i en endeløs opadgående spiral. Det er svært at gøre noget ved, så længe vi lever under en samfundsorden, hvor alt forvandles til varer, der skal tjenes penge på. Det samme med længden på hysteriet, der nu er oppe på omkring to af årets tolv måneder.

En nødvendig lysfest

Det kunne ellers være fristende at ønske julen afskaffet, forbudt, sendt på kulturhistoriens losseplads. Men den går ikke. Vi har brug for en lysfest her midt i det skånselsløse mørke, der i disse måneder har sænket sig over vore breddegrader. Sådan er det, og sådan har det været i årtusinder.

Desuden kan julen være hyggelig og stemningsfuld – det har den i hvert fald engang været, mener jeg at kunne huske.  Og den gode mad... det er vel altid godt. Jeg elsker en saftig, stegt and med sprød skorpe eller flæskesteg med sprød svær – hvis man ellers kan skaffe en, der ikke smager og har konsistens som ovnbagt trækpapir.

Og samværet med dem, man ser for lidt til i hverdagen. Og gaverne. Jeg elsker at give gaver - især hvis de bliver godt modtaget. Og det er da heller ikke så ringe at få en gave – noget, man ikke anede man ville blive glad for.

Gode sider ved tilværelsen, der kan varme i den mørke og kolde tid og burde kunne give den hjertevarme, juleelskerne fabler om. Men som sagt – der er noget galt. Der er en pris at betale for det gigantiske, materielle orgie, julen har udviklet sig til. Og udover pengepungen, helbredet og nerverne er det først og fremmest børnene, der bøder. De kære børn, der for de fleste voksne er selve alibiet for at gå fuldstændig juleamok.

Den lille dreng i supermarkedet havde befundet sig i en rus af gaver og søde sager så længe, at han helt havde mistet forbindelsen med hverdagen og sine normale aktiviteter.

Skrigene gør ondt i ørerne, synet er grimt, og knægten virker fuldkommen urimelig. Men vi voksnes umiddelbare irritation bliver hurtigt mixet med tristesse. Det er sgu synd for knægten. Og moderen og søsteren. Hvad er der dog gået galt?

Den slags oplevelser er dagene fulde af lige efter jul. Ikke kun i supermarkeder og lignende. Jeg har også oplevet det i min egen familie – omend i noget mindre skala, men med de samme ingredienser.

Min datter er som så mange andre skilt og mine to børnebørn på 4 og 11 år derfor skilsmissebørn. Der er styr på aftalerne, men selvom børnene ikke bliver udsat for to juleaftener – som det stadig er tilfældet i mange skilte familier – så kan det dårligt undgås, at de får en ekstra dosis jul. Dertil kommer, at det efterhånden er en ganske omfattende kreds af personer, der absolut skal give de to knægte gaver.

De to drenge er ekstra hårdt ramt, fordi de er så uheldige at have fødselsdag midt i november. Da er de begge helt på dupperne og nyder fødselsdagslys og -kager, gaverne og den splittede families samvær. De er endnu ikke ramt af det store proportionsløse forbrugsorgie og kan lade sig fortrylle.

En zombie med abstinenser

Selv var jeg sammen med kæresten på besøg anden juledag for at hygge med de tre over en lille julefrokost. Jeg havde sparet postvæsenet væk og havde derfor en julegave med til hver.

- Er der nogen gaver? lød det fra den yngste allerede ved vores ankomst. Begge børn virkede adspredte og rastløse. Da frokosten var sat på bordet og før vi greb kniv og gaffel, fik de to hver sin gave, som jeg faktisk havde brugt en del tid på at finde på og penge på at købe. Gavepapiret blev med stor rutine flået af på rekordtid. Men de var begge så godt som komplet uinteresserede i indholdet, der straks blev efterladt.

I timevis kørte specielt den yngste slik og kager ned, mens han dryssede zombieagtig rundt som en abstinensramt, hvad han jo også var. De er begge normalt sjove, sociale og kærlige væsener. Men nu var de som forvandlede. Det er svært ikke at reagere negativt, for det er jo en inderlig utiltalende adfærd.

Og så sidder man der i en tilstand af irritation grænsende til vrede. Og samtidig bliver jeg ked af det, for det er da uendelig synd – først og fremmest for den fireårige. Ikke alene er han ude af stand til at begribe, hvad der sker med ham. Han registrerer sikkert også den fordømmende stemning hos de voksne. Ulykkelig og rundt på gulvet sanser han tilmed fordømmelse. Du godeste, hvor er det dog synd!

Jeg kan sagtens huske min egen barndoms juleoplevelser. Jeg kunne sagtens være på kanten af at få feber af bare spænding. Men når det så var slut, så var det slut, og jeg mindes ikke at have gennemgået de sjælelige kvaler, mine to børnebørn og deres utallige lidelsesfæller må gennemleve i de danske overflodsfamilier.

De stakkels unger må betale dyrt for, at voksne kan realisere deres egen barndoms jul og deres forventninger til børnenes forventninger. Det er rent ud sagt vanvittigt, at voksne konkurrencemennesker har forvandlet julen til et maraton af et overflødighedshorn fyldt med juleaftener, gaver, slik og højspændte situationer og ritualer, så de arme unger rammes af stress og udmattelse og helt mister proportionssans og sociale kompetencer.